Goro Wergeland er 98 år. Om morgenen, når hun skal have strømper på, står hun på ét ben, imens hun tager strømpen på det andet. ”Jeg vil gøre det på denne måde,” siger den på en gang trodsige og legesyge ældre dame, mens hun prøver at balancere sin lille, spinkle krop på en enkelt fodsål.
Goro er alderspræsident på et volleyballhold, der mødes til træning en gang om ugen. Træning er måske så meget sagt. De har kun en enkelt bold. Det løstsiddende net ”buer lidt på midten”. Og når der er timeout, løber robuste Birgit ud på sidelinjen: ”Jeg skal lige have mig en kop kaffe.”
På trods af, at de norske kvinder har trænet sammen i 40 år, har de aldrig spillet en kamp. Det ændres, da holdets yngste spiller, 66-årige Irma, kontakter et seniorherrehold i Sverige. Snart er der dømt landskamp mellem ”Optimistene” og ”Krutgubbarna”, men først skal de ældre damer vælge spilleruniform, trænes op af professionelle volleyballspillere, og nå ja, så skal reglerne også lige læres.
Optimisterne er i den grad en optimistisk fortælling om alderdommen. Med mariachi-musik, humoristisk klipning og en barok fortælling om sport og pensionister er rammen sat for en fornøjelig biografoplevelse.
Men filmen er mere end det.
På forunderlig vis er det lykkedes for den 38-årige instruktør, Gunhild Magnor, at indfange de ældre damers personlighed i et komplekst sammensurium af alderdommens visdom, livsglæde og barnlig naivitet. Genigrebet er en naturalistisk observationsmetode, hvor man kapper alle bånd til fortiden ved at isolere personerne i nuet.
I en enkelt scene ser vi Goro kramme et indrammet billede af en nydelig herre, og vi forstår, at hun på et tidspunkt må have været gift. I en anden scene sidder 89-årige Lillemor og viser et avisudklip af en yngre version af volleyballholdet. Men derudover er der sjældent referencer til det levede liv, i stedet er der et befriende fokus på livet, der leves.
Den naturalistiske fortælleteknik understøttes af en gennemgribende brug af halvtotale beskæringer. Man befinder sig hele tiden midt i handlingen, men får aldrig det fulde overblik. I de mange volleyballscener er kameraets fokus altid er på personerne frem for kampen. Og i den afsluttende finale er vi lige så fortabt som spillerne på udskiftningsbænken, som bliver ved med at spørge, hvem der fører. Vi ved det ikke, og det er egentligt også ligegyldigt.
Det prisværdige er, at Goro, Birgit, Lillemor og alle de andre kvinder er med på spøgen. Der er ikke skyggen af selvhøjtidelighed at spore, men til gengæld et glimt i øjet uanset omfanget af uvante situationer.
Da de ankommer til det svenske hotel, bliver suiterne gennemgået med et barns iver, og når de for første gang er på en rigtig volleyballbane og forsøger at finde ud af, hvor banen slutter, er kommentaren: ”Det er ligesom et kort over busruter.”
Magnors humoristiske iscenesættelse bliver til tider for forceret, da madammerne er underholdning nok i sig selv. Det er, som om de har luret livet af og nu kan nyde den sidste tid befriet for egoisme.
Langsomt går det op for os, at det ikke er volleyballholdet, der er til grin. Det er snarere os fra de yngre generationer i vores evige jagt på anerkendelse for vores bedrifter. I et samfund, hvor stress er blevet en folkesygdom, er det opløftende at se de ældre damer nyde nuet.
Med ét rammer filmen én i hjertekulen, da en af holdets damer henkastet fortæller, at hun har fået kræft. ”Det er ikke noget, jeg fortæller til hvem som helst,” siger hun, og vi føler os som en del af de indviede. Og føler os ydmyge over, at vi bliver beæret med denne tillid, selvom vi netop har klukket fornøjet over hende.
Og pludselig bliver biografsalens tårer ikke udløst af grin, men af en omfattende omsorg for et menneske, som har vist os, hvordan livet bør leves.
Kommentarer