Paper Towns

Filmatiseringen af John Greens populære ungdomsroman, En flænge i himlen, ramte både anmeldere og teenagere, hvor det gjorde godt.

Med en fin balance mellem humor og alvorstunge emner blev filmen et internationalt hit, og det er derfor ingen overraskelse, at endnu en bog af John Green, Paper Towns, nu har ramt det store lærred.

Men Paper Towns rammer slet ikke nær så rent, som En flænge i himlen – instrueret af Josh Boone – gjorde.

Quentin (Nat Wolff) er en genert, lille dreng, der fra en tidlig alder bliver smaskforelsket i naboens datter, eventyreren Margo (supermodellen Cara Delevingne). De bliver bedste venner, men glider fra hinanden, da de når puberteten. Margo bliver en del af den populære klike på skolen og får den lækre fyr med sportsvognen som kæreste, alt imens den stadig forelskede Quentin udvikler sig i en mere nørdet retning.

Stor er Quentins overraskelse derfor, da Margo en nat inden deres afgangsfest hopper ind ad vinduet og inviterer ham med på eventyr. Men lykken er kort, for næste dag er Margo forsvundet, og Quentin begiver sig nu ud på sit eget eventyr, for at finde sin mystiske drømmekvinde.

Manuskriptforfatterne Scott Neustadter og Michael H. Weber, der også omsatte John Greens bogforlæg En flænge i himlen, fortsætter den indie-inspirerede stil, hvor koryfæer som Walt Whitman og Woody Guthrie indblandes i en handling, der ellers er skåret ud af en klassisk genreskabelon. Ligesom i første film har musikken en stor betydning, og der er lagt mange kræfter i at finde den helt rigtige, cool vibe med artister som The War on Drugs, Haim, Son Lux og Santigold.

Desværre kan plottet ikke leve op til den tjekkede stemning, der præger filmen. Instruktør Jake Schreier er god til at ramme den sitrende, semi-melankolske, ungdommelige følelse, men overordnet set er Paper Towns inddelt i tre lige store dele uden noget egentlig drama.

Første del emmer af traditionel highschool-komedie. Margo tager Quentin med på en nats hævntogt, da Margos kæreste har været hende utro. Bevæbnet med hårfjerningsmiddel og stinkende fisk er der klassisk spøg-og-skæmt for alle pengene, indtil natten ender med et kys.

Anden del er klart den mest interessante. Her inddrages tilskueren nemlig i det eventyr, som er hele filmens omdrejningspunkt.

Paper Towns refererer til ikke-eksisterende byer, som korttegnere lavede på deres kort for at sikre sig mod kopier. Margo er besat af disse ”papirbyer”, og gennem en mængde snedige spor er det nu op til Quentin at finde ud af, hvor Margo er rejst hen.

Men da mysteriet er løst, har Paper Towns ikke meget mere at byde på. Quentin tager på et roadtrip med sine bedste venner og veninder, og denne tredje del af filmen kan nok bedst beskrives som ligegyldig.

Nat Wolff gør det bestemt godt i rollen som Quentin med lige dele naturlig charme, usikkerhed og uskyldighed. Men uskyldigheden tager overhånd i karakteristikken af de unge mennesker.

Paper Towns er da også blevet vurderet til at være tilladt for alle, og til tider føles den mest som en børnefilm.

Attenårige Quentin og hans venner, Ben og Radar, synger Pokémon-sange og har aldrig pjækket eller drukket en øl. De køber slik og sodavand i stedet for smøger og sprut, og når de er på roadtrip, ringer de hjem til deres forældre for ikke at gøre dem bekymrede. De har ingen problemer i livet, og deres største frygt er, om de kan nå hjem til afgangsfesten.

Det er langt fra En flænge i himlens kræftramte karakterer, der blev tvunget til at tumle med de store tanker i livet. Og netop en form for refleksion, eller bare nogle idéer og tanker om livet, er, hvad Quentin og hans uskyldskumpaner mangler.

Greens bogforlæg skulle efter sigende være inspireret af J.D. Salingers Forbandede ungdom, men der er ikke meget forbandet over Paper Towns’ unge. De er så almindelige, søde og betænksomme, at de bliver kedelige at følge. Og hånden på hjertet, hvor mange attenårige kender du, som er rene dydsmønstre?