Olmo & the Seagull

”Jeg er gravid.”

Replikken er en af de største klichéer, man kan overhøre på film. Det har vi lært af de herrer Nikolaj Arcel og Rasmus Heisterberg i Sandheden om mænd, hvor de afslører sætningen som den dovne manuskriptforfatters go-to-løsning, når det dramatiske vendepunkt skal hives hjem.

Ofte bliver filmgraviditeten ved snakken. En chokerende annoncering og klip til spædbarn på armen.

Olmo & the Seagull handler om alt det, der sker i mellemtiden, fra tissetest til presseveer. To dokumentarinstruktører, danske Lea Glob og brasilianske Petra Costa, sporer sig ind på sandheden om kvinder – og ni af livets mest omvæltende måneder for, potentielt set, halvdelen af klodens befolkning.

Sandheden er hverken lyserød eller lyseblå, ifølge hybriddokumentaren. Den er tabubelagt og menneskelig, skidenbrun og skide besværlig. Gravide kvinder kan også være egoister og føle tvivl om deres ufødte barn.

Det gør skuespilleren Olivia Corsini, da hun bliver gravid, netop som hun skal på teaterturne. Hun vil nu gerne have barnet. Det vil hendes mand og kollega Serge Nicolai også.

Men konsekvensen bliver at sige farvel til en af karrierens største roller som Arkadina i Tjekhovs Mågen. Der er ikke noget, der hedder barsel i det legendariske, parisiske Théâtre du Soleil. Som en pragmatiker fra teatertruppen siger: ”Det kan ses på kvinder efter syv-otte måneder! Det handler stykket ikke om – det giver ikke mening!”

Efter en pludselig blødning beordrer lægen absolut ro. Rastløs og fanget i sin egen lejlighed tvinges Olivia til at se sin mand komme, gå og øve de replikker, som nu skal udveksles med hendes dubleant.

Muhammad Hamdys adrætte kamera fanger Olivias bebrejdende blikke. Og hendes fortællerstemme hvirvler sig poetisk ind i en tankespiral af jalousi og skyldfølelse, som truer med at tage magten over hende: ”Jeg kunne ved et uheld glide over i vanviddet.”

Den sanselige collage suger tilskueren ind i Olivias verden, der synes at blive mindre og mindre, mens hendes krop vokser sig større. Det er en smuk, sensibel verden, men også klaustrofobisk. Og hen mod slutningen kunne fortællegrebene med fordel strammes en smule for at komme ud af Olivias dramatiske dødvande.

Olmo & the Seagull er et produkt af talentudviklingsprogrammet Dox:Lab, hvor instruktører parres to og to om en enkelt film. Det rigide, pædagogiske eksperiment lykkes her takket være dygtig matchmaking.

Begge instruktører har specialiseret sig i den ekspressionistiske, dybt personlige dokumentar – Petra Costa i den roste debut Elena og Lea Glob i en af de bedste afgangsfilm fra Filmskolens dokumentarlinje, Mødet med min far Kasper Højhat, som kan ses på Ekko Shortlist.

Nu mødes instruktørerne i et stilbevidst maskespil mellem virkelighed og fiktion, hvor det vordende forældrepar spiller sig selv i rekonstruerede scener fra deres liv.

Men i enkelte øjeblikke afbrydes hverdagssituationerne af kvindestemmer bag kameraet. Det er instruktørerne, der stiller spørgsmål, kommenterer og instruerer. ”Kan vi komme lidt tættere på, hvad der sker i dit hoved og din krop?” spørger de og slår den fjerde væg til jorden.

Man kunne rose instruktørerne for at blotlægge deres arbejdsform, så ingen lader sig snyde af iscenesættelsen.

Man kunne også rose dem for den snusfornuftige metaleg, hvor to skuespillere træder ned fra scenen blot for at påtage sig nye roller i privaten. Roller, der måske minder om dem selv, men måske snarere afspejler de kønsroller, som alle nye forældre må spille sig op imod.

Men kommentar-scenerne risikerer at miste tilskuerne til en ny og bedre historie. For man spidser ører, man lader sig pirre. Hvordan er Olivia og Serge, når de ikke spiller skuespil og lader alle masker falde? Er deres virkelige historie i virkeligheden mere gribende? Og hvorfor må vi ikke høre den?

Sandheden om kvinder ligger stadig og ruger et sted behind the scenes. Og der bliver den liggende.

Men Olmo & the Seagull er et vigtigt og sanseligt opgør med graviditetens tabuer. Særligt i skuespilbranchen, hvor kvindens krop er hendes levebrød. Og hvor der i Danmark ses skævt til skuespillerelever, der beder om at gå på barsel.