Som vi rykker nærmere Quentin Tarantinos tiende og, siger han, sidste spillefilm, viser hans niende, at han meget vel kan have gemt det bedste til sidst.
Og det var vel kun et spørgsmål om tid, før han fandt inspiration i filmindustrien. Men det overraskende ved Once Upon a Time in Hollywood er, at det ikke rigtigt er det, denne film er.
Selv om den har to superstjerner på plakaten og viser en fiktiv version af Sharon Tate – et af historiens mest tragiske filmikoner – handler den ikke så meget om Hollywood som industri. Den handler snarere om Hollywood som en abstrakt idé hos dem, der søger lykken i filmbyen.
Filmen trækker på en af Tarantinos hoftanker: At showbusiness ikke er skabt af superstjerner, men på skuldrene af alle dem, der også tjente den. Han viser os Hollywood for dem, der aldrig fik den chance, de ventede på, og for dem, der som Sharon Tate har fremtiden foran sig.
Rick Dalton (Leonardo DiCaprio) er en falleret stjerne, som lever i skyggen af Steve McQueen. Han var en stor kanon takket være den (fiktive) populære tv-serie Bounty Law, men den er nu aflyst.
Da vi møder ham, forsøger en superagent (Al Pacino) at pakke ham på et fly til Italien for at indspille spaghettiwesterns. Men Rick er overbevist om, at han kan klare sig på egen hånd.
Rick Daltons makker Cliff Booth (Brad Pitt), hans stuntmand og chauffør, regnes for gift i filmindustrien, men der skal meget til for at ødelægge hans humør. Da Daltons karriere taber fart, og han ikke længere kan kræve sin egen stuntmand, bliver Cliff hans personlige assistent. Uden at kny køber han ind, fikser tv-antenne og kører Rick rundt i byen.
Tredje led i denne Pulp Fiction-agtige mosaikfilm – hvis handling dog er noget mere lineær – er Ricks nye nabo.
Sharon Tate er netop blevet gift med instruktøren Roman Polanski, der svæver på en sky efter at have scoret et hit med Rosemarys baby. Margot Robbie er i rollen som Tate selve indbegrebet af det hippie-Hollywood, der er ved at overflødiggøre Rick Dalton og hans generation.
Rick stirrer sin egen forgængelighed i øjnene og tager sin fremtid op til overvejelse. Måske er der chance for at møde Polanski til en havefest og score hovedrollen i hans næste megahit?
Filmen udtrykker det ikke direkte, men Sharon er fremtiden, og Rick føler sig som en dinosaur.
Det meste af de to timer og 40 minutter er en skidemorsom hænge ud-film, der er blæret ført frem af Robert Richardsons fejende, søgende kamera. Genskabelsen af Los Angeles anno 1969 er totalt forførende, byen pumper af liv med veteranbiler, reklamesøjler og strålende biograf-skilte, hippie-tøser og groovy fyre.
Med denne nye verden som bagtæppe følger vi trodsigt gammeldags Cliffs forsøg på at indsmigre sig hos stuntverdenens elite. En plan, der slår bedrøveligt fejl efter et sammenstød med Bruce Lee – stjernen i en af virkelighedens hotteste 60’er-tv-serier: The Green Hornet – som han nær sender på skadestuen.
Tarantino fremstiller Lee som pompøs og egocentrisk, men trodser enhver fornuft ved at insistere på, at Cliff ville have en chance mod kung fu-mesterens flyvende næver. Ingen kan slå fremtiden.
Det er tilsvarende rørende og morsomt at se Sharon Tate gå i biografen og nyde The Wrecking Crew, hvor hun spiller en dansk spion, der skal hjælpe en amerikansk agent (Dean Martin) og falder over sine egne ben, mens hun siger: ”Velkommen til Danmark!”
Vi er også med Rick på arbejde som bandit i westernserien Lancer. Han er majet ud i en frynset jakke og et fjollet Zapata-overskæg, men er fast besluttet på at give smårollen alt, hvad han har. Og han lykkes.
Godt hjulpet af en gammelklog, hårdfør pigebarnestjerne (Julia Butters) giver Rick sin bedste præstation nogensinde. Det bliver en tiltrængt sejr, der kan booste hans skrøbelige ego – og en af Leonardo DiCaprios bedste scener nogensinde!
Men man glemmer aldrig, at dette er en Tarantino-film, og volden hænger tungt i luften.
Cliff bliver tiltrukket af en pige, som bor i en gammel western-filmby ude i ørkenen. Han kører hende hjem og møder en gruppe overvejende kvindelige hippier, hvis good vibrations forsvinder som dug for solen, da han begynder at stille kritiske spørgsmål.
Denne kult, anført af den mystiske og oftest fraværende Charles Manson, vil i eftertiden blive husket for udsyrede orgier, der udviklede sig til blodige mord. Vi ved, at Sharon Tate var Manson-familiens mest berømte offer, og så er nedtællingen til filmens anspændte – og overraskende – klimaks begyndt.
Emnet taget i betragtning kunne man forvente, at Once Upon a Time in Hollywood ville være Tarantinos mest dystre film til dato. Men selv om han tackler det skelsættende mordtogt, der satte en blodtilsølet stopper for de frie 60’ere, går han aldrig helt så vidt, som han kunne.
Paradoksalt nok leverer han i stedet sin til dato mest muntre fortælling, et moderne eventyr, der har overraskende empati med sine figurer. Den kredser ikke om filmbyens ofre, men om dem, der klarer turen gennem drømmemaskinen.
Og det sprudlende solrige vestkyst-soundtrack – med hits af The Mamas and the Papas, Neil Diamond og Paul Revere and the Raiders – gør besøget så veloplagt underholdende, at man bare har lyst til at blive hængende.
Kommentarer