Pasforfalskeren

Pasforfalskeren er en klogt disponeret og afdæmpet fortælling om en jødisk mands kamp for at overleve i Hitlers Berlin i årene 1942-43. 

Filmen trækker på holocaust-overleveren Samson ”Cioma” Schönhaus’ egne erindringer, der udkom i 2004, 60 år efter hans flugt fra Nazi-Tyskland til Schweiz. 

Den filmiske version af det historiske drama er en gribende skildring af et diktaturs mentale terror. 

Filmen beriger vores bevidsthed. 

Instruktør Maggie Peren åbner flere og andre døre, end Cioma gør i sine erindringer, og hun føjer en uundværlig kvindeverden til fortællingens allerede rige udstyr. 

I starten befinder den unge Cioma (Louis Hofmann, der slående ligner den virkelige person) sig i en tom lejlighed nær Alexanderplatz. 

Politiet har konfiskeret hele familiens indbo og deporteret hans forældre og slægtninge til udryddelseslejrene Majdanek og Sobibor. Men Cioma, der er uddannet grafiker, undgår deportation, fordi han er udskrevet som slavearbejder på en berlinsk våbenfabrik. 

Bag ryggen på Gestapo bruger Cioma sit grafiske talent til at forfalske pas for den iltre advokat Franz Heinrich Kaufmann (Marc Limpach), der via et kristent bagland hjælper forfulgte på flugt. 

Kaufmanns devise lyder: ”Under et kriminelt regime er det, vi gør, den eneste passende adfærd.” 

Et år efter Ciomas flugt blev virkelighedens Kaufmann henrettet. 

Maggie Perens film er tro mod den humane tone, Schönhaus selv anslår i sin fortælling. Men instruktøren inviterer publikum indenfor i det psykiske torturkammer, som totalitære regimer påtvinger sine undersåtter. 

Vi møder rigtige mennesker, bange mennesker, kujoner og modige sjæle, men ingen nazistiske voldsforbrydere. 

Den underspillede tilgang til det historiske drama er elegant koncentreret i filmens mest uforglemmelige scene. På få sekunder skildrer instruktøren en uventet gestus, der er forbi i en håndevending. 

Cioma har aftalt et hemmeligt møde på en restaurant. Det kommer aldrig i stand. To Gestapo-folk arresterer den unge mand, som Cioma skal møde. 

Da fangen gelejdes forbi Ciomas bord, bøjer han sig roligt ned og snører sin ene sko. Det er intet signal. Med sin knude knytter han knælende et sidste bånd til Cioma. Og vi tager knudens gådefulde gru med ud af biografen. 

I lejligheden ved Alexanderplatz hersker ejendommens nazificerede vicevært, krigsenken Peters (formidabelt spillet af Nina Gummich). Hun vogter over det beslaglagte indbo, der skal sælges eller plyndres af naboer, som sædvane var i 1942. Hun er på en gang febrilsk og beregnende, aggressiv og føjelig. Intetsteds finder hun fodfæste.

Med sine kommandoer og trusler dækker hun over angst og begær. 

Enkefru Peters er filmens bankende puls og anden hovedperson. Hun udtrykker filmens tema: Alt privat, al ejendom, alt sjæleliv er ligesom lejlighedens møbelfyldte stuer forseglet af et politisk tyranni. 

Diktaturet fratager enhver ejerskabet over sig selv og påtvinger alle roller. Folk må gensidigt bedrage hinanden. Cioma spiller – lige præcis spiller – en glad ung mand. 

Alle unge måtte være påtaget glade. Døden var deres sidekammerat. 

”Vi ville i det mindste se ud som alle andre. Ganske enkelt som nazister i civil,” noterer Schönhaus i sin bog. 

Cioma indleder et længerevarende forhold til Gerda (vidunderligt gådefuldt spillet af Luna Wedler). Gerdas mand er ved fronten. Cioma kan bo hos hende. Intetsteds skjuler Maggie Peren, at karaktererne spiller teater, som dagligdagen dikterede det i Hitler-Tyskland. 

Undervejs får Cioma brug for alt sit skuespiltalent. Vi holder vejret, da han må på hittegodskontoret for at hente sine egne identitetspapirer, som han, den evige sjuske, glemte i bussen. 

Det er lige før, publikum klapper.