Biografanmeldelse
14. jan. 2015 | 16:28

Paddington

Foto | StudioCanal
Den uheldige, peruvianske bjørn blev født i 1958 i Michael Bonds børnebog A Bear Called Paddington. I denne filmatisering genfødes han i computeranimeret pels.

Den elskelige bjørn Paddington er tilbage i en charmerende, sjov og gennemsympatisk film, der oven i købet leverer en relevant britisk samfundskritik.

Af Felix Rothstein

Hvem havde forestillet sig, at en familiefilm om en lille bjørn skulle vise sig også at være en rammende kommentar til den politiske højredrejning, der finder sted i Storbritannien i disse år?

For samtidig med at være en glimrende opdatering af et af britisk børnekulturs store ikoner, overrasker Paddington ved at behandle tunge sager som racisme og indvandring.

Da den talende bjørn Paddington forlader den peruvianske jungle for at finde en ny familie i London, finder han ud af, at den engelske hovedstad slet ikke er, som hans tante Lucy havde fortalt. Folk har alt for travlt til at hilse, og der er næsten ingen, der går med hat. Til gengæld står det ned i stænger.

Heldigvis bliver Paddington samlet op af den rare familie Brown, der tager ham med hjem. Her føler bjørnen sig straks veltilpas, men ikke alle familiemedlemmer er lige entusiastiske. For mens børnene (Madeleine Harris og Samuel Joslin) og Mrs. Brown (Sally Hawkins) er vilde med den nye gæst, er Mr. Brown (Hugh Bonneville) anderledes skeptisk og kræver, at Paddington finder et andet hjem.

Men da Paddington ender i store problemer, kommer hele familien ham til undsætning.

Der hviler altid et stort ansvar på filmskaberne, når man hiver fat i en elsket klassiker som Michael Bonds bjørn. Men instruktøren Paul King (der ellers mest har gjort det i satire-serier) løser opgaven på fornem vis.

Paddington er både sympatisk, hyggelig og overraskende sjov. Og i det hele taget er filmenmeget tro mod bogforlægget – nogle steder endda helt bogstaveligt. Der er hverken pillet ved Paddingtons hat, duffelcoat, kuffert eller ustyrlige forkærlighed for orange-marmelade.

Den pelsede hovedperson er computeranimeret ind ei t fotografisk realistisk London, hvor han spiller over for mennesker af kød og blod. Teknikken er upåklagelig, men der er noget næsten ildevarslende unaturligtover den animerede Paddington, som han render rundt i ægte, levende omgivelser.

Men ikke mindst på grund af Mikkel Lomborg (kendt som børneværten Hr. Skæg), der er Paddingtons danske stemme, er hovedpersonen ganske enkelt indtagende. Man får med det samme sympati for hans umiddelbare charme og hans gemytlige håndtering af de mange ulykker og udfordringer, han kommer ud for.

Selveste Nicole Kidman er med i rollen som den onde konservator og femme fatale Millicent, der vil kidnappe og udstoppe Paddington og sætte ham i en montre. Men faktisk er hun og hele hendes sidehistorie lidt overflødig og tilfører ikke noget væsentligt til filmen. Der er rigeligt action, humor og følsomhed i Paddingtons møde med London og familien Brown til at kunne bære hele film.

Alle gode børnefilm har i hvert fald én ting til fælles: De er ikke kun for børn.

Det gælder også Paddington, der behændigt giver det voksne publikum masser at grine af. Især dynamikken mellem Mr. og Mrs. Brown er en skarp satire over parforhold, familieliv og forestillingen om den klassiske brite. Hugh Bonneville (Downton Abbey) er fremragende som den meget korrekte ”risikoanalytiker” Mr. Brown og stjæler næsten scenen med sin statistik-pedanteri og komplette mangel på eventyrlyst.

Og så emmer Paddington af en stærk, humanistisk grundholdning. Paddington er en flygtning, der søger tilflugt i London i håbet om en modtagelse som de tyske hittebørn, der under Anden verdenskrig dukkede op på togstationer over hele England med et skilt om halsen og en bøn om at blive taget imod.

Men de fleste mennesker, han møder på sin vej, er uvenlige og ønsker ikke at få besøg af fremmede. Paul King bruger Paddington og især den vrisne nabo Mr. Curry (Peter Capaldi) til at lave en helt utvetydig kritik af racisme, xenofobi og det højrenationalistiske parti UKIP. Mr. Curry er bange for fremmede ”og deres junglemusik”, der vil ødelægge hele kvarteret.

Og desværre er den komiske figur en grim påmindelse om tidens politiske klima i England og mange andre steder i Europa.

Trailer: Paddington

Kommentarer

Titel:
Paddington

Land:

England, Frankrig

År:
2014

Instruktør:
Paul King

Manuskript:

Paul King

Medvirkende:

Mikkel Lomborg, Hugh Bonneville, Sally Hawkins, Nicole Kidman, Julie Walters, Jim Broadbent, Peter Capaldi

Spilletid:

96 min.

Aldersgrænse:

Tilladt for alle men frarådes børn under 7 år

Premiere:
15. januar 2015

© Filmmagasinet Ekko