Pain & Gain

Det er nemt at hade Michael Bay. Hans budgettunge actionfilm står for mange som symbolet på alt, hvad der er stupidt og vulgært ved den moderne Hollywood-underholdningsfilm. Og publikum elsker dem.

Alene herhjemme er de fleste af hans film blevet set af et sted mellem 150.000 og 300.000 mennesker. Bad Boys (1995) og The Rock (1996) var vellykkede bindeled mellem 80’ernes buddy-action og moderne high concept-underholdning. Armageddon (1998) og Pearl Harbor (2001) er bad taste-klassikere forklædt som mega-blockbusters. Hans foreløbigt tre Transformers-film (2007-11) ligner verdens dyreste børnefilm.

Teknisk er Michael Bay en dygtig instruktør. Et konstant bevægeligt kamera giver ofte hans film en smukt flydende stil, og han har en melodramatisk sans for naturligt lys (ikke mindst solnedgange). Han er en solid amerikansk genrefilmmager med sin egen stil. Hans problem – hos kritikerne – er nok, at han har så utroligt dårlig smag. Hans karakterer er fotogene, men uden dybde, hans kønssyn er stenalderagtigt, han har en galopperende homofobi (som også ses i Pain & Gain), historierne har det med at forsvinde i effekter, og hans republikanske USA-patriotisme er svær at sluge. Men god smag har aldrig solgt biografbilletter, og Bay har i to årtier ubesværet forsvaret sin position som sommer­blockbusterens mester.

Pain & Gain ligner ikke Michael Bay, som vi kender ham. Det er hans billigste film siden debuten, baseret på en autentisk kriminalhistorie, som genfortælles forholdsvis tro mod de virkelige begivenheder. Filmen er fri for ekstravagante special effects og benytter i stedet hårde klip, dramatisk slowmotion og en kontrastrig, sveddryppende krimiæstetik.

I Miami i midt-90’erne arbejder bodybuilderen Daniel Lugo (Mark Wahlberg) som træner i et fitness-center, men han drømmer om meget mere. Han er besat af den amerikanske drøm om, at enhver er sin egen lykkes smed. Han ser sig selv som en vinder, men er i virkeligheden en naiv taber. Sammen med to bekendte fra fitness-centeret (Dwayne Johnson og Anthony Mackie) kidnapper og torterer han en jødisk forretningsmand for at presse ham til at give dem alle hans penge. Men der er selvfølgelig ingen genvej til succes – og i hvert fald går den ikke gennem dårligt planlagt og klodset udført kriminalitet.

Michael Bay har udtalt, at han laver film for teenage-drenge. Men Pain & Gain er ikke for børn. Filmen slår fra begyndelsen en let, humoristisk tone an, hvor karaktererne på skift kommenterer begivenhederne på lydsporet. Men hvis Bay har tænkt filmen som en komedie, har han fået noget galt i halsen undervejs. Forsøget på at forvandle en grotesk historie om dumme, voldelige småforbrydere og utiltalende ofre til grovkornet komedie synes inspireret af Coen-brødrenes Fargo og Scorseses Casino. Men Pain & Gain er ikke nogen sjov film. Når man griner hist og her, er det mest af vantro: Pain & Gain er en af de mest ubehageligt sadistiske mainstreamfilm i lang tid! Den indledende lethed forvandles hurtigt til en konstant eskalerende voldsspiral, som undervejs når nærmest operaagtige dimensioner af meningsløs brutalitet.

De enkelte voldsscener er i sig selv ikke så slemme. De er set mere udpenslet andre steder – selv om en scene, hvor trekløveret forsøger at slå deres offer ihjel, grænser til torture porn. Men sammen med den ondskabsfulde tone, de utiltalende karakterer og Bays mærkværdige tro på, at filmen er morsom, efterlader brutaliteten en dårlig smag i munden. Det kræver elegance at præsentere en så ond historie med tungen i kinden. Michael Bay har kun sadismen.

Pain & Gain er nok det tætteste, vi kommer på en personlig film fra instruktøren. Og at filmen afslører en personlighed, der mest af alt er grim, sadistisk og kynisk, gør den til en af årets mere interessante mainstream-film. Hvis man kan klare mosten.