Biografanmeldelse
27. sep. 2018 | 20:54

Peppermint

Foto | Tony Rivetti Jr.
Da Riley Norths ægtemand og datter bliver skudt i smadder af det lokale narkokartel, tager hun sagen i egen hånd.

Hævn-thriller af Taken-instruktøren har en stor kærlighed for skydevåben og brækkede ankler, men lider af en alvorlig mangel på opfindsomhed.

Af Frederik Bakkerud

Peppermint stiller omtrent lige så store spørgsmål til livet, samfundet og den store filmkunst som tyggegummiurten af samme navn. Men den skammer sig heller ikke, og det er måske meget godt.

Riley North (Jennifer Garner) lever et udmærket familieliv, indtil ægtemanden og datteren en dag bliver pløkket i smadder af det lokale narkokartel. Husbonden pønsede nemlig på at røve kartellet, da privatøkonomien ikke kørte helt på skinner.

Den slags slipper man ikke godt fra.

Men selv om Riley North identificerer gerningsmændene for politiet, er der ingen fængselsstraffe i sigte. I sin afmagt forsvinder hun ned i underverdenen med nyerhvervet fritid og en lidenskab for kampsport, selvtægt og håndvåben.

På femåret for familietragedien er hun klar til at høste frugten af træningen og udleve vendettaen på kartellet. Især den lokale mellemleder står for skud, for familieslagteriet skete på hans ordre.

Mellemlederen lukrerer godt på narkotikahandel og opholder sig til daglig i en drønlækker villa i Los Angeles: sydvendt terrasse, dobbelt carport og det hele. Han fordriver tiden med at tæske underordnede og kærtegne sin statue af en dødsengel.

Så er tonen ligesom sat.

Riley North uddeler øretæver til højre og venstre, og ikke blot de kriminelle får sig én på sinkadusen. Også alkoholikeren i bussen får en pistol i kæften med besked om, at han skal blive en bedre far.

Jennifer Garner er cool som mor, men som nådesløs hævner mangler hun slagkraft. Skuespillerens uforklarlige snøvlen gør replikkerne akavede.

Kriminalbetjenten, der skyller morgenkaffen ned med whisky, har vi efterhånden set lidt for mange gange. Men indimellem er filmen morsom. Som når filmen åbner med en øde parkeringsplads og en rokkende bil. Det ligner ved første øjekast et samleje, men det er såmænd bare Riley North, der nakker en gangster.

Manuskriptet opfylder lidt for slavisk den gængse filmdramaturgi, og nuancerede karakterer skal man ikke sætte næsen op efter. Selv om Riley North har en indlysende grund til at være vred, er en killing spree ikke den mest logiske konsekvens af hendes tragedie.

Instruktør Pierre Morel viste vejen med hævn-thrilleren Taken, men med Peppermint virker det, som om franskmanden har glemt, hvad der gjorde den film så god.

Tænk bare på, hvor flittigt Liam Neesons berømte replik fra Taken stadig citeres her ti år senere: ”I will find you and I will kill you.”

Mindeværdige oneliners er nemlig afgørende for actionbaskeres efterliv. Og det er bare en af grundene til, at Peppermint er glemt, nærmest inden man har forladt biografsædet.

Trailer: Peppermint

Kommentarer

Titel:
Peppermint

Land:
USA

År:
2018

Instruktør:
Pierre Morel

Manuskript:
Chad St. John

Medvirkende:
Jennifer Garner, John Gallagher Jr., John Ortiz

Spilletid:
101 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for børn over 15 år

Premiere:
27. september

© Filmmagasinet Ekko