For snart to år siden havde Nick Cave: 20.000 dage på Jorden premiere i de danske biografer.
Iain Forsyth og Jane Pollards dunkellækre dokumentar – som Cave selv har været med til at skrive manuskript til – iscenesætter den australske sanger som mørkets forførende prædikant. Han toner frem som en usårlig mytoman, der med elegante analogier sætter ord på den kreative proces, før numre fra et af karrierens hovedværker, Push the Sky Away, fremføres.
Han klarer det hele iført ekskvisitte jakkesæt.
I One More Time with Feeling står ekviperingen lige så skarpt. Men alt andet synes forandret.
De store, observerende øjne under det begsorte, tilbagestrøgede hår er ikke længere cool. De fyldes med vand, og også stemmeføringen er forandret. Nick Cave snøvler af og til i jagten på de helt rigtige ord fanget i en sorgtilstand, som smitter.
I sommeren 2015 mistede Nick Cave sin femtenårige søn Arthur, der døde efter et fald fra en klippe. Al den sorg, død og ulykke, Cave normalt synger om, smadrede hans personlige liv og ændrede med ét arbejdet med det kommende album.
Det er udgangspunktet for Andrew Dominiks (Mordet på Jesse James af kujonen Robert Ford og Killing Them Softly) nye dokumentar. Det meste foregår i sort-hvide billeder, men traumet farver hele filmoplevelsen.
One More Time with Feeling er en rørende beskrivelse af hvordan, en ikonisk kunstner overfaldes af sorg og usikkerhed – og formår at forvandle den personlige brydekamp til sakral musik.
Det er ikke, fordi det er en fejlfri dokumentar. Filmholdet er lidt for ivrige efter at fortælle om deres 3D-kamera, men processen bag albummet Skeleton Tree er uendeligt mere interessant.
Til gengæld er interviewene og fremførelsen af helt nye numre så hårrejsende smukke, at man til trods for tragedien forlader biografen opløftet.
Nick Cave starter med at tale om, hvordan tid kan opleves elastisk. Synspunktet får lov at svæve gennem store dele af filmen, før han uddyber: Du kan bevæge dig væk fra et traume gennem arbejde, men du udvider egentlig bare elastikken, og på tidspunkt hiver det én tilbage til tragedien med voldsom styrke.
Og man slår sig ved dette klodsede forsøg på bungyjump.
Der går bemærkelsesværdig lang tid, før Arthurs død nævnes. I en bil taler Caves mangeårige musikalske legekammerat, Warren Ellis, rundt om ulykken. Han har det mærkeligt ved at skulle tale om vennens privatliv – og han er tydeligvis selv berørt af dødsfaldet.
Men instruktør Andrew Dominik vælger at blive i situationen og får rent faktisk prægnante formuleringer ud af Ellis.
Dominik kender Cave og Ellis. De to musikere lavede soundtracket til Mordet på Jesse James af kujonen Robert Ford, og deres forhold til den newzealandske instruktør må være godt. For Nick Cave lader et kamerahold komme tættere på end nogensinde før.
Vi præsenteres også for Arthurs tvillingebror Earl, moren Susie og familiens hverdag. I 20.000 dage på Jorden var Nick Cave kun kunstner. I One More Time with Feeling er han også en ægtemand og en far, som forsøger at leve med sin søns død.
På den måde beskæftiger filmen sig med sorgarbejdet, men kommer ikke ind på de nærmere omstændigheder omkring dødsfaldet – for eksempel at den femtenårige dreng havde indtaget lsd den dag, han faldt. Her viser Andrew Dominik respektfuld hensyn.
Caves sange er ofte fabulerende fortællinger, hvor sagesløse personer hvirvles rundt af skæbne og guddommelige kræfter. Higgs Boson Blues fra forrige album fortæller om partikelgeneratoren i Genève, Lucifer og Miley Cyrus.
Det netop udgivne album Skeleton Tree besidder ikke samme fortællemæssige opbygninger. Cave har svært ved at forklare nøjagtigt hvorfor, men svaret er nok, at de mere metaforbårne sange måske er bedre til at udtrykke brudstykker af følelser, man alligevel aldrig får styr på.
Og dog indledes albummet af starten på en fortælling, vi nu kender: ”You fell from the sky / Crash landed in a field”
Ingen er mere cool end Nick Cave. Og når han ikke holde øjnene tørre, er det okay at finde lommetørklædet frem.
Kommentarer