Kan man få et feministisk drama ud af den misogyne stripperbranche?
Filmene Striptease og Showgirls viser ganske vist kvinders kamp for en plads på toppen, men kameraet labber samtidig grådigt de flotte former til sig med et lummert, mandligt blik.
Alt det blev udfordret af sidste års glimrende kupfilm Hustlers, og det fortsætter i noir-dramaserien P-Valley. Her ankommer en kvinde med navnet Autumn Night og en mystisk fortid til stripklubben The Pynk i Mississippi.
Det har hjulpet at have kvinder bag kameraet. Serieskaber Katori Hall har baseret P-Valley på sit eget teaterstykke med det mere eksplicitte navn Pussy Valley, og samtlige otte afsnit er udført med en utrolig finesse af hver sin kvindelige instruktør.
Mens det mandlige blik bliver kasseret, er der kælet for alle de visuelle detaljer. Klubbens dronning Mercedes (en pragtfuld Brandee Evans) viser sine utrolige evner som eksotisk danser, da hun indrammet i et dulmende lilla-pink-neonlys kravler op i toppen af stangen og twerker fra loftet med hovedet nedad.
Scenen er filmet i danserens øjenhøjde i stedet for det liderlige publikums. På lydsiden høres kun hendes bankende hjerte og højlydte åndedræt.
De atletiske scener oser af passioneret sensualitet. I en særligt smuk indstilling bades den unge stripper Keyshawn i 100-dollarsedler og blitz fra telefonkameraer.
Men serien byder på alt fra vilde gospelsessioner over afdankede motelværelser fyldt med brugte kanyler til mørklagte gyder i pisgul belysning fra gadelamperne. Det skaber et lige dele stiliseret og autentisk billede af den ludfattige amerikanske sydstatstilværelse i og omkring stripklubben.
Det mættede landskab bringes til live af et vidunderligt farverigt persongalleri.
The Pynk regeres af Onkel Clifford (Nicco Annan), en fabelagtig, non-binær diva med knivskarpt skæg, hidsige parykker og flamboyante skørter. Tropperne styres med både hård, neglelakeret hånd og moderlig snarrådighed.
Elarica Gallacher giver den hele armen som den stille femme fatale Autumn Night. Hun har mundvigen evigt nedad, et dræbende blik og rødglødende kemi med ejendomsmægleren Andre Watkins, som er sendt af hvide kasino-ejere for at opkøbe stripklubben på tvangsauktion.
Alle arketyperne er som taget fra noir-genrens drejebog: den mystiske femme fatale, klubejeren med økonomiske problemer, den cool, udenbys forretningsmand og den balstyriske og skurkagtige borgmester.
Men ligesom i Twin Peaks er genrens sirlige persongalleri og visuelle stil krydret med hyperstiliseret sæbeopera, hvor alle følelser konstant er sat på spidsen.
Ved samtidig at fremme marginaliserede stemmer går P-Valley til hjertet af sagen og fremhæver de uretfærdigheder og udfordringer for underklassen, som er implicit i et kapitalistisk system.
”Drømme er dyre. Lad de unge betale for dem,” råder en kynisk ejendomsmægler Mercedes, da hun vil åbne en gymnastikhal for byens teenagepiger.
Seriens smukke billeder skaber således skarp kontrast mellem løftet om den materielle overflod på The Pynk og den lurvede fattigdom, som præger samtlige af personerne.
Og i modsætning til andre progressive serier er der ingen lette svar eller oplagte skurke.
Da Cliffords oprørte elsker, rapperen Lil’ Murda, foreslår, at de tager på en date, forklarer Clifford roligt, at de begge ville ende med ansigtet nedad i floden, hvis de vovede at vise deres kærlighed uden for privatsfærens fire vægge.
Hadet stammer fra en sydstatskultur, der fundamentalt hader queer-folk.
Den nøgterne samfundskritik bæres af et soundtrack fyldt med lokal trap-musik og moderne hiphop. At se P-Valley er som at blive ført ind i en fjern og fremmed verden befolket af mennesker, hvis problemer føles universelle.
Kommentarer