Der er en vis charme ved en film, som lægger alle kortene på bordet fra første scene.
Overlord begynder langt fra den franske kyst i 1944 på D-dag. Triumferende musik svælger op, mens amerikanske transportfly og krigsskibe ses krydse Den Engelske Kanal. Men den dårlige CGI vækker mindelser om den notoriske bluescreen-film Sky Captain and the World of Tomorrow. Muligvis for at dække over den miserable CGI kastes der straks en stor, overgearet filmtitel over scenariet, der er som taget fra en gammel grindhouse-film.
Det er et rodet, grimt førstehåndsindtryk, og denne blanding af svagt udtænkte idéer er beklageligvis kendetegnende for resten af Overlord.
Bag filmen står J.J. Abrams’ massive producenthus Bad Robot. De har tydeligvis ønsket at blande b-films kitsch-charme med Hollywoods produktionsapparat, men lykkes ikke med nogen af delene.
Handlingsforløbet er da ellers som taget fra pc-spillet Return to Castle Wolfenstein, der selv er inspireret af b-film som den italienske The Inglorious Bastards fra 1978. En gruppe faldskærmssoldater sendes bag nazisternes linje for at sabotere et radiotårn, men til deres store chok finder de ud af, at der gemmer sig andet end kommunikationsudstyr i de snørklede katakomber under tårnet.
”Jerry” – som de allierede styrker kaldte tyske soldater – har nemlig haft travlt med at lege med okkulte kræfter for at vække de døde til live og skabe en ny race af supersoldater.
Men opgøret mellem hårdføre amerikanere og nazi-zombier trækker ud. For før hovedretten kan serveres, finder filmen det passende at fodre publikum med bunkevis af tør salat i form af intetsigende melodrama og trivielle rekognosceringsmissioner.
En ubegribeligt stor del af filmen bruges i en lille landsby uden for radiotårnet, hvor de fem soldater skjuler sig for nazisterne sammen med en lokal, fransk kvinde og hendes bedårende lillebror. Chloe sender straks den unge soldat Boyce lange, våde blikke, og soldaterne mundhugges om deres desperate situation.
Tibbet er motormunden af en newyorker med tyggegummi konstant kørende rundt i munden. Jacob er den forsigtige jøde, som straks tages til fange. Ford er den benhårde veteran spillet af en søvndyssende kedelig Wyatt Russell. Og Boyce er hans følsomme modstykke med hjertet ude på skjorten. Der er også en militærfotograf iblandt dem, men ud over et veltrimmet overskæg bringer han ikke meget til bordet.
Med denne bande af omvandrende stereotyper er Overlord nuttet, når den prøver at lege med de store drenge som Saving Private Ryan og Band of Brothers. De mange rekognosceringsmissioner rundt omkring i landsbyen udmønter sig ikke i noget som helst, og vi får aldrig fornemmelsen af, at der udvikler sig et broderskab i gruppen.
Havde der været mere fart over feltet – som i de videospil og gamle b-film, Overlord er inspireret af – kunne man have set igennem fingre med svaghederne, men som landet ligger, trækker det voldsomt ned.
Farven begynder dog at vende tilbage i kinderne på filmen, da Pilou Asbæk brager ind i fuld SS-uniform med skurkemusik i ryggen, imens han slesker sig ind hos Chloe. Da han senere indsprøjter sig selv med nazisternes super-eliksir, sker det med et manisk, blodigt grin, hvilket akkompagneres af høje dun-dun-dun-lyde fra underlægningsmusikken. Den garvede dansker virker til at være den eneste, der har gennemskuet, hvad det er for en film, han er med i.
Desværre befinder han sig i baggrunden igennem en stor del af filmen.
Det bliver endelig underholdende, da den brave lille gruppe af soldater bestemmer sig at få fingeren ud og storme nazisternes befæstning. Én nazist får sprængt hovedet i stumper med en granat i munden, knæhaser bliver sønderskudt, og kranier renses for hjernemasse.
Og inde i nazisternes snuskede laboratorium får vi så langt om længe et glimt af de satans nazi-zombier.
Men vejen til den eksplosive katarsis er lang og fyldt med ligegyldigheder.
Kommentarer