Onkel

Tik-tak, tik-tak. 

Man kan næsten høre tiden gå i det tyste køkken på gården i det sønderjyske. Kris ryster hidsigt yoghurten, som hun gør hver morgen, inden den hældes op og blandes med mysli. 

Men det er også det tætteste, vi kommer på at se en form for frustration hos den 27-årige kvinde, der har accepteret livets lod. 

En krydderbolle hentes fra brødristeren. Der løses en sudoku. Og så går onklen og niecen ellers i gang med dagens dont. Opgaverne ligger på rygraden: fodre, malke og muge. 

Ord er unødvendige. 

Onkel er en overraskende afdæmpet film af instruktøren, der i 2017 debuterede som René Frelle Petersen med det socialrealistiske roadmovie-hævndrama Hundeliv. 

Men ligesom instruktøren tilsyneladende har skrællet sit fornavn René af plakaten, har Frelle Petersen også skrællet et genrelag eller to af sin udkantsrealisme, der i Onkel næsten er tættere dokumentaren end fiktionen. 

Hovedrolleindehaverne Jette Søndergaard og Peter Hansen Tygesen er også niece og onkel i den virkelige verden, hvor Søndergaard er uddannet dyrlæge og Tygesen landmand på den gård, hvor filmen er optaget. 

Og både Jettes og Kris’ onkel har haft et slagtilfælde, der gør det sværere at passe de daglige gøremål på gården.

Virkeligheden er en kærkommen medspiller i det stille drama, hvor Kris begynder at interagere med verden udenfor og langsomt får øjnene op for andre sider af livet.

Man mærker de familiære bånd mellem Søndergaard og Tygesen, som slet og ret er behageligt selskab. Særligt den gamle onkel gør indtryk, når han luffer og trisser omkring med en rollator. Og den sønderjyske dialekt, der er så udtalt, at man har følt sig nødsaget til at tekste filmen, er dejligt beroligende med ”a tøw” og ”a tow” – eller hvordan man nu skal skrive ”jeg synes” og ”jeg tror” på sønderjysk.

Ligesom i Hundeliv, hvor Frelle Petersen fik det bedste ud af spillet Matador, er der også i Onkel mindeværdige scener omkring brætspillet Scrabble på den gammeldaws facon, hvor hvert andet ord skal tjekkes i den store, grønne retskrivningsordbog.

Når onklen begynder at argumentere for, at ”toiletkrukke” er sådan en krukke på toilettet, hvor man blandt andet kan have sin sæbe i, er det svært ikke at trække på smilebåndet.

Første halvdel af Onkel er dog for langstrakt i forhold til Frelle Petersens kunnen som billedmager. Ikke at instruktøren er ueffen som fotograf, men da både handling og dialog er minimal, kræver det noget helt særligt at holde publikum fanget. Og her mangler der en skarphed i indstillingerne.

Bedre bliver det i anden halvdel, hvor der begynder at ske ændringer på gården, i takt med at filmen også åbnes rent visuelt ud mod de åbne marker og vidder. Det står i skærende kontrast til startens nærmest klaustrofobiske indelukkethed i køkken, stue og stald.

Kris begynder at tage med dyrlægen Johannes ud til andre gårde. Hun begynder også at få følelser for en ungersvend, som hun møder i kirken, hvor han synger i kor, og hun besøger sine forældres gravsted.

For Kris har på tragisk vis mistet sin mor, hvorefter faren begik selvmord. Uden onklen havde den unge pige ikke haft mange chancer i livet, og taknemmeligheden har med årene udviklet sig til en rørende kærlighed og omsorgsfuldhed over for onklen, der lyser ud af Kris.

Derfor bliver Onkel heldigvis ikke til et opgør mellem det pligtopfyldende gårdmandsliv kontra egne behov om kjæreste og Kjøvenhavn. Den bliver til et bevægende, stille drama om Kris’ forsøg på at være til stede i livet som individ på trods af den altoverskyggende omsorg for onklen.

Jette Søndergaard formår at vise os den svære kamp, som Kris kæmper på indersiden, mens hun i det stille laver krebinetter og karbonader på ydersiden. Og Frelle Petersen beviser, at der er historier at hente i Danmarks yderområder, som ikke nødvendigvis omhandler skøre mennesker, vi kan grine af, eller voldspsykopater (som i DR-serien Fred til lands), men medmenneskelige historier, vi alle kan lære noget af.