Det er med smil og ungdommelig ubekymrethed, at den unge Nedjma og veninden Wassila med et tykt lag af blå øjenskygge, stramtsiddende kjoler og farvet læbestift gør sig klar til at feste.
De ryger cigaretter og lader aftenvinden ramme deres ansigt, mens de i en illegal taxi bliver transporteret ind til byen. Men da bilen gennes ind til siden, bliver pigernes hår straks dækket til, og de må bøje hovederne for ikke at blive afsløret.
Fransk-algeriske Mounia Meddours Papicha, som er baseret på virkelige hændelser, fortæller historien om den unge Nedjma. Hun har en stærk sans for mode og et talent for at designe tøj, og i 90’ernes Algeriet drømmer hun om en dag at åbne sin egen butik.
Sammen med veninderne ønsker hun at gennemføre et modeshow på universitetet. Men ude i det algeriske samfund ulmer de undertrykkende kræfter, som Nedjma desperat forsøger at stå op imod.
90’erne var en blodig og urolig periode i Algeriet, hvor ekstremistiske, islamistiske grupperinger arbejdede for at komme til magten.
I radio og tv hører Nedjma og veninderne om et tiltagende antal af angreb med civile ofre. Mens deres egen hverdag er påvirket af løbesedler om, at kvinder bør tildække sig og bære hijab.
Gentagne gange støder de på holdningen, at kvinder bør blive hjemme og ikke vise sig selv for mænd.
Lyna Khoudri leverer en betagende præstation i rollen som Nedjma, der trods de umulige omstændigheder nægter at lade sig kue. Her bliver Papicha en inspirerende fortælling om mod og beslutsomhed.
Det er en historie om en række kvinder, der ikke vil holde sig til sidelinjen. Fyldt med rhinsten, farverige perler og guldstøv bliver tøjet pigernes måde at udtrykke sig. De klæder sig ikke på for mændenes skyld, men for deres egen.
Gennem glæde, sang, smil og larm nægter de at blive gemt væk. De vil høres og ses.
De tegner hen over skilte, som opfordrer kvinder til at bære hijab, og Nedjma udfordrer konstant det konservative tankesæt, som gennemsyrer mange af de mænd, hun møder på sin vej.
Samtidig svarer hun de kontrollerende og prædikende hijabbærende kvinder igen med udtalelser om, at Gud vil straffe dem, som taler på vegne af ham.
Og vi kan se ilden brænde i øjnene på den unge kvinde, når nogle forsøger at fjerne hendes ret til at stråle og være til.
Men Nedjmas kamp er ikke uden konsekvenser, og de voldsomme skift i filmens tone fra glæde og skønhed til frygt og mørke rammer som piskesmæld.
Nedjma har dog intet ønske om at flygte fra Algeriet. ”Viva l’Algérie,” råber pigerne flere gange, mens de danser og spiller fodbold. Hun elsker sit land, og det er livsbekræftende at se, hvordan hun stadig tror på en fremtid i landet.
Kommentarer