Tv-serien Panik handler om, hvordan det er pludselig at blive far. Samtidig er den en satire over livet i provinsen og mennesker i servicebranchens lavere lag.
Idéen er, at vi skal leve os ind i, hvordan andenmanden i Danmarks femte største Kvickly, Mads, må tage sit liv op til overvejelse, da han midt i sit tiårsjubilæum får at vide, at hans kæreste Vicky er gravid.
Hun er ud af en købmandsfamilie i Randers, og man aner de store problemer, der begynder at ramme Mads allerede i første afsnit.
Det er sympatisk at ville vise, hvor overvældende det er at blive far for første gang. Og samtidig måske tage en kønsdebat om den bias, der er mellem forældres anerkendelse i samfundet.
Inden for standuppens moderne mestre finder man således en mand som amerikanske Jim Gaffigan, der med showet Cinco laver jokes om livet med fem børn og om faderrollen, så man er ved at dø af grin.
Vores hjemlige Anders Matthesen er også med på holdet, når han ofte gentager: ”Jeg elsker mine børn – det er mit liv, jeg hader.”
De to eksempler viser, at man faktisk kan lave ret sjove far-jokes.
I Panik er vi imidlertid på en helt anden hylde. Her finder man ikke den gode standup eller kvalitets-comedy. Og selv om det hurtigt står klart, at der er tale om en slagvare, bliver man i løbet af de tre første afsnit nødt til at spørge sig selv, om det her overhovedet er en lødig vare.
Katastroferne er ren selvbetjening.
Uanset om man griber ud efter Christian Fuhlendorffs manuskript og replikker, Morten Vogt Urups instruktion eller komikken i almindelighed, bliver man næsten kun skuffet. Det er så ringe, at det nok er mest nænsomt bare at fremhæve de få gode ting.
Kristian Halken er som konfliktsky far, der holder sig for ørerne og siger en hyletone, en ret god karakter. Da Ulla Vejby, der spiller den gravide Vicky, brækker sig i en slags katteagtige kramper, inklusive spastisk skrutryg, må man faktisk trække på smilebåndet.
Indimellem har Casper Harding et par ret gode øjeblikke som kikset biperson. Det samme gælder Natasha Brock, der også rammer noget ret skægt i rollen som nulstillet medarbejder.
Thomas Hartmann leverer sit brand af nærmest lidt ingeniøragtig komik, ligesom han plejer. Hovedrolleindehaveren Victor Lander har stort set intet at arbejde med i manuskriptet. Så det ganske lidt morsomme, han får ud af det, er vel i grunden ret godt gået.
Manuskriptet er et kapitel for sig.
Når en gryderet ”smager ens, både når man spiser den, og når den kommer op igen”, kommer man til at tænke på den allermest bovlamme onkel i familien.
Når der er indlagt lummer sex – komplet med en karikatur på pornofilm lavet med den tidligere pornoskuespiller Sussi La Cour i en cameo-optræden og med helt malplaceret onani – er der absolut ingen begrundelse for det i manuskriptet.
Når hovedpersonen har noget med, at han altid går i bare tæer, gider man allerede i første afsnit ikke vente otte afsnit på at få at vide hvorfor.
Det virker bare latterligt, selv om der er lagt tanker i serien.
Det er jo ikke for sjov, at udgangspunktet for en overraskende livsændring og hurtig sex er en Kvickly og ikke en Irma. Det er heller ikke for sjov, at interiøret, tøjet og rekvisitterne emmer af en dødssyg dagligvarebutik. Det er heller ikke for sjov, at grafikken ligner tilbudsskilte.
Alligevel falder det på gulvet, ligesom de stakke af morgenmadsprodukter, der hele tiden bliver væltet af børn. Man fanger straks joken, og den bliver ikke bedre af at blive gentaget.
Det er en frustrerende oplevelse, for man starter trods alt med visse forventninger. Men det er simpelthen bare usjovt. Og det, serieskaberne kunne have taget fat i vedrørende faderrollen – plus morens oplevelse af en graviditet – når ikke længere end til, at det åbenbart er hylemorsomt at kalde bleskift for ”bæ”.
Man må håbe, at de næste fem afsnit kan vende bøtten. Med de tre første afsnit virker projektet mest som et uønsket barn.
Kommentarer