Passion

Vi mennesker vrikkede os ud af verden på et tidspunkt, blev bevidste om os selv og betragtede det hele udefra. Fuglene, havet og lyset. Nu længes vi tilbage. Til fællesskabet mellem de sprogfrie væsner, planterne og støvet.

I det seksuelle rum – illustreret med en lille, hvid firkant i et ellers grænseløst mørke – mener den svenske instruktør Maja Borg at have fundet en metode, der kan genforene hende med altet, en snæver sti hjem til urdybet.

Døren hertil ligger under hendes egen hud.

Når hun giver sig hen til andre, der slår, bider og niver sprækker i det blege, elastiske lag over sjælen, åbnes døren et kort øjeblik på klem.

I dokumentaren ser man, hvordan hun kommer om på den anden side og grædende vender tilbage igen.

Gud er til lak og læder i Maja Borgs mere end almindeligt bemærkelsesværdige dokumentar Passion, der handler om hendes egen frigørelse fra et voldeligt forhold ind i universets mørke omsorg – godt hjulpet på vej af sin lokale, svenske bdsm-præst.

Dokumentaren er fortrinsvis filmet i grynede sort-hvide billeder af nydende/lidende, skaldede kvinder og mænd. Den onde smerte fra det voldelige parforhold vises med ætsende og lysende, infrarøde billeder af en skov i opløsning.

Lidelse føles skærende og uhyggeligt hvidt eller værre endnu: At syrlig kærlighed ætser, til man udslettes.

Passion laver en interessant sammenligning mellem kristne ritualer, barneleg og bdsm-praksis, hvor man kan kaste jeget fra sig. Maja Borgs grænser i lak-legen er tegnet kærligt op af andre mennesker, så hun trygt kan træde over dem og opløses omme på den anden side.

Filmen skildrer bdsm-verdenen som et sted, hvor følsomhed og nærhed er nattens dronninger. Der er ikke meget liderlighed forbundet med slagene eller smerten, siger Jeanne d’Arc-kvinderne med hengivne, slørede blikke.

Det handler snarere om at give sig hen til mesteren. Hende væver man sine følelser sammen med i den hvide firkant. Ligesom når man elsker hinanden.

Dokumentarens medvirkende er ikke uden frygt.

Sadisterne er bange for at være egentlige sadister. For at miste kontrollen og komme til at gøre andre ondt. Én mener, at krænkere gør andre ondt, fordi de endnu ikke har fundet et trygt rum, hvor de kan dele deres voldsomme fantasier med andre.

Svaret er simpelt og handler om samtykke, men måske også en større samfundsmæssig åbenhed i forhold til, hvor tæt sex og vold ligger på hinanden for nogle mennesker, og at den grænse uforvarende kan overskrides, fordi vi ikke ved bedre.

Bdsm er at lege med døden, siger en sorthåret kvinde, mens hun med stor følsomhed vasker en passiv mand og vikler ham ind i et hvidt ligklæde. Det har hun lært at gøre, da hun arbejdede som bedemand.

Til hende betror Maja Borg sig. Hun fortæller, at hun indimellem er bange for, at hun vitterligt har lyst til at give slip og dø, træde helt gennem døren, når den åbnes, og aldrig vende tilbage igen.

Vi må altid gå alene gennem livet, men vi kan følges ad, mens vi gør det, siger læderpræsten.

Hvis Maja bliver bange, er der i den mørke firkant andre, som kan trøste hende. Himlen er andre mennesker, for at omskrive et citat af Sartre, som dokumentaren i øvrigt giver et gevaldigt og ikke særlig nydelsesfuldt los i skridtet.

Passion er optaget med et skælvende, håndholdt kamera. Den føles, som lå den i et andet menneskets hænder, trygt og frygtsomt på en gang.

På lydsiden er Maja Borgs svensk-engelske fortællerstemme fin og rå som lys. Indimellem er den poetisk voice-over ikke klar i spyttet om, hvilket af de mange sjælelige lag Maja Borg og veninderne nu har tæsket sig ind på.

Spørger man sexologerne, vil de sige, at det patologiske er sex, der ikke er målrettet andre mennesker.

Har man fordomme, slås de altså til jorden af Passion. Maja Borg har i hvert fald fundet en omgangskreds af lak- og læder-venner, der kan kærtegne hinanden med vold og hele psykiske ar med fysiske.

Det er rørende menneskeligt på sin egen mørke måde.