Ønskebarn

Forældreskabet er den største glæde i verden.

Udsagn i den boldgade møder de fleste sikkert jævnligt både i medierne og venners lag. Så sandt som det sikkert er for alle dem, der udtrykker det, skaber det også et utilsigtet problem.

Nogle mennesker er frivilligt barnløse, men der findes også dem, for hvem det ikke er valg.

Ønskebarn er en film om og særligt til dem.

36-årige Hannah er fertilitetslæge på en privatklinik. Her hjælper hun par med at opfylde drømmen om at skabe en familie. Samtidig er hun selv i behandling, fordi hun inderligt ønsker at blive gravid.

Det går bare ikke godt, og hun har stadig færre æg at forsøge sig med.

Filmen starter med et nærbillede af en åben vagina, som Hannah på sit arbejde er i konstant kontakt med – en mere direkte påmindelse om hendes egen situation kan man dårligt tænke sig.

Man behøver ikke at have set den danske Netflix-komedieserie Skruk for at gætte, hvilken uetisk beslutning Hannah træffer.

Vejen til, at hun inseminerer sig selv, er ligesom helvede brolagt med gode undskyldninger. Filmens store styrke er, at man ikke kan lade være med at føle for Hannah.

Som nybagt far var det en særlig oplevelse at se Ønskebarn. Jeg følte mig i biografmørket nærmest skamfuld over, hvor let det var lykkedes at bringe et barn til verden.

Det er selvsagt ikke nogen rar følelse, men det er frugtbart at sætte sig ind i, hvordan livet ser ud fra et andet perspektiv.

Instruktør Cecilie McNair, der har skrevet filmen sammen med Sissel Dalsgaard Thomsen og Christina Øster, arbejder videre på et tema om barnløshed, som hun også udforskede i sin fremragende Super16-afgangsfilm lille a.

McNair har i interviews fortalt om at være ramt af endometriose, der besværliggør en naturlig graviditet. Med Ønskebarn vil hun konfrontere publikum med nogle af de tabuiserede følelser, der er en konsekvens ved ufrivillig barnløshed.

Danica Curcic har gjort det til sit varemærke at spille komplekse kvinder til ug, og hun svigter heller ikke denne gang. Skuespilleren udstråler konstant et hav af følelser, hvad enten Hannah prøver at undertrykke dem på arbejde eller lader dem flyde frit i mødet med venindernes børn.

Selv om filmens sympati hele vejen igennem ligger hos Hannah, er Cecilie McNair ikke bange for at vise sin hovedpersons værste sider.

Et desperat forsøg på at indynde sig hos ekskæresten får hende til at fremstå såvel ynkelig som udspekuleret. Fotograf Sine Vadstrup Brooker og production designer Amalie Skovhus Petersen er gennem billeder og kulisser med til at skabe et nøgent og klinisk filmsprog, hvor stilheden er sigende, for ikke at sige rungende.

Christine Albeck Børge spiller midaldrende Gry, der beder Hannah om hjælp med at blive gravid, fordi hun på grund af sin fremskredne alder er blevet afvist alle andre steder.

Gry besidder en aura af underliggende fare, samtidig med at man fornemmer en åre af sårbarhed i den ellers gennemført tjekkede kvinde. Omvendt fremstår normalt mest morsomme Hadi Ka-koush sød og bamset som Hannahs kollega Anders, men også han viser undervejs flere sider af sin personlighed.

De afrundede karakterer giver filmen en dynamik, der fungerer bedre som spændingsmotor end det noget forudsigelige plot.

Ønskebarn udvikler sig ikke helt overbevisende til en psykologisk thriller, da Hannah og Gry har en konfrontation i et supermarkeds børnetøjsafdeling.

Genreforvirringen overskygges dog af det glædelige faktum, at Ønskebarn er en film med røv i bukserne. Cecilie McNair tør sparke direkte ind i en politisk debat, der er voldsomt kompliceret, men hun gør det med et knivskarpt blik for nuancer og detaljer.

Og så efterlades man med en herligt dobbelttydet slutning, som har fokus på naturens plads til fordybelse. Om man får børn eller ej, skal man ikke flagellantisk pine sig selv, men søge en form for indre harmoni.