Orange is the New Black – sæson 2

Hvis der er noget, fængselsdramaets kanon har lært os, så er det, at det er de færreste, der bliver bedre eller blidere mennesker af en tur bag lås og slå.

Det gælder i allerhøjeste grad også for Piper Chapman (Taylor Schilling), hovedpersonen i Netflix’ komediedramaserie Orange is the New Black.

Da hun i begyndelsen af første sæson flyttede ind i kvindefængslet Litchfield, var hun et lam, der så på verden med en næsten barnlig naivitet og optimisme. Nu er hun en ulv, der uddeler benbrækkende tæsk og truer med at flå struben ud på fængslets nyeste kid.

Pipers udvikling er både forståelig og nødvendig for at drive serien fremad på en troværdig måde. Men udviklingen er også seriens store udfordring.

En af de væsentligste årsager til, at millioner af seere er faldet pladask for Orange is the New Black, er den uspolerede godtroenhed og komplet manglende forståelse for de interne spilleregner i et fængsel, Piper havde i begyndelsen.

Det gav adskillige tåkrummende pinlige og morsomme øjeblikke, og gennem Piper fik seerne – statistisk set mere eller mindre veluddannede middelklasseborgere, præcis som hende – en unik mulighed for at forholde sig til et fængsel på andet end et abstrakt plan.

I sæson to, der nu ligger tilgængelig på Netflix i alle tretten afsnit, har Piper andre problemer at kæmpe med.

Dels må hun forholde sig til følgerne af den voldsomme og chokerende afslutning på første sæson. Dels er hendes kærlighedsliv mildest talt noget rod – både i forhold til hendes eksforlovede Larry (Jason Biggs) og hendes lesbiske ekskæreste Alex (Laura Prepon), der har en evne til konstant at tage røven på Piper – hele tiden på nye og fantasifulde måder.

Men det er desværre, som om alle de store trumfer i Pipers historie allerede er blevet spillet i sæson 1. Måske er det i erkendelse af netop det, at serieskaber Jenji Kohan har valgt at skrue noget ned for Pipers altdominerede rolle i sæson 2.

I stedet har hun valgt at give mere plads til andre. Den nye karakter, aktivisten Soso (Kimiko Glenn) tager i den grad over for Piper, når det kommer til naivitet.

”Alle herinde er sure hele tiden,” siger hun. ”Jeg troede, at et pigefængsel ville handle om fællesskab, girl power og sådan noget.”

Karakteren virker dog fortænkt, fordi hun så åbenlyst er skrevet til at udfylde det hul, Pipers forhærdelse har efterladt. Sæsonens anden nye karakter, den gamle narkohandler Vee (Lorraine Toussaint), er til gengæld med til at løfte sæsonen.

Vee er den rapkæftede og charmerede Taystees (Danielle Brooks) plejemor, og hun er bestemt ikke tilfreds med, at Taystee og de andre sorte søstre har ladet latinoerne og de hvide overtage magten i fængslet.

”Da jeg var her sidst, styrede vi tingene,” siger hun iskoldt, og inden længe har den manipulerende slange sørget for, at freden i det ellers så stilfærdige Litchfield er forbi.

Der skrues op for dramaet i anden sæson af Orange is the New Black. Men det er stadig en fundamentalt anden verden, vi inviteres ind i, end den vi kender fra fængselsdramaer som En verden udenfor, R eller HBO’s fængselsserie Oz.

I Orange is the New Black er de ansatte måske nok smålige røvhuller, men i det store hele opfører de sig hæderligt. Vold mellem indsatte er undtagelsen snarere end reglen. Og sex er ikke noget, der foregår med en kniv for struben – her er briks-gymnastikken frivillig, sjov, og der er masser af den.

Som når de to lesbiske Big Boo (Lea DeLaria) og Nicky (Natasha Lyonne) beslutter sig for at konkurrere om, hvem der kan have sex med flest af de andre indsatte – og ansatte – på tid.

De sjove indslag er dog blevet færre i anden sæson, og det bærer Pipers uundgåelige udvikling en stor del af skylden for. Fængsel ændrer folk, og ikke altid til det bedre.