På vej hjem i bilen efter en balletaften i teatret nedskydes en familie brutalt i Moskva. Drabene er en del af den proces, hvor den russiske mafia – blandt venner kaldet ”vory” – er ved at legitimere deres forretninger og blive en del af Ruslands statslige økonomi. Derfor skal der renses ud blandt fortidens bogholdere.
Sådan en er millionæren Dima, der har regnet ud, at han er den næste på dødslisten. Men i Marokko har han fået god kontakt til en britisk litteraturprofessor og dennes kone, en lovende London-advokat.
Via sit eksotiske og voluminøse hof på stoffer og sex lokkes den unge brite til at hjælpe med at redde russeren og dennes store familie i sikkerhed i England, før bødlerne ankommer. Prisen er oplysninger om lyssky forretninger og korruption i England forårsaget af den russiske mafia. Men kan han betale, når samme kyniske mafia har betydningsfulde politikere og forretningsfolk på sin lønningsliste og snart åbner en bank i London?
Susanna White, mest kendt for sin fine tv-adaption af Ford Madox Fords Parade’s End, har solidarisk, men med variationer, filmatiseret John le Carrés politiske thriller, der på dansk hedder Dimas drøm. Det er hans bedste thriller siden Murens fald og Sovjetunionens opløsning, og Our Kind of Traitor er en konstant spændende film. Med pli og personlighed har White overholdt le Carrés neddæmpede, pertentlige, og langsommelige stil med hensyn til spænding på det ydre globale plan som modpol til interne magtkampe i Secret Service.
Underspillede replikker med mere end én mening, ord som hviskes diskret uhørt i et øre, men snart fører andre i ulykke og pludselig død, udveksling af hemmeligheder som hentydninger tilsat behersket anvendelse af vold. Hele tiden et bevægeligt skakspil, hvor der trækkes brikker i store og små lokaler i de europæiske metropoler for rævekager, London, Paris og Moskva.
Our Kind of Traitor er den mest intelligente, bevidst politiske, bedst begavede og mest elegante thriller siden Roman Polanskis Skyggen fra 2010, der var efter en roman af le Carré-eleven Robert Harris.
Ligesom i Skyggen spiller Ewan McGregor den enfoldige englænder, som ved et tilfælde lokkes ind i thrillerens hemmelige og hensynsløse verden. Her sammen med konen, spillet af Naomie Harris (James Bonds nyeste Miss Moneypenny). Storgangsteren Dima gestaltes af Stellan Skarsgård som slavisk superbamsemand med vodka af store glas, russisk vemod og svenskerhår ned ad nakken. Lige på grænsen til det overspil, som nu og da sker, når en skandinav partout skal agere filmverdenens Ivan.
Derimod er Damian Lewis sublim i sin rolle som John le Carrés idealistiske enspænder – både romantisk og simpelthen en ærlig efterretningsmand.
Lewis, der fik sit gennembrud som kaptajn Winters i Kammerater i krig, Soames i genindspilningen af The Forsyte Saga, men allermest som den vægelsindede Nicholas Brody i tv-serien Homeland, leverer filmens mest præcise præstation. En mand af den gamle ædle skole for gentlemen og særdeles typisk for sin forfatters antihelte.
En småkolerisk, ensom og kuldslået person, der tror på gammeldags værdier som ære, retfærdighed og standhaftighed, men også ved, at ondskab findes i mennesket, og at forrædere og andre forbrydere skal fanges og straffes. Både de blodtørstige slaviske af slagsen med tov af muskler og tatoveringer fra pande til platfod, og den forfinede britiske, der bag sin ferniserede overklassefacade og sit skræddersyede jakkesæt er lige så materialistisk grisk som sine primitive kolleger.
Filmatiseringen har mildnet romanforlæggets misantropiske efterklange. Til gengæld er det lige ved at blive for ambitiøst og alvorligt med T.S. Eliots digt Ødemarken som klangbund i konspirationen.
Kommentarer