Når tyske film hitter i danske biografer, handler de næsten altid om det blodige vanvid i Anden Verdenskrig eller koldkrigstidens aura af paranoia og terrorisme.
Tænk blot på succeserne Der Untergang, De andres liv og Baader Meinhof komplekset.
Derfor er det forfriskende med en smal og kunstnerisk film, der fokuserer på Berlin anno i dag. Oh Boy er et tysk storby-essay om ungdommeligt sløvsind, der skildrer et døgn i dagdriveren Nikos liv. Billedsiden er holdt i sort-hvid, og en dramaturgisk udvikling er erstattet af små, dialogdrevne episoder i bedste mumblecore-stil a la Andrew Bujalskis Funny Ha Ha.
Tom Schilling, der selv havde en rolle i Baader Meinhof komplekset, spiller Niko, hvis primære formål med hverdagen er at finde en anstændig kop sort kaffe (heraf filmens engelske titel, A Coffee in Berlin).
Det fører til en sjov scene, hvor en speedsnakkende barista overdænger Niko med en sværm af fancy cafe latte-gloser. Storbyens vifte af hipster-korrekte modeluner har tydeligvis overhalet Niko indenom. Da Nikos business-far finder ud af, at sønnen for længst har droppet jurastudiet, stopper den økonomiske forsyning, der har finansieret den rodløse tilværelse.
Desværre er dialogen ikke altid lige skarp, og humoren mangler bid i Jan Ole Gersters debut som spillefilminstruktør. Den løbende joke om en god kop kaffe bliver eksempelvis lidt anstrengt i længden.
Små vignetter, der indrammer Berlins grove gadebillede i nydelige, urbane postkort, fungerer som intermezzo mellem filmens scener.
Den sort-hvide æstetik tilfører storbylandskabet et tidløst udtryk, der står i kontrast til det moderne identitetsportræt. Selv har Jan Ole Gerster udtalt, at han er kraftigt inspireret af den franske nybølge, og Oh Boys første scene, hvor Niko slår op med sin kortklippede kæreste, er en kærlig hilsen til Jean Luc-Godards Åndeløs.
Det er oplagt at se Oh Boy som en tysk lillebror til Noah Baumbachs mere vellykkede Frances Ha, der også pakkede en historie om moderne identitetskrise ind i en delikat sort-hvid-æstetik og et retro-cool, jazzet soundtrack.
Her besad hovedpersonen imidlertid al den charme og skævvinklede humor, som Niko mangler. Når faren nægter den forvoksede teenager lommepenge, og kvinderne bliver hysteriske over hans passive natur, sympatiserer vi med dem, for i bund og grund er vores hovedperson et egocentrisk røvhul.
Men hvem skal vi så holde med? Der gives ingen simple svar i en træg og underlig konfliktløs fortælling, der er smittet af samme sløvsind som hovedpersonen.
På en tilfældig cafe møder Niko en pige fra folkeskolen. Dengang blev hun kaldt Julika Harmonika, fordi hun var fed som en bybus. I dag er Julika en veldrejet danser, der inviterer Niko og taber-vennen Matze til en undergrunds-performance.
Her bliver han fanget af Julikas passion og indlevelse i det abstrakte danseshow. Men ellers kan han ikke indleve sig i noget som helst og afbryder alle menneskelige relationer i en sær frygt for ægte følelser.
”Ved du, hvordan det føles? At alle omkring dig er underlige. Men jo mere du tænker over det, jo mere klart bliver det, at det er dig selv, der er problemet,” udbryder Niko over for Julika i en sætning, der diagnosticerer hovedpersonens problem lige lovlig pædagogisk for publikum.
Stærkest er Oh Boy, når Nikos identitetskrise sættes ind i en historisk forståelsesramme. Hen over en fedtet bardisk konfronteres han med en fordrukken gamling, der oplevede Krystalnatten i Berlin under Anden Verdenskrig. Først forsøger han at undgå den gamle mands floskler, men langsomt får Niko indsigt i en generation, som havde klart definerede udfordringer at slås med.
Her antydes det mellem linjerne, at den totale ødelæggelse af Berlin, det massive skyldkompleks og den efterfølgende opdeling af byen i fire udenlandske zoner har efterladt en forvirret og empatiforladt generation uden et konkret livsprojekt.
Her løftes Oh Boy til andet end en delikat stiløvelse. Desværre falder denne scene først i filmens sidste minutter.
Kommentarer