Victor Flemings Troldmanden fra Oz fra 1939 er en af alle tiders største fantasy-klassikere. Når den sort-hvide dør langsomt åbner sig for en verden i farvestrålende Technicolor, er det et overvældende øjeblik af film-teknologisk, eventyrlig fryd, der stadig kan feje benene væk under én.
Med den topmoderne 3D-teknologi er det en oplagt ide at gøre illusionsnummeret efter, men samtidig er det en svær opgave at gå en så elsket film i bedene.
I Oz: The Great and Powerful befinder vi os tidsmæssigt længe før, Dorothy i skikkelse af en ung Judy Garland satte sine rubinrøde hjemmesko på ”the yellow brick road” og pludselig forlod det støvede Kansas til fordel for det fortryllende, men også farefulde land Oz.
Den nye film fortæller forhistorien til Dorothys eventyr, om hvordan Den Store Troldmand Oz endte på tronen i det magiske kongerige. Men ellers er der ikke meget nyt under regnbuen. Instruktør Sam Raimi (Evil Dead, Spiderman-trilogien) og hans manuskriptforfattere vælger fantasiløst at lægge handlingen tæt op ad den gamle films dannelseshistorie – blot denne gang med troldmanden selv i centrum.
Vi befinder os endnu engang i det støvede Kansas, der som en lille hyldest til Victor Flemings original står frem i sort-hvid og det gamle 1.33 Academy-format.
Her er en slemt fejlcastet James Franco tryllekunstneren Oscar Diggs, der rejser rundt med et omrejsende cirkus. Spradebassen Oscar snyder både kunder og assistent (Zach Braff) og afviser blankt et romantisk tilbud fra en sød lokal pige (Michelle Williams), der ellers kan se det gode i den selviske fidusmager. Han vil hellere være ”great” som hans helte, tryllekunstneren Houdini og filmopfinderen Edison.
I 1939 gik rejsen til Oz via en voldsom tornado, og det gør den såmænd stadig i 2013. Men hvad får vi i stedet for originalens magiske Technicolor-øjeblik? En langsomt glidende overgang til farve og CinemaScope-format. Et anti-klimaks af dimensioner.
I Oz er alle overbeviste om, at Oscar er den troldmand, de har ventet på, og som vil redde landet fra den onde heks. Og da han bliver lovet guld og grønne skove i bytte for heltedåden, går han med på udfordringen. Den gode heks Theodora (Mila Kunis) falder pladask for hans løgne, mens hendes intelligente søster Evanora (Rachel Weisz) er mere skeptisk.
Og det samme er vi. For søvndyssende James Franco er langt fra den flamboyante og selvsikre trickster, som en ung udgave af Troldmanden fra Oz ellers skriger på. Man kan ikke lade være med at tænke på, at Robert Downey Jr., som eftersigende var førstevalg til rollen, ville have leveret den charmerende frækhed, der kunne have taget brodden af figurens åbenlyst usympatiske sider.
Ligesom for unge Dorothy har nogle af Oscars bekendte i Kansas pendanter i Oz. Michelle Williams dukker således op igen som den gode heks Glinda, der inspirerer Oscar til ikke blot at blive en ”great”, men også en god mand.
Med på Oscars heksejagt i et Oz – der sanseligt er en fersk og flad oplevelse – er også en lille flyvende abe (Zach Braff igen) og en ung, kørestolssiddende pige fra cirkusset i Kansas, der bliver til en skrøbelig porcelænsdukke. Men igen virker ideen uinspireret sammenlignet med de finurlige, bevægende originaler: det hjerneløse Fugleskræmsel, den hjerteløse Blikmand og den modløse Løve. Dem var der en pointe med, her er det genveje til fladpandet komik og billig sentimentalitet.
Mila Kunis, Michelle Williams og Rachel Weisz gør deres bedste som de tre hekse, men man får hurtig en fornemmelse af, at de hverken vil kunne gøre fra eller til, når det handler om at sparke liv i James Franco og CGI’ens triste klude. Selv den over 70-årige originals primitivt flyvende aber i stålwirere er uendelig mere skræmmende end de animerede bavianer, der drøner imod os i momentvise 3D-chok.
Men især savner man originalens hjertevarme og fantasi. Her er ingen Judy Garland, der synger om en drømmerisk regnbue.
facebook
twitter
Kommentarer