Talenterne står i kø i Perfect Mothers, ligger lag på lag. Ligegyldigt hvor man kigger hen på listen over medarbejdere og -virkende, bekræfter det én i, at Perfect Mothers er værd at have med at gøre.
Det er den desværre kun knap og nap, men det er interessant at kigge på, hvordan det kan være gået så galt. Filmens udgangspunkt er et klassisk feministisk værk, som vender kønsrollerne om i et seksuelt laboratorium, hvor det er kvinderne, der spiller kortene. Hvordan kan det være blevet til en piskeflødetung, småvulgær opbagning?
Filmen bygger på en novelle fra 2003 af den nu 93-årige Nobelpristager Doris Lessing. Novellen hed The Grandmothers, hvilket ville være et selvmorderisk navn for en film så ufravendt kommerciel som denne. På dansk har den fået titlen Perfect Mothers, noget bedre end den decideret besynderlige, helt uforklarlige originaltitel Adore.
Det er som at opleve en række yndige billeder sat til at illustrere en novelle fra de grå sider i fordums tiders Ugens Rapport. To modne kvinder, der har været bedstevenner hele livet og dertil hinandens naboer ved en overdådigt smuk australsk strand, forelsker sig i hinandens teenagesønner. Uafhængigt af hinanden, hvilket er første gang ud af rigtig mange, hvor man vrider sig lidt skeptisk i sædet.
Og så elskes der ellers løs i brændingen, og der stønnes og stilles skarpt på det faste, unge kød og de smægtende blikke. Godt nok er det drengene, der forfører mødrene, men det er kvinderne, der holder fast og elsker med en virkelig forbløffende umodenhed. Tilsyneladende varer forholdene i årevis, og alle fire suspenderer ethvert ydre liv, mens de helliger sig den forbudte elskov.
Det er utroværdigt i en spektakulær grad, og som det er skrevet i den ellers dygtige Christopher Hamptons manuskript og instrueret af Anne Fontaine er der ingen spor overhovedet tilbage af Doris Lessings kønslige eksperimentarium, hvor kvinder i alle aldre selv afgør deres egen skæbne, seksuelt og på andre måder. Ikke mindst fordi disse bedstemødre (det bliver de sidst i filmen, da sønnerne har fået jævnaldrende koner) er så åleslanke, glathudede, blonde, lattermilde og – labre! De kunne være drengenes storesøstre, så unge ser de ud, og så uerfarne synes de, rent emotionelt. Så kameraet dyrker damerne, mens damerne dyrker drengene, der surfer med spændte unge muskler og tager kåde brusebade udenfor. Det eneste, der mangler, er nogle golden retrievere, de kan løbe nøgne og i slowmotion sammen med ned ad stranden.
Jeg ville gerne kunne holde af Perfect Mothers, ville gerne applaudere dens mod, men det er en temmelig infantil affære, som slet ikke har nogen større historie at fortælle. Der er bare den om de to kvinder og de to unge mænd, intet politisk ærinde, ingen lødig dagsorden, bare halvnøgne kroppe og guddommelig natur. Kvinderne spilles af Naomi Watts og Robin Wright, og spillet mellem dem har en charmerende løshed, men også en umiskendelig, indforstået homoseksuel tone, der skævvrider filmens tema, men garanteret hjælper på salget. Deres omverden gætter på, at de er lesbiske, og filmen flirter også med denne mulighed – om ikke andet så for husarernes skyld. Drengene er kønne, atletiske og australske, og ingen mindre end Ben Mendelsohn er Robin Wrights eksmand, hvilket må være en vennetjeneste, han har gjort nogen, for der er ingen kerne at spille rollen på.
Perfect Mothers skal nok løbe sig nogle yderligere staver i livet fra publikummer, der vil føle sig frastødt af emnet og bare helt grundlæggende synes, at midaldrende kvinder skal holde sig fra smækre unge mænd. Jeg er ikke sikker på, at Lessings roman i sig selv er gangbar i en moderne verden længere, men denne pastelfarvede underoversættelse gør i hvert fald ikke forfatteren nogen tjenester.
Kommentarer