Persiske lektioner

En forkuet flok franske jøder sidder på ladet af en lastbil på vej mod en massegrav et sted i Frankrig i 1942. To af dem laver deres sidste handel. Den ene har en sandwich, den anden en smuk bog på farsi, som han stjal fra sin underbo.

Gilles tager det, man tror er det dårlige valg, og bytter sit sidste måltid med bogen. Et øjeblik efter bliver de alle gennet ud af bilen, stillet op på række og skudt. Gilles bliver ikke ramt og skriger, at han slet ikke er jøde, men perser – og han har bogen, der kan bevise det!

Heldigvis leder kommandanten Hauptmann Koch i den nærliggende kz-lejr netop efter en farsilærer, så Gilles bliver gennet ind i bilen og fremstillet for Koch.

Døden venter naturligvis, hvis han bliver opdaget.

Så han begynder at opfinde et sprog, som Koch memorerer til sine folkemorderkollegaers store morskab og skepsis. Med døden i hælene bliver Gilles og Koch en slags venner, og Gilles bliver en privilegeret fange.

Han overlever ikke kun via sin løgn, men også i stedet for andre, der må dø.

Det er en besynderlig historie. Og det er svært at greje, om Persiske lektioner er en bizar komedie eller et mere realistisk drama om overlevelsens pris og de ekstreme særtilfælde, hvor kz-fanger undgik døden.

Filmen leder tankerne hen på Roberto Benignis Oscar-vinder Livet er smukt, hvor en desperat far får sin søn til at tro, at Auschwitz er et spil og en leg. Men også på Lina Wertmüllers groteske mesterværk Pasqualino Settebellezze fra 1975. Her bliver en stakkels fyr ved et absurd tilfælde kapo og sexslave for en korpulent og mandesulten SS-Aufseherin i en kz-lejr.

Hvis Persiske lektioner skal ses som et realistisk historisk drama, er præmissen simpelthen for dum. Men hvis man ser den som en slapstickkomedie, får filmen en egen bizar virkelighed, der vidner om umuligheden af at beskrive holocaust som andet end imod enhver logik.

Selv om filmen sjældent er sjov, er der alligevel nogle både lysende og sprøde scener.

Som når Gilles og Hauptmann taler om deres følelser på et sprog opfundet til lejligheden. Eller når Koch fortæller om det tilfælde, at han meldte sig ind i Nazistpartiet og blev morder, simpelthen fordi ”de røg og så ud til at have det sjovt”. Eller når han skriver et bævrende kærlighedsdigt på nonsensk.

De to hovedroller hjælper desværre ikke rigtigt med at afklare spørgsmålet.

Lars Eidinger spiller nazi-komedie omtrent, som han spiller rigmandssønnen i Babylon Berlin, med spytkrølle og skævt smil, indstik af alvor og vold, men med en sleben uafgørlighed. Det er fascinerende.

Nahuel Pérez Biscayart spiller derimod udhungret drama i rollen som Gilles, der bliver mere og mere tyndslidt, træt og fastlåst i ansigtsudtrykket.

Resten af castet er enten overset og i skygge eller rekvisit-nazister, som vi kender dem, fulde af iskold kynisme og akkompagneret af klassisk musik fra den østrigske og tyske tradition. Selv fremragende Leonie Benesch spiller stift og uden nuancer.

Persiske lektioner er optaget i dunkelgrå, sorte og brune nuancer og lige så trist som en kz-lejr, men det er ikke nogen bestemt lejr. Filmen interesserer sig ikke for den slags præcision. Det kunne være enhver lejr.

En del scener er bygget over nazi-officerers fotoalbums, der viser Auschwitz-personalets hyggestunder med grammofon og udendørsservering. Men igen ligger filmen og svupper mellem realisme og teater.

Vadim Perelman har tidligere instrueret House of Sand and Fog fra 2003 og har ellers mest lavet reklamer. Med Persiske lektioner lægger han ikke nyt til holocaust-genren.

Balancen mellem komedie og drama lykkes i glimt, men som helhed har filmen svært ved at finde sine ben.