Peddersen og Findus – Den lille drillepind

Efter at have set Peddersen og Findus – Den lille drillepind tog jeg direkte på biblioteket og lånte tre billedbøger.

Jeg mente ellers, at jeg var ganske bekendt med den højhattede eneboer Peddersen og hans talende filurkat Findus, som bor i et lille rødt hus med høns og das ude i de svenske skove. De var trods alt gamle bekendte fra flere tegnede spillefilm, en tv-serie og altså svenske Sven Nordqvists originale, illustrerede børnebøger.

Men her kunne jeg ikke rigtigt genkende mine barndomsvenner, hverken mand eller kat.

Én ting er, at denne tyske produktion – i modsætning til de svenske filmfortolkninger – har skiftet bøgernes lystigt krusedullede streg ud med et stiliseret live action-univers tilsat computeranimerede væsner. Blandingsproduktet minder om en af Peddersens hjemmegjorte opfindelser – som krummerne-af-bordet-feje-maskinen: nytænkende, men ineffektiv og uskøn.

Noget andet er, at karaktertegningen heller ikke virker genkendelig.

Har Peddersen altid været en ensom, lettere tragisk skikkelse, som fejler i rollen som far? Og har Findus altid været hans opmærksomhedssyge, balstyriske unge, som skriger på at få sat grænser?

De tre biblioteksbøger må konsulteres.

Alle tre viser sig at være repræsenteret i filmens manuskript, der er syet sammen af adskillige Nordqvist-bøger. Og filmen starter med det afgørende første møde.

Opfinderen Peddersen er en ensom særling, som passer sig selv og sine høns, indtil nabokonen tropper op med en papkasse med påskriften ”Findus – grønne ærter”. Heri ligger en forsvarsløs kattekilling, og Peddersen tager den til sig som sit barn.

Og ganske vist. En dag rejser killingen sig på bagbenene og taler som en rigtig dreng. Og så må Peddersen sy ham ærtegrønne smækbusker – og i øvrigt tæmme den frække vildkat, der med store tigge-øjne som Den Bestøvlede Kat fra Shrek-filmene manipulerer sig til at holde tre fødselsdage om året.

Peddersen har svært ved at sige nej. Sammen tænder de fyrværkeri, skræmmer ræven væk med en trojansk høne fuld af peber og opfinder verdens første pandekagekage – en lagkage konstrueret af pandekager og syltetøj.

Men der opstår hjemlig splid, da Peddersen anskaffer sig en hane (der i modsætning til Findus og hønsene ikke kan tale?). Den goler så højt og opmærksomhedskrævende, at Findus bliver rigtigt søskende-jaloux.

Instruktør Ali Samadi Ahadi lader løjerne udspille sig i et underligt forstørret univers.

Findus er et computeranimeret væsen, mens kulisser og mennesker er optaget live action i et studie. Men rekvisitternerne er urealistisk store og farvestrålende. Og i rollen som Peddersen fremstår Ulrich Noeten mere tegnefilm-overdimensioneret end Findus.

På samme måde er lydsporet spækket med overgearede effekter. Og et par gange bryder Peddersen og Findus endda ud i sang. ”Jeg syer bukser”-sangen og ”Jeg bager kage”-sangen får én til at sukke efter den lyriske og musikalske kompleksitet i Aske Bentzons soundtrack fra Bamses billedbog.

Meget af handlingen stammer fra bøgerne. Men de minimalistiske historier skrues op til et bombastisk melodrama, som trækker de kendte karakterer af led.

Bøgerne fremstiller to frimodige og frivillige legekammerater, to barnlige sjæle, hvis sans for narrestreger bliver en kunstform. I filmen synes mand og kat at være afhængige af hinanden i et aparte forælder-barn-forhold. Hvis de ikke havde hinanden, ville Peddersen blive forfærdeligt ensom, og Findus ville blive spist af ræven eller skudt af jægeren.

To gange siger Peddersen til Findus, at han vil ”passe på ham som en mor … nej en far … nej en bedste ven.” Peddersen kan ikke selv finde ud af, om han skal forestille at være en forælder eller en bonkammerat. Det kan filmen tilsyneladende heller ikke.

Nogle gange bliver den slørede grænse ganske ubehagelig.

Som da Peddersen blackmailer Findus til at løbe rundt foran en livsfarlig tyr – en ganske skræmmende sekvens – med ordene: ”Ellers kan du jo bare holde fødselsdag uden pandekagekage!” Hvilken slags pædagogik er det?

God børnelitteratur som Sven Nordqvists billedbøger kan ophæve hierarkiet mellem børn og forældre, sætte sig i de smås sted og minde os om, at børn kan være kløgtige, og voksne kan være fjollede.

Her er de voksne uansvarlige, børnene er urimelige, og hierarkiet er halvt opløst et sted på vej mod omsorgssvigt.