The Pale Blue Eye

Alene navnet Edgar Allan Poe skaber indre billeder. Et dunkelt stearinlys i mørket, skarpe grønne katteøjne bagerst i en vindblæst hytte, et taktfast rytmisk trav på stien. Et lig på vejen. Indvolde. 

Den gotiske forfatter har holdt mange læsere vågne om natten med sit krøllede sprog, fjollede rim og mystiske historier. 

Men i The Pale Blue Eye, hvor Poe bliver legemliggjort, overlever kun få af forfatterens unikke træk. 

Skuespilleren Harry Melling er ellers troværdig i rollen som den spøjse forfatter, der i filmen er blevet udtaget til hæren. Hans mærkelige måde at tale på og den lynende intelligens er til stede. De fleste kreative genier er vel en form for særlinge. 

Men selv den dygtigste svømmer drukner med en lænke om foden. Historien, som Edgar Allan Poe er landet i, mangler den spænding og kulør, som hans egne historier er malet med. Instruktøren Scott Cooper har smidt ham lettere tilfældigt ind i en lidt for traditionel mysteriefilm. 

På kasernen findes liget af en soldat, der mangler sit hjerte. Detektiven Augustus Landor hentes til for at opklare mordet. Landor spilles af Christian Bale, der for tredje gang samarbejder med Scott Cooper efter bandekrimien Out of the Furnace og racisme-westernfilmen Hostiles. 

Måske håber skuespilleren på en dag at være med i en lige så god film som instruktørens debut Crazy Heart, der fik en fed præstation ud af Jeff Bridges som en forpint countrymusiker. 

Fælles for Scott Coopers film er, at de byder på en spændende præmis, som kalder på at blive eksekveret af en modig instruktør. Men valgene, der træffes i produktionen af filmene, bliver stadigt kedeligere og mere konventionelle. 

The Pale Blue Eye er interessant i udgangspunktet. Poe er nemlig den forfatter, der kan krediteres for at have lavet den første moderne detektivhistorie. Mordgåden om den hjerteløse soldat er derfor årsagen til forfatterens morbide oeuvre. 

Men mere overfladisk gotik-oprindelse skal man lede længe efter. En ravn flyver af og til gennem billedet, og så er der selvfølgelig også en indblanding af en dæmonisk kult. 

Selv om disse billeder ligger et godt stykke fra de visuelle idéer, som forfatterens tilstedeværelse burde bibringe, begår Scott Cooper og hans fotograf Masanobu Takayanagi ikke nogen forbrydelser mod genren. 

Realiseringen af kasernen West Point anno 1830 sidder fra et kulisse-perspektiv lige i skabet, og der gives god plads til at mærke den vinterkulde, som trænger ind i alle kroge og mennesker. Der findes ikke megen hjertevarme blandt soldaterne og deres generaler. 

Også detektiven Landor har et svækket sind inficeret af det umenneskelige miljø. Som en fugt, der langsomt og sikkert medbringer sort svamp. 

Her fungerer filmen som et mysterium. Miljøet giver rigeligt af mistænkte til et morbidt mord. Filmen lægger en masse spor ud, så gåden er til at gætte, men også kan få krammet på én. 

Men når fortællingen forbliver lige så kold som sit landskab, mangler der paradoksalt nok den isnende fornemmelse, idet vi nærmer os gådens løsning. 

Scott Cooper har næppe siddet vågen til langt ud på natten med Poes fortærende historier på natbordet. Til gengæld har han en evne til at skabe koncepter, som producenterne er trygge i. 

Det klareste lyspunkt er skuespillet. Christian Bale og Harry Melling har god kemi, men også det lysende talent, der kan få de bedste kvaliteter ud af et middelmådigt manuskript. 

Og det kan også være godt nok til en hyggelig Netflix-aften på sofaen efter en lang arbejdsdag. Og så er der den fordel, at man kan falde i søvn bagefter.