Som filminstruktør er Wim Wenders evigt rejsende, og hans film foregår på lokationer over hele verden.
Until the End of the World er det mest ekstreme eksempel på hans globetrotter-tilbøjeligheder.
Denne gang er instruktøren draget til Tokyo.
Wenders skrev manuskriptet til Perfect Days sammen med Takuma Takasaki, og det er udelukkende på japansk. Det er også helt frit for turistporno, idet Wenders beslutsomt forankrer handlingen i autentiske omgivelser.
Dog er der et vink til verdens besættelse af Japan og til nationens løjerlige toiletter, da historien kredser om Hirayama (Kôji Yakusho), en rengøringsmand for Tokyo Toilet Company.
Der har været masser af film gennem årene om en ensom – ofte ældre – mand, hvis liv ændres til det bedre, da han kommer i kontakt med en yngre person. Hovedpersonens hjerte smelter, og han genopdager kærlighed, venlighed og samvær.
Tænk på En mand der hedder Ove, Gran Torino eller endda About a Boy.
Men med Perfect Days har Wenders skabt en hovedperson, som bryder med dette mønster. Frem for at være en gnaven misantrop synes Hirayama at leve et ret tilfredsstillende liv i selvvalgt isolation.
Han lever en minimalistisk tilværelse i Tokyo, hvor hans daglige rutine gennem årene er optimeret til ikke at vække opsigt. Han er omsorgsfuld og venlig over for sine planter og sine kunder.
Alligevel er den stille mand ikke helt alene. Mens vi følger ham i hans gøremål – som at rengøre de fantastiske offentlige toiletter, besøge lokale badeanstalter eller spise på hans yndlingsdiner – er han konstant i kontakt med mennesker.
Mange synes at beundre ham eller i det mindste sætte pris på hans næsten ordløse selskab. Til trods for tavsheden giver Hirayama trøst og støtte til sin ensomme, uerfarne kollega og til dennes potentielle kæreste.
Hirayama er også en mand med sofistikerede læsevaner, der tilbringer meget tid i antikvariater, og som afslutter hver dag ved at læse et kapitel eller to ved sengetid. Og så er han en ivrig amatørfotograf med en stor samling af abstrakte billeder af træer.
Han er ingen misantrop, men en mand, der synes at have indgået en pagt med sig selv om ikke at komme for tæt på andre mennesker. Måske efter en tidligere tragedie eller hjertesorg. Meget forsigtigt introducerer Wenders personer, der åbner en dør på klem til Hirayamas fortid.
Hans niece dukker op efter at være løbet væk hjemmefra, efterfulgt af hans velhavende søster, som han ellers havde mistet kontakten til. Wenders’ fans ved, at instruktøren gerne rører ved hjertestrengene – som i de mesterlige Himlen over Berlin og Paris, Texas – men han slår aldrig over i kvalmende sødsuppe.
Alligevel formår han at få publikum til at græde, da den ulykkelige fortid sniger sig ind på både Hirayama og publikum.
Som man kunne forvente ud fra titlen og Wenders’ eget oeuvre, spiller musik en fremtrædende rolle i filmen. Ud over at være en flittig bogorm er Hirayama en ivrig kassettebåndsentusiast, og hans enorme samling pryder væggene i hans beskedne lejlighed.
Hans smag er gammeldags og stilfuld. Patti Smith, Nina Simone, Van Morrison og Lou Reed er blot nogle af de kunstnere, der skaber stemningen og bidrager til historien.
Hvad der på overfladen kan virke som en let fortælling med en simpel præmis, udvikler sig til et slående drama, der stilfærdigt vækker kraftfulde følelser.
Det skyldes især Kôji Yakushos fejlfri præstation, som fortjent vandt prisen for bedste skuespiller ved Cannes-festivalen. Hans varme og intelligens, interesse for mennesker og for omgivelserne formidles på betagende vis, selv om han ikke siger et ord i filmens første halve time.
Perfect Days er et glimrende portræt af en fascinerende mand – en toilet-rengøringsmand, man ikke kan undgå at blive en smule forelsket i. Man længes efter hans charmerende selskab længe efter, at filmen er slut.
Kommentarer