Onkel Rejes sørøvershow II

Da jeg for nylig besøgte min søster og hendes børn, skulle indtagningen af fredagsslik selvfølgelig foregå på podernes præmisser, og de kender ikke til zapning og ventetid, men bevæger sig erfarent rundt i det vildtvoksende streaming-krat.

De fandt frem til DR’s tjeneste og Onkel Rejes sørøvershow II på Ramasjang, og jeg blev imponeret af valget, for ikke siden jeg selv var barn, har jeg haft det så skægt med et børneprogram.

Onkel Reje er maskot for de drilske barylere, der hellere vil det gakkede og upolerede end pænhed og orden. Den ølmavsede gavtyv gestaltes af Mads Geertsen, der med John Mogensen-seler, kruset fuldskæg, pistent hår og rødmossede kinder ligner den fuldeste stamgæst på et hvilket som helst værtshus.

Geertsen har skrevet, instrueret og klippet programmerne, så børn og voksne inviteres helt ind i hovedet på en mand med forrygende musikalsk fornemmelse for komik.

Tidligere figurerede han i bandet Je m’appelle Mads sammen med vennen Bounty Niller, og de stod bag nummeret Det dufter så dejligt, der handler om, hvordan der dufter af fisse i en fiskebutik.

Skræmte forældre kan dog godt finde hvilepulsen frem igen. Selv om Onkel Rejes blotte navn måske kan give frække associationer, så optræder den politiske ukorrekthed i Onkel Rejes sørøvershow II udelukkende som en befriende opfordring til fri leg og fantasi.

Den skægge og beskæggede pirat fremstår som et velgørende modstykke til de voksne, der kun taler ned til børn i foroverbøjet Spunk-positur.

Programrækkens struktur følger børne-tv’s foretrukne formel: gentagelsen. I hvert afsnit kidnappes et barn af den skumle børnelokker Dr. John, der vimser rundt som en munter udgave af Buffalo Bill fra Ondskabens øjne, og han vil smelte børnene om til skønhedsprodukter.

Hvad er et skønhedsprodukt? spørger programmet. Indklip af collagebilleder fortæller om muddermasker, og den lille montage afsluttes med en diarré-ramt hest, som sprutter på en fin dame i undertøj. Her er vi i den spændende, sorte del af børnenes streaming-skov – langt væk fra de nysselige, disneyficerede områder.

Brian Lykke fra Krysters kartel udgør hele den lalleglade brigade, Onkel Reje leger med og bakser mod. I bar mave, med høj hat, guldkæder med en mundskylflaske som vedhæng, et moustache af tusch-prikker og et gepardskørt gør Lykke med sin hæse snøvlen Dr. John mere fjollet end uhyggelig, og i matrostøj optræder den jyske komiker som Onkel Rejes bedste ven Brille.

”Bliver det ikke farligt?” spørger Brille inden hver mission.

”Jo, det bliver farligt – og mega sjovt,” gnækker den vanvidselskende hovedperson.

Brian Lykke brillerer med alverdens eksempler på tosseri. Han er også Mormor, der er for sørøverskibet, hvad Q er for James Bond. Hun har altid gadgets klar, som Onkel Reje og Brille kan bruge på deres befrielsesmissioner, såsom en elektrisk proptrækker, der kan kilde i numsen, og en deodorantkanon til at brænde hul i ozonlaget.

Han er også Høvding Grethe, som har tolv ægtemænd. Han er Gud, og Gud bander, og han er en molbo-lignende fynbo med rød tophue og en gesjæft, hvor man kan købe en frossen makrel overtrukket med krymmel.

Vil man lege med en børnelokker i sit børneprogram, må man sørge for, at alting bliver sjovt, før det bliver farligt, og derfor leder Onkel Rejes sørøvershow II konstant efter den mest gakkede rute hen mod Dr. John og befrielsen af barnet.

I et afsnit skal de have fat på en påhængsmotor fra en Richard Regnvand (Brian Lykke, selvfølgelig), der optræder som pianist på en fynsk beværtning. I en vidunderlig stumfilmmontage slås Onkel Reje med bartendere og lesbiske, før han får fat på motoren. Den er bygget af et atomkraftværk og vindmøllen fra Tvind.

Der leveres mange referencer, som børn umuligt kan have styr på: Afghanistan-krigen, Lenin, Ole Henriksen, grev Ingolf, Anja Andersen, Brian Nielsen og klimaforandringer.

Det kan selvfølgelig betragtes som små gaver til os voksne, der kigger med.

Eller også er det bare vitterligt en god idé at rable galsindigt om en masse, som børnene endnu ikke kender til. For så kan de komme til det, og gakkede Onkel Reje kan måske ligefrem udvide deres horisont i en tid, hvor børn helt selv kan vælge, hvad der skal underholde dem på iPad’en.

Jeg tror faktisk, der er en mening med galskaben.