Turen går til Hørmestrup.
Det er en landsby, der er plaget af stanken fra en kæmpemæssig losseplads. Folk bevæger sig knapt nok uden for deres dør på grund af generne.
Tyske Toby Genkel og danske Jens Møller har instrueret den tysk-belgiske film. Og det er forfriskende, at Hørmestrup rent faktisk ligner en tysk by med bindingsværkshuse og et torv med springvand.
Her bor Max, som holdes i ørerne af sin stressede mor. Hun sørger for, at drengen enten laver lektier eller øver cello. Faren, som er borgmester, har moren sendt på et spaophold, så hun kan tage hånd om byens skraldeproblemer.
Sammen med den onde bygmester, Hr. Hammer, vil hun erstatte den ildelugtende losseplads med et velduftende wellnesstempel.
Men på lossepladsen bor en familie af oklinger. De er en slags grønne trolde med kartoffeltude, baseret på en børnebogsserie af tyske Erhard Dietl, som er oversat til flere sprog.
Da Max finder ud af, at der bor oklinger på lossepladsen, ser han sig nødsaget til at sætte en stopper for morens planer med hjælp fra vennen Lotte og hendes skøre professor-onkel. Undervejs finder de ud af, at oklingerne kan være med til at løse byens affaldsproblem, fordi de lever af skrald.
Oklingerne leder tankerne hen på film som Shrek og Grinchen, hvor hovedpersonerne også er grønne væsener, der æder kompost. Men hvor figurerne Shrek og Grinchen på en gang er egoistiske og elskelige, er oklingerne mest bare gode.
Ærgerlig nok, for det er altså lidt kedeligt.
Familien er mere en enhed end forskellige individer, og det betyder, at man aldrig lærer dem ordentligt at kende. Kun bedstemor okling skiller sig ud takket være Pia Rosenbaums charmerende røst.
Instruktørerne har til gengæld sans for de humoristiske detaljer i forbindelse med stinkende affaldsgnaskere. Da Max besøger oklingerne første gang, serverer de således gamle batterier i smeltet plastik med revet bildæk på toppen. Mums!
Og man er lige ved at slå ud med hånden efter de enerverende fluer, der svirrer om hovedet på oklingerne.
Fortællingen har et godt tempo, og animationen udnyttes, så man mærker suset, når Max flyver afsted på oklingernes drage.
Samtidig er scener med en pige, der flyver med en drage, med til at sætte farten ned, så man kan nå at trække vejret. Pigen prøver at fortælle sin mor, at der flyver en ægte drage over hovedet på dem, men morens øjne er klistret til mobilen!
Max’ mor – som Anette Støvelbæk lægger stemme til – hælder også stressdråber i røret for at klare hverdagen. Langt hen ad vejen er hun filmens skurk, selv om hun ikke mener noget ondt med det. Hun vil bare fjerne lugten fra byens gader.
Oklingerne – Velkommen til Hørmestrup er tilladt for alle og henvender sig mest til de mindste publikummer, selv om voksne snildt kan læse både flygtninge- og klimakrise ind i filmen.
Historien er ikke original, men der er en god chance for, at filmens mange bøvser og ordspil på skrald vil falde i god jord hos de helt små. Det virker derfor unødvendigt, at en due bryder den fjerde væg for at belære børn om, at de ikke må spise skrald.
Kommentarer