Biografanmeldelse
08. dec. 2017 | 12:31

På sporet af Peter Pan

Foto | uoplyst
Den skotske forfatter J.M. Barrie skrev bøgerne om Peter Pan og leger her Kaptajn Klo med et af sine fem plejebørn, Michael, der er klædt ud som netop Peter Pan.

Håbløst uskøn dokumentarfilm om Peter Pans ”far” J.M. Barrie går i en så stor bue uden om pædofili-mistanke, at det bliver decideret uhyggeligt.

Af Ida Rud

Historien om drengen Peter Pan, der aldrig vil være voksen, er blevet fortalt mange gange. En ægte klassiker.

Nu har den danske instruktør Michael Caleb kastet sig over en dokumentarfilm om manden bag drengen fra Ønskeøen: James Matthew Barrie.

Han ser en parallel i J.M. Barries liv og Peter Pan. Som seksårig mistede Barrie sin storebror, der faldt på isen og slog hul i hovedet. Og da det var morens yndlingsbarn, der døde, kunne lille James ikke dulme sorgen over den druknede søn. Det var som en evig skygge af et barn, der aldrig blev ældre.

Det er i hvert fald det, forskellige eksperter udi forfatteren og dramatikeren J.M. Barrie giver udtryk for.

Michael Caleb har interviewet tre forfattere, der hver især har skrevet om Barrie. Og så har han også interviewet en skuespiller, der har optrådt som Peter Pan på scenen i London i 90’erne.

Hvorfor det skulle gøre sidstnævnte til nævneværdig ekspert, er dog lidt uklart.

Dokumentaren er en kort sag på 60 minutter, og den dykker ned i forfatterens liv – fra opvæksten i Skotland til livet som succesfuld dramatiker i London.

Han blev gift med skuespilleren Mary Ansell, men fuldbyrdede aldrig ægteskabet. For J.M. Barrie var højst sandsynligt aseksuel. Det slås fast ikke kun i denne dokumentar, men i andre tekster om forfatteren.

At man så kan læse adskillige artikler og bøger, der antyder, at Barrie var pædofil, går filmen i en stor bue udenom. Det er meget muligt, der ikke er hold i anklagen, men man kan da ikke lave et portræt om forfatteren uden i det mindste at nævne det.

Barrie blev i hvert fald ufatteligt gode venner med femårige George og fireårige Jack, som han mødte i Kensington Gardens, da han gik tur med sin store sanktbernhardshund (ligesom barnepigen i Peter Pan).

Foruden de to ældste var der også Peter og siden Michael og Nicholas, børn af Sylvia og Arthur Llewelyn Davies.

Filmen bruger lang tid på Barries bog The Little White Bird, i hvilken drengen David er baseret på George. David finder sammen med bogens fortæller Captain W – Barrie selv – på historien om Peter Pan. Captain W holder så meget af David, at han ville ønske, at det var hans søn.

Pædofili-anklagen udspringer af, at drengen ønsker at blive afklædt af den voksne og sove nøgen ved siden af ham.

Det sidste nævnes ikke. Det nævnes heller ikke, at Barrie sandsynligvis fik tillusket sig forældremyndigheden over drengene ved at forfalske morens testamente, da først deres far og siden deres mor døde.

Barrie blev ved med at lave om på historien om Peter Pan – næsten indtil sin død. Den panfløjtespillende unge mand blev en gradvist mere urovækkende person, knap så uskyldig og mindre menneskelig.

Ikke mindst derfor er det ærgerligt, at filmen tegner et forenklet billede af J.M. Barrie som en excentrisk kunstner, der hele sit liv står i skyggen af sin afdøde bror.

Og som om det ikke er nok, så ser filmen helt håbløs ud.

Jeg måbede, da jeg så, at filmen var fra i år. Den ligner noget fra 80’erne. Interviewene er dårligt belyst, optagelserne grynede, og det er vel at mærke ikke med retro-ironisk distance.

Derudover er der en grim og kaotisk tilgang til de illustrative dækbilleder. Der er fotos af Barrie og drengene, hvilket giver god mening. Og så er der ellers en pærevælling af illustrationer og optagelser fra Peter Pan-skuespil og -film. Det giver til dels også mening, selv om nogle af stregerne af især feen Klokkeblomst er lige lovlig sexede.

Endelig er der optagelser af små drenge med bare numser, der render rundt i en skov – vistnok instruktørens egne. Og der er masser af lyde af børn, der leger og ler og græder i et syndigt kaos – det er decideret uhyggeligt.

Kommentarer

Titel:
På sporet af Peter Pan

Land:
Danmark

År:
2017

Instruktør:
Michael Caleb

Spilletid:
60 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for børn over 15 år

Premiere:
7. december

© Filmmagasinet Ekko