Søvejen til Indien. Nilens udspring. Månen.
Opdagelsesrejsende har til alle tider søgt de mest sagnomspundne mål i jagten på hæder, ære og ny viden. I slutningen af 1800-tallet søgte de mest dristige vovehalse mod Nordpolen. Og det er netop denne bedrift, der er omdrejningspunktet i den elegante franske tegnefilm På toppen af verden, som er delvist dansk produceret.
I 1880’ernes Sankt Petersborg står den unge aristokrat-datter Sasha foran sit første store bal. Der er meget på spil, men Sasha tænker kun på sin morfar, Aljukin, en stor opdagelsesrejsende, hvis skib er forsvundet i Nordishavet.
Men da hun konfronterer tsarens videnskabelige rådgiver med forlydender om, hvor morfarens skib befinder sig, ender ballet i stor skandale. Den forstokkede diplomat anser jagten på Nordpolen for galmandsværk, så Sasha må tage sagen i egen hånd og stikke til søs med et norsk skib i håbet om at finde morfarens skib og genrejse familiens ære.
På toppen af verden har fat i det helt fundamentalt spændende ved at tage på opdagelsesrejse: jagten på det hidtil ukendte.
Aljukin drog ud for at udvide grænserne for menneskets viden om verden, ganske som de virkelige polarfarere – fra Franklin og Peary til Amundsen og Nansen. Det er den samme eventyrlyst, der driver Sashas fortælling, og det er simpelthen basalt spændende filmstof.
På toppen af verden udnytter effektivt ekspeditionens indbyggede spændingselementer – forlis, sult, isbjørne, splid, redningens store forløsning – mens Sashas søgen efter sin tabte morfar giver filmen en simpel, men rørende og personlig vinkel.
Samtidig skildrer filmen elegant den golde isørkens frygtindgydende skønhed.
De store drivisflager, der knager mod isbryderens skrog, og de vidtstrakte landskaber tjener som et fascinerende bagtæppe til historien. Og den enkle, men raffinerede streg (helt uden sorte konturstreger) får ismasserne til at flyde uendeligt ud i hinanden.
I det hele taget er På toppen af verden stilsikkert animeret.
Skonnerterne står skarpt med deres knejsende master, de vinterkolde åbningsscener i Sankt Petersborg er stemningsfulde, og filmen er præget af en imponerende, men afbalanceret, detaljegrad.
Figurerne er på én gang stiliseret og realistisk tegnet: aristokraterne værdigt stringente, sømændene mere rundede og den norske kaptajn Lund som hugget i granit.
Lige så monotont det uendelige islandskab føles, lige så dramatisk er Sashas udvikling fra forkælet aristokrat til hærdet besætningsmedlem. Det er en klassisk dannelseshistorie, hvor hun lærer om livets realiteter, i takt med at hun erhverver sig egenskaber som både kok, matros og navigatør.
Og det går måske lige lovligt nemt for den unge pige.
På trods af et modvilligt mandskab på det norske skib og naturens konstante farer viser Sasha sig at være lærenem og enormt talentfuld. Hendes ukuelige vilje og evne til at begå sig i en hård og maskulin verden gør hende til en interessant figur, også selv om karakterportrættet savner lidt nuance og humor til at bløde højtideligheden op.
Filmens klimaks er naturligt det samme som ekspeditionens. Men afslutningen falder så brat efter højdepunktet, at det føles, som om På toppen af verden slutter for tidligt.
Vigtige konflikter, der bliver taget op i begyndelsen – Sashas flugt fra det bedre borgerskab – får end ikke antydningen af afslutning, og fortællingen flagrer uforløst i den iskolde vind.
Ikke desto mindre er På toppen af verden en film, der både tager sig selv og sit stof alvorligt. Den form for tegnefilmrealisme, som instruktør Rémi Chayé præsterer, klæder filmen. Den levendegør det, som altid har draget mennesker mod verdens ukendte egne.
Kommentarer