Trods den ikke videre opfindsomme titel er Paw Patrol: Filmen en absolut fryd af en animationsfilm, som med en række bedårende hunde i hovedrollerne nok skal underholde mindre børn.
Filmen fortæller den hæsblæsende historie om hvalpene Chase, Marshall, Skye, Rubble, Rocky og Zuma anført af deres menneskeleder Ryder.
Sammen er hundeholdet, der kalder sig Paw Patrol, altid klar til at hjælpe, når der sker ulykker i Adventure Bay og nabobyen Adventure City. Og det er netop i Adventure City, at problemerne hober sig op.
Den onde og uduelige borgmester Humdinger bliver ved med at bruge byen til vanvittige eksperimenter for at hylde sig selv. Det skaber den ene katastrofe efter den anden, og den utroligt selvoptagede og korrupte borgmester er en herlig skurk.
Han ligner med sin høje, lilla hat og et følge af små, lede kattekillinger en mandlig version af The Fairy Godmother fra Shrek 2.
Paw Patrol må komme byen til undsætning, men lederhunden Chase har dårlige minder fra byen og vil meget nødig tilbage. Og turen til Adventure City udfordrer hele holdet til det yderste.
Paw Patrol: Filmen vil give de mindste i familien samme oplevelse, som når de voksne sætter sig ind og ser den næste film i Marvels franchise om superheltegruppen Avengers.
Filmen er baseret på Keith Chapmans canadiske tv-serie, som fik premiere på Nickelodeon i 2013. Chapman er også kendt for at skabe Byggemand Bob, og hans populære hundeserie har taget verden med storm.
Historien om de heltemodige hunde med de gode værdier har spredt sig som et fænomen til over 160 lande, hvor der også er gang i salget af legetøj og andet merchandise om figurerne.
Den opbyggelige fortælling fordrer både tro på styrken af sammenhold og egne evner. Og filmen rammer den rette blanding af tyggegummi-sødme og hæsblæsende actionkomik, så det er umuligt ikke at elske de små hvalpe og deres eventyr.
Og den børnevenlige animation byder på flere imponerende sekvenser.
I en scene er Chase fanget i en bygning fuld af flammer, men han bliver reddet af en vandslukker, som spytter vandbobler ud på smukkeste vis. Hen mod slutningen ramler to bygninger sammen, og den eksploderende konstruktion af ødelæggelse vil få selv voksne til at stirre med åben mund og polypper.
Ej at forglemme en nervepirrende regnvejrsscene i slowmotion, som leder tankerne hen på Blade Runner.
Der er dog lagt flere penge i animationen end i manuskriptet, som byder på ikke så få tamme jokes. Til gengæld går historien som smurt, og selv små hoveder med koncentrationsbesvær vil kunne holdes fanget gennem filmens 85 minutter.
Det er ellers en udfordring at strække den ikke voldsomt dramatiske handling, som fungerer fint i korte afsnit af tv-serien, til det længere format. Nogle steder bliver scenerne fastholdt for længe i, hvad der kommer til at fremstå lovligt pædagogisk, når udstyr, gadgets og følelser skal helt på plads.
Det fremstår også ufrivillig komisk, at hundene med en brændende fyrværkerikatastrofe for næsen af sig vælger at stoppe måbende op og beundre deres nye bil.
Alligevel sætter Paw Patrol: Filmen et utroligt højt niveau for animationsfilm for børn fremover.
Kommentarer