Now Apocalypse

WTF?? 

De tre bogstaver, der står for ”what the fuck”, efterfulgt af to spørgsmålstegn pryder plakaten til en ny serie på C More med den meta-morsomme titel Now Apocalypse. 

Og det er passende nok også præcis den følelse, man sidder med både under og efter de første fire afsnit (af i alt ti). 

For selv om serien ikke har noget at gøre med Francis Ford Coppolas epos med den danske titel Dommedag nu – om Vietnam-krigens galskab – skorter det bestemt ikke på vanvittige indfald. Det vildeste ville være ærgerligt at afsløre, men lad os bare sige, at det foregår i et interessant krydsfelt mellem homosex og rumvæsen-teorier. 

I et solbeskinnet og farverigt Los Angeles føjter en ung vennegruppe rundt på må og få med drømme om at blive skuespillere, manuskriptforfattere, og hvad der ellers er af muligheder i Englenes By. 

Manden i centrum bærer det storladne navn Ulysses – forkortet til Uly – men om det er en reference til romersk mytologi eller James Joyces romanklassiker fortaber sig i tågerne fra den hashpibe, Uly bapper lystigt på. 

Avan Jogia gnistrer af ungdommelig forvirring i rollen som den søgende Uly, der på sin cykel leder efter en retning i livet og måske den store kærlighed med mystiske Gabriel. Ingen af delene går særligt godt, og om natten hjemsøges Uly af syrede drømme om talsymbolik og besøg fra det ydre rum. 

Det er skægt nok, men mere nede på jorden og derfor endnu skarpere komisk er udfordringerne for hans bedste venner: Ford og Carly. 

Særligt underholdende er Beau Mirchoff som den muskelpumpede følelsesbamse Ford. Han går med forfatterdrømme, men vil mest af alt glæde sin franske kæreste Severine, der ikke er interesseret i et seriøst forhold. Fords modige mandetårer er hysterisk sjove. 

Imens går Kelli Berglunds unge Carly til skuespilundervisning om dagen og bruger aftenen på at pisse foran mænd på sit webcam for penge. Hendes besøg hos sin kvindelige lærer (en formidabel Mary Lynn Rajskub) er et ægte stykke #MeToo-komik. 

Nogle vil genkende navnet på serieskaber Gregg Araki som en af hovedskikkelserne i 90’ernes filmbevægelse New Queer Cinema, hvor både dokumentaren Paris Is Burning og Todd Haynes’ Poison – begge fra 1991 – regnes for hovedværker. 

Filmkritikeren B. Ruby Rich, der opfandt navnet, beskrev bevægelsens film som eksperimenterende og tematisk trodsige over for mainstream-kulturen. 

Japansk-amerikanske Gregg Araki stod i 90’erne selv bag anmelderroste indiefilm som The Living End og Teen Apocalypse-trilogien. 

I nyere tid har han lavet Kaboom, der i 2010 blev den første vinder af Queer Palm-prisen på Cannes-festivalen. Men filmskaberen lever et stille liv i branchens undergrund, hvor han kan lave sine sorthumoristiske historier om seksuelle minoriteter. 

Gregg Araki har siden den knap så vellykkede White Bird in a Blizzard fra 2014 instrueret afsnit af en række tv-serier, men det er først i hans egen serie – hvor han altså vender tilbage til det ungdomsapokalyptiske – at man for alvor kan fornemme instruktørens karakteristiske stil. 

Manuskriptet – lavet i samarbejde med sexskribenten Karley Sciortino – stinker af liderlighed og sarkasme. Fik man nok af postmoderne satire i Bret Easton Ellis’ første grænseoverskridende bøger, vil man sikkert kløjes i Now Apocalypse. 

Det er utroligt nemt at fælde dommen ”form uden indhold” over den farvestrålende serie, der er produceret af den hyperaktive og altid overraskende Steven Soderbergh. Men man kan i hvert fald ikke klandre serien for at være selvhøjtidelig, og hvor er det dog forrygende i al sin skuldertrækkende ligegyldighed. 

Der svælges i platkomik og dårlig smag, som når Ulysses og Ford besøger en terapigruppe for mænd, der kalder sig The Circle Jerks. De seksuelle undertoner springer ud af skabet i fuldt vigør, så man ikke kan lade være med at grine. 

Måske er der ikke nogen mening med galskaben, men så er man i hvert fald godt underholdt, mens dommedag hastigt nærmer sig.