Biografanmeldelse
04. jan. 2023 | 13:31

Operation Fortune: Ruse De Guerre

Foto | Nick Romanelli
Spionlederen Orson Fortune (Jason Statham, tv.) indruller filmstjernen Danny Francesco (Josh Hartnett) i en plan, hvor skuespilleren skal indsmigre sig hos en milliardær.

Med sin unikke humor og vild action giver Guy Ritchie liv til en klassisk historie om international spionage.

Af Marcus Uhre

En kunstig intelligens – også kendt som AI – kan være et mægtigt værktøj. Det har den seneste måneds offentlige leg med programmet ChatGPT bevist.

Den kan skrive computerkode, digte, små spil og bestå en skriftlig universitetseksamen.

I fremtiden kan en AI også være et farligt våben. Computerens evne til at overstige menneskelig intelligens kan skabe katastrofale forandringer på blot et øjeblik.

Netop det er verden truet af i Guy Ritchies nye spionfilm.

Det britiske spionagentur sætter et hold voldelige agenter til at få et AI-våben tilbage fra nogle terrorister, inden det bliver brugt til at ødelægge den digitale infrastruktur.

Mens det lyder som en historie til tiden, lader Operation Fortune: Ruse De Guerre ikke helt til at have en opdateret forståelse af den hastigt ankommende verdensorden.

Nogle af filmens onde kræfter er ukrainere, og de gode spioner holder ferie i Qatars hovedstad Doha. Måske er det derfor, at producenterne har gjort filmens titel lige så anonym som en superspion prøver på at være.

Det er mildt sagt ikke første gang, der er blevet lavet en actionkomedie, hvor hurtigsnakkende og hårdtslående agenter rejser verden rundt i jagten på et hemmeligt våben.

Heldigvis reddes filmen af en veloplagt instruktør og hans unikke humor.

Guy Ritchie laver to slags film.

De ultra-britiske komedier om kriminalitet og magtkampe som debutfilmen Rub, stub & to rygende geværer og opfølgeren Snatch.Og kommercielle film uden hæsblæsende klippegreb og dialog såsom Disneys rædderlige Aladdin og den middelmådige Sherlock Holmes.

Operation Fortune: Ruse De Guerre lægger sig et sted midt imellem.

For femte gang giver instruktøren hovedrollen til den muskuløse førsteelsker Jason Statham.

Han spiller spionlederen Orson Fortune, der taler med den særlige Guy Ritchie-dialekt, så man kan genkende en af instruktørens film på et par sekunder med lukkede øjne.

Statham startede faktisk karrieren i Ritchies debutfilm. Igennem deres lange samarbejde har han bygget en slags tværfilmisk karakter op, der kan sammenlignes med Tom Cruises filmpersona som frygtløs actionhelt.

Der nikkes til Cruise i filmen med karakteren Danny Francesco (Josh Hartnett). Han er en filmstjerne, som laver sine egne stunts og vikles ind i dramaet, når der skal vindes indpas hos den suspekte milliardær Greg Simmonds (Hugh Grant) – filmstjernens største fan.

Det hele handler om penge. En milliardær vil score flere milliarder ved at sælge våbnet videre, mens skurke ønsker at bruge AI’en til at ødelægge den globale finanssektor.

I virkeligheden kunne motivet for kriminaliteten være et hvilket som helst andet. Folk skal sætte sig i sædet for at nyde de vilde actionscener og Jason Stathams kække bemærkninger, når han vælger at redde verden uden for reglementet.

Det tiltrækkende ved spionfilm er sjældent de verdensforandrende konsekvenser. Det er den farverige staffage, der trækker det tunge læs.

Således også i Operation Fortune: Ruse De Guerre.

Spionernes nyeste dingenoter udnytter teknologien til at få deres telefonstemme til at lyde præcis som skurkens. Men tænk, hvor spændende Orson Fortunes AI-gadgets kunne være, hvis instruktøren havde nået at blive inspireret af virkelighedens fagre nye verden.

Ikke desto mindre fremstår Operation Fortune: Ruse De Guerre som den perfekte opvarmning til sommerens næste Mission: Impossible-film.

Trailer: Operation Fortune: Ruse De Guerre

Kommentarer

Titel:
Operation Fortune: Ruse De Guerre

Land:
USA

År:
2023

Instruktør:
Guy Ritchie

Manuskript:
Guy Ritchie, Ivan Atkinson, Marn Davies

Medvirkende:
Jason Statham, Hugh Grant, Aubrey Plaza, Josh Hartnett

Spilletid:
114 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for børn over 11 år

Premiere:
5. januar

© Filmmagasinet Ekko