Når det kommer til familiefilm, er der ikke meget, der slår Paddington-serien. De første to er instrueret af Paul King, mens det seneste skud på stammen er instrueret af det lidt ubeskrevne blad Dougal Wilson.
Men han falder fint ind i samme britiske stil og samme vidunderligt hyggelige stemning som i de to foregående film, hvor vi først mødte den sydamerikanske bjørn Paddington, der har navn efter den station, han blev fundet på af familien Brown.
Plottet er i historien glimrende skruet sammen.
Først ser vi den lille bjørneunge – med en varm og sød
dansk stemme af Mikkel Lomborg, måske bedre kendt som hr. Skæg på DR Ramasjang – gribe ud efter en fuldmoden appelsin. Han styrter i samme ombæring ned i en flod.
Herfra bliver bjørnen reddet af tante Lucy, også bjørn, med stemme af Michelle Bjørn-Andersen. Fordi hans forældre er døde, sender Lucy ham til Europa.
Her frelses han af den almindelige englænder i skikkelse af en middelklassefamilie, som tager imod ham, skønt han faktisk er helt vild og totalt uciviliseret. I toeren ender han således i fængsel. Og i treeren skal han så til Peru, hvor han kommer fra, for at søge sine rødder.
Tante Lucy er forsvundet fra plejehjemmet for ældre bjørne, hvor priorinden, en katolske nonne, ellers har passet hende. Hun spilles, på dansk, med en frisk stemme af Camilla Bendix.
Snart går jagten igennem junglen og op ad Amazonfloden i selskab med en skæv kaptajn, der er ramt af guldgalskab. Og måske kan Paddington lede ham til den gyldne by, El Dorado?
Han har da et armbånd, som siges at vise vejen …
Plottet skal ikke afsløres helt, men alt holdes elegant i børnehøjde bortset fra lidt voksenfnis, der også gør den sjov for forældre.
På samme metaplan er der fine filmreferencer.
Hele herligheden lugter åbenlyst langt væk af Tintin-klassikeren, hvor han og Kaptajn Haddock besøger Soltemplet i Peru, og de små skulpturer er hilsner til stregen i den store mester ud i eksotisering af – men jo også interesse for – fremmede kulturer, fjerne lande og anderledes etniciteter.
Med tungen i kinden er der en virkelig skæg scene, der kopierer The Sound of Music (1965), hvor den katolske barneplejerske og nonne Maria synger på en sæter. Og på samme måde fnises der, da en stor sten kommer rullende som inkaernes værn mod indtrængende.
Det er Indiana Jonesog Jagten på den forsvundne skat fra 1981 om igen.
Rollerne er velspillede. Billederne er æstetiske og nuttede, og interiørerne i London har man lyst til at immigrere til.
Manuskriptet er temmelig kært, og det her er bare ret underholdende og lattermildt. De små børn i biografen sidder tilmed flere gange yderst på sædet, men alting kommer gudskelov helt ned på jorden igen.
I filmens første scene studser man, da et panel af London-indvandrere med samtlige hudfarver og turbans og tørklæder overrækker Paddington hans britiske pas og samtidig erklærer, at med et britisk pas er lykken bare hjemme.
Til slut udlægges Paddington-figuren som en slags pendant til vore tiders bølger af flygtninge og migranter, der har præget Storbritannien og skabt voldsomme konflikter.
Tanken er sikkert velment – bjørne skal jo også integreres og inkluderes. Men filmen kommer metaforisk til at trække en uheldig forbindelse mellem indvandrere i Storbritannien og vilde dyr fra junglen.
Det var næppe hensigten. Men filmen er i sin bamse-torso så fremragende, at politisk følsomme tilskuere nok skal bære over med de ideologiske indslag.
facebook
twitter
Kommentarer