Timing betyder ikke alt, men det betyder meget.
Hvis Regina Kings One Night in Miami havde haft premiere i de tidlige år af Obamas præsidentperiode, ville historien om fire succesrige, sorte unge mænd, der mødes på et hotelværelse i Miami i februar 1964, blive set som et bevis på, hvor meget det amerikanske samfund har rykket sig siden da.
Men efter fire ætsende år med Trump i Det Hvide Hus vil mange se den og tænke: ”Se, hvor lidt der har ændret sig!”
Heldigvis er filmen selv til dels et bevis på det modsatte. Regina King debuterer nemlig som den seneste i en række af markante, sorte kvindelige instruktører, der også inkluderer Ava DuVernay og Mati Diop, som fortæller stærke historier om sorte skæbner.
Regina King vandt i 2019 en Oscar for bedste kvindelige birolle for If Beale Street Cold Talk, og bag kameraet instruerer hun sit dygtige ensemble med samme sikre, lette håndelag som en mesterdirigent.
Scene for scene træffer hun de kunstneriske valg, der løfter One Night in Miami fra at være et godt kammerspil til at være en fremragende film.
Manuskriptet er skrevet af Kemp Powers – medinstruktøren af Pixars Sjæl – og baseret på hans eget teaterstykke fra 2013. Rammen er en fiktiv efterfest i det sorte Hampton House-motel i Miami om aftenen den 25. februar 1964, hvor Cassius Clay vinder verdensmesterskabet i sværvægtsboksning med en overraskende sejr over favoritten Sonny Liston.
Malcolm X, den 22-årige boksers åndelige mentor på vej mod hans konvertering til Islam – og navneskiftet til Muhammad Ali – havde en ringsideplads sammen med sangeren Sam Cooke, ”The King of Soul”, og Jim Brown, en legende inden for amerikansk fodbold.
De fire mænd tilbragte næppe hele aftenen sammen på Malcolms motelværelse i virkelighedens verden. Men det dramatiske påfund er en god undskyldning for at lade de fire sorte amerikanske helte diskutere diskrimination og ideologiske modsætninger i den sorte modstandsbevægelse og det ansvar, der følger med succes og berømthed.
På en måde vendes filmens største svaghed, navnlig dens aner i teatrets statiske rum, til dens største styrke. Det er sjældent at opleve en film, der har modet til at bruge politisk debat som primus motor for sin historie.
Selvfølgelig er der spændinger mellem personerne, som er med til at opildne diskussionen.
Mest tydelig er kontrasten mellem den ultrapolitiske Malcolm X (Kingsley Ben-Adir) og Sam Cooke (Leslie Odom Jr.), der hellere vil feste end snakke. Cooke mener, at unge sorte er bedre tjent med ham som et eksempel på, at også sorte kan vinde den hvide mands magtspil og tjene kassen – uden at holde taler eller gribe til våben.
De to andre betræder en gylden mellemvej.
Cassius Clay (Eli Goree), kæphøj som altid og ikke til at få ned på jorden efter sejren, er både letpåvirkelig og imagebevidst. Vi fornemmer, at hans konvertering til islam handler mere om at skabe sig en persona end om at kæmpe for sorte amerikaneres rettigheder.
Jim Brown (Aldis Hodge) er den mest tilbagetrukne af de fire. Han har arbejdet sig tålmodigt til tops i sportens verden og tager samme tilgang med sig ind i filmen: Han vil hellere vise sit værd med solidt arbejde end med store ord.
En af filmens mange glæder er at se castet af unge, fremadstormende skuespillere spille over for hinanden på en måde, der gengiver det komplekse kammeratskab mellem de virkelige mænd, de skildrer.
Leslie Odom Jr.’s nuancerede præstation som Sam Cooke er nok den fineste, men der er heller intet at udsætte på hans medspillere. Det er takket være dem og Kemp Powers’ skarpe sans for betydningsmættet dialog, at vi i lange stræk glemmer, at vi egentlig bare ser fire fyre snakke sammen på et motelværelse, der ligner en kulisse fra Mad Men.
Og hvis der er øjeblikke, hvor vi føler os indespærrede og frustrerede, så er også det en del af pointen.
Fire sorte mænd fanget i et plørebrunt rum, der slet ikke kan rumme dem, et lokale, der fungerer både som fængsel og tilflugtssted, akvarium og venteværelse – det er en stærk metafor.
De få afstikkere til omverdenen – for eksempel en tur ud på tagterrassen – føles som velsignede afbræk fra den anspændte samtale. Men vi er også smerteligt bevidst om, at disse små ånderum er lige så afgrænsede og lige så farlige som en boksering.
57 år efter den begivenhedsrige forårsnat er det ikke blot det faktum, at de autentiske personers diskussion er lige så smerteligt relevant i dag som nogensinde, der giver filmen dens ængstelige energi.
Den skabes også af den intelligente måde, hvorpå Regina King visuelt genskaber fornemmelsen af indskrænket frihed.
To af personlighederne – Sam Cooke og Malcolm X – var døde et år efter denne betydningsfulde aften. Filmens rørende slutning giver ikke blot et varsel om deres tragiske endeligt. På en måde giver den også deres død en ny betydning.
Kommentarer