Arthur og César har været venner siden den fælles skoletid, hvor de to drenge støttede hinanden i fjol og drengestreger.
Nu er de midaldrende og kørt trætte i hver deres retning i livet.
Arthur er nørdet forsker på Pasteur-instituttet i Paris og desuden fraskilt med frustrationer og et afkølet forhold til teenagedatteren. César ved vi ikke rigtigt, hvad laver, blot at han er økonomisk på røven, får konfiskeret sin Saab Cabriolet, falder fra sin altan og slår ryggen.
Arthur tager César med på skadestuen og låner ham endda sit sygesikringskort, da han har glemt sit eget.
Det får den konsekvens, at det også er Arthur, der nogle dage senere modtager Césars diagnose: uhelbredelig lungekræft med seks måneder tilbage at leve i.
Af medlidenhed siger han det ikke videre, men da César falder over de afslørende røntgenbilleder, vennen har fået med hjem, tror han nu, at det er Arthur, der er den dødssyge.
Sammen beslutter de sig for at indhente alt det forsømte af glæder og nydelser, som de ikke har nået før.
På kanten af livet er seneste bud på den særlige franske filmgenre, som handler om mere eller mindre aparte venskaber, hvor skæbnen er skælm, og modsætninger mødes. Men filmen er også en klassisk forvekslingskomedie – nu med terminalcancer – hvad der gør den mere morbid end gennemsnittet.
Hvis dog bare denne forfærdelighed midt i farcen havde fået lov at være mere burlesk, galgenhumoristisk og fandenivoldsk!
Filmen minder om De urørlige fra 2011. Men der er modspil i en rigmand i rullestol over for en sympatisk småkriminel med anden hudfarve end i disse to kridhvide ronkedorer, hvor den ene er duks, den anden dovenlars.
Når de skriver lister over, hvad de skal nå at indhente, før der bliver stille, vil Arthur nå at læse Marcel Prousts romaner, mens César eventyrlystent vil opleve et faldskærmsudspring.
Andre aktiviteter kan de gøre sammen. Som at opsøge barndommens gader for at erkende, at alt er forandret, eller spille på kasino i Biarritz i smoking for så at blive smidt ud af en fornem restaurant som forelskede bøsser.
Morsomt? Middelsjovt.
Mens parret gennemgående tror, at det er den anden, som skal dø, sker der positive ændringer for dem begge. Arthur træder i karakter, tør op og kan forliges med sin datter og ekskone. César kommer overens med den rige far, som slog hånden af ham i sin tid.
Vennerne møder begge en yderst sympatisk muslimsk kvinde i forbindelse med en terapigruppe for kræftpatienter.
Der er smil gennem tårerne, men På kanten af livet er alt for lang og omstændelig, når den pendler mellem det platte og pjankede, det alvorlige og sørgelige.
Når Arthur endelig efter halvanden time kan få sin vielsesring af, ved vi med betontung tydelighed, at han nu forløst og fri kan komme videre med kærligheden.
Arthur spilles noget overgearet af Fabrice Luchini, som har sort bælte i aristokratisk æggehoved og elegant intellektuel. Her nærmer han sig snarere det narcissistiske pylrehoved, vi lidt ældre biografgængere forbinder med Jack Lemmon i Hvem støver af? fra 1968, klassikeren i genren om umage makkerpar.
Modsætningen César er den drengerøvede don juan, som måske skal være far med en af sine friller, men som altid er klar til næste erobring. Han spilles med larmende selvsikkerhed og liderlig livsglæde af Patrick Bruel.
Men så går sandheden op for dem begge, og hvordan kan venner gå så meget galt af hinanden, mens de heftigt lever livet, før de skal stille lakskoene.
På kanten af livet sniger sig ind i en såre fransk filmtradition om venskaber på tværs af forskellighed, som så overvindes med stærke følelser og gode viljer. Der skal også en pæn portion velvilje til for at blive underholdt af denne moderat seværdige komedie.
Kommentarer