At grine af noget så ulykkeligt som krig kan være befriende. Dens skyggesider virker desto stærkere, når de står i kontrast til latter.
Gennem 24 timer følger vi den fiktive nødhjælpsgruppe Aid Across Borders i et goldt klippeområde i det krigshærgede Bosnien.
Nødhjælpsarbejdernes udfordring er noget så absurd som en klump af et lig, som nogle banditter har smidt i den eneste rene brønd i et fattigt område. Så kan de nemlig sælge vand til ågerpriser fra ladet af en bil.
Året er 1995, så krigen er på hæld, men stadigvæk konstant nærværende. De tørstige sjæle omkring brønden er enten gråhårede gamlinge eller børn. Alle andre er flygtet eller døde.
Nødhjælpsfolkene med Mambrú i spidsen prøver at fiske liget op, men deres flossede reb knækker under vægten af den opsvulmede krop.
Man skulle tro, at det ville være let at skaffe et nyt reb. Men det er ikke tilfældet, for der er miner overalt, lokale stridigheder og bureaukratiske regler.
Den spanske instruktør Fernando León de Aranoa har en forkærlighed for at lave sorte komedier, der rører tunge emner. Amador fra 2010 handler om en ung hjemmehjælper, hvis patient dør. Alligelve bliver hun ved med at pleje ham. På papiret en morsom film, men den var dræbende langsommelig.
A Perfect Day lider i passager af samme sløvhed med sine mange billeder af nødhjælpsgruppens to landrovere, der kører rundt i labyrintiske klippelandskaber. End ikke et 90’er-effektivt rocksoundtrack kan stille noget op med det.
Filmens smukke kvinder har ikke særligt meget pondus. De er for frigide, forsmåede og regelrette. Når man tænker på, at de er nødhjælpsfolk, er de alt for hjælpeløse.
Heldigvis opvejes filmens bump af Benicio Del Toro (Mambrú) og Tim Robbins. Sidstnævnte spiller den kyniske nødhjælper og laissez faire-spradebasse B.
Han er filmens komiske figur, og den nærmest Monty Python’ske håndtering af en mineret ko på vejen – dem er der overraskende mange af – er befriende morsom.
B prøver på et tidspunkt – lidt mod sin natur – at føre en reflekteret samtale om krig og kærlighed med tolken Damir, som dog tager hans ord for pålydende. ”Du er tolk! Så tolk mig dog for helvede,” er B’s udbrud, da Damir ikke straks træder til som lommepsykolog.
Man har brug for at grine. Trods sin tørre humor fylder krigens rædsler meget, og som dansker rammer det ekstra hårdt, da Morten Suurballe har en lille, men vægtig rolle som FN-officer.
Danmark var meget involveret i krigen i Bosnien. Det er mere end tyve år siden, og selv om Danmark dengang var observatør i en fredsmission, bliver man alligevel mindet om, at vi i dag er en krigsførende nation.
Det giver en rædsom smag i munden.
For uden storladen patos får filmen løftet sløret for krigens sande ofre: børnene. Mambrú redder drengen Nikola fra nogle unge bøller, der har stjålet hans fodbold og ikke er blege for at true med pistol. Nikola bliver involveret i Mission Reb, og på et tidspunkt fortæller han, at der er et reb i hans hjem.
Det er forladt, men ved første øjekast ligner det et hvilket som helst middelklassehjem. Det er hyggeligt, pænt og fyldt med luksusting. Der er også et kæmpe hul i stuens tag, for vrede naboer har hærget hjemmet.
Nikolas far og mor var nemlig muslim og serber og deres kærlighed forbudt. De er flygtet til nabolandet, så Nikola bor hos sin bedstefar og længes efter at blive genforenet med sine forældre, som man ser på et billede, der står på den støvede kaminhylde.
Men filmen viger ikke tilbage fra at vise krigens forfærdelige konsekvenser, og hvis man ikke er pacifist, når man ser A Perfect Day, så er man nok tættere på at være det, når filmens rulletekster løber over lærredet.
Kommentarer