Patriots Day

Den tredje mandag i april måned er kendt som Patriots Day, og det er den dag, hvor det traditionsrige Boston Marathon, USA’s ældste maratonløb, afholdes.

I 2013 den 15. april udløser to mænd to hjemmelavede bomber tæt ved målstregen. Tre mennesker, deriblandt en otteårig dreng, bliver dræbt og 264 såret.

Heldigvis er der meget politi til stede og mange beredvillige borgere, som hjælper til, så et langt større kaos bliver undgået. I løbet af 105 timer lykkes det ved stærkt samarbejde mellem FBI og de lokale politistyrker at pågribe de terroristiske bombemænd, to tjetjensk-amerikanske brødre.

Den ene bliver dræbt i en skudduel, den anden bliver senere pågrebet, da han skjuler sig i en båd på køl i en have.

Patriots Day er både en skildring af eftersøgningen og en hyldest til civilcourage blandt Bostons borgere.

Instruktøren Peter Berg, mest kendt for effektive actionfilm Welcome to the Jungle fra 2003 og Lone Survivor, har drejet en lige dele realistisk film med dokumentariske indklip og et meget følsomt og fædrelandskærligt melodrama om de implicerede på begge sider af bomberne.

Fortælleformen kaldes ”tragtmodellen”: Hulter til bulter præsenteres forskellige mennesker forskellige steder uden umiddelbar sammenhæng, hvorefter de samles i et snævert mønster omkring hændelsen og dens eftervirkninger.

Det hele er sat op i en nedtællingsramme, vi kender fra tv-nyhederne med tid og sted tikkende i venstre hjørne af de flakkende billeder. På den måde er vi en halv time inde i selve plottet, før attentatet sker. Men så ruller lavinen, og jagten går ind med alle forhåndenværende midler og tilsat diverse formodninger og analytiske gisninger med åbne videoovervågningskameraer.

Som opdager i dag ser man mere på optagelser fra gaden end opsøger vidner på gaden.

Så langt virker Patriots Day tilfredsstillende. Vi følger politiet, og vi følger de sårede, tilfældige og terroristerne. Nettet strammes om de to islamiske amatører. De opspores, og det kommer til et blodigt sammenstød.

Sådan er kendsgerningerne ifølge filmen, og den får ikke for lidt med kunstig kameraføring og en larmende lydside. Der er endda plads til huller i historiens ellers så heroiserende fremstilling. I glimt ser vi FBI og politi overhalet af afhøringsmetoder, der bestemt ikke hører hjemme i en moderne retsstat. Men det er åbenbart forholdene i et samfund, der i de senere år ikke konsekvent har taget afstand fra tortur.

Værre er, at filmen midt i sit skær af nøgternhed bliver oversentimental. Prøv med kærlighedens lange arm, lyder filmens banale morale, når de tykke skudtåger letter, politibilens blå blink slukkes, og nogenlunde fred igen hviler over Boston.

Til gengæld spiller alle godt.

Mark Wahlberg er glimrende som tough små-alkoholiseret irsk-amerikansk strisser, der går sine egne veje med et hjerte af gråd og guld. Kevin Bacon leverer fermt en standhaftig FBI-mand med stiv overlæbe og spændt bælte. John Goodman er politibamsen, og musikfascisten fra Whiplash J.K. Simmons giver den som ældre sherif, der stadig kan skyde med begge hænder og tungen lige i munden.

Vi har set stereotyperne før, men vi ser dem gerne igen, disse urbane cowboys, som skruer bissen på, når de afsikrer pistolen. Og som selvfølgelig får tårer i øjnene til rette tid.

Noget grotesk tipper de sidste ti minutter endnu mere over. Med en hæmningsløs hymne og hyldest til folk i Boston. Slutningen må være finansieret af byens turistbureau.