Peter og dragen

Man siger gerne, at hvis man skal lave genindspilninger, bør man holde sig til de dårlige film. Og med al respekt for dem, der sled Peter og dragen-videobånd tynde i barndommen, er originalfilmen fra 1977 en af de børnefilm, man gør klogt i ikke at gense.

Det lader det da heller ikke til, at instruktør David Lowery har gjort. Hans genindspilning føles mere som en helt ny film, der kasserer alt fra originalen på nær den centrale idé om den forældreløse dreng og hans godmodige grønne drage.

Filmen starter med en sepiafarvet prolog, der bør give selv de største kynikere en klump i halsen. Treårige Peter kører i bil med sine forældre, mens han kigger i en børnebog. Elliot farer vild, hedder den og handler om en lille hund, der bliver væk i en stor skov. ”Elliot er modig,” siger moren kærligt, mens hun og faren kigger om på autostolen. ”Og det er du også.”

Og så vandrer en hjort ud på vejen, og verden vendes på hovedet.

Lille Peter vågner i ulykkens vraggods og forvilder sig ind i den store, mørke skov, hvor han støder på … en drage. En stor, grøn, lodden en af slagsen. Han kalder den ”Elliot”.

Seks år senere er Peter vokset op i skoven som en amerikansk Mowgli, der leger med sin ordløse drageven og gemmer sig for de mennesker, der kommer forbi. Lige indtil skovridderen Grace tager sin datter Natalie med sig på arbejde, og Peter alligevel ikke kan holde sig væk.

David Lowery lagde også hånd til den smukt sensuelle forbryderfabel Ain’t Them Bodies Saints, og han får langt hen ad vejen lov at holde fast i sin karakter-nysgerrige tilgang til historien, selv om han nu er ”forfremmet” til en dyr studiefilm. Og så er han en fremragende æstetiker, der her maler en bittersød stemning med regnvejrsvåde farver – grønne, blå og brunlige nuancer.

Peter og dragen er allerbedst, når karaktererne får lov at ånde – som når Peter og Natalie klatrer i træer, eller når den forældreløse vilddreng sidder med sin nye familie og får læst godnathistorie. Om hunden Elliot, der blev væk og til sidst fandt hjem igen. Mens dragen af samme navn, der helt befippet har ledt efter sin tabte ven, observerer dem ubemærket gennem vinduet. Og flyver væk igen, så sørgmodigt, at man lige får noget i øjet.

Dragen er imidlertid blevet spottet af den griske skovmand Gavin, der øjner en forretning, hvis han kan fange en vaskeægte drage. Så er der lagt op til filmens mere actionfyldte anden halvdel, der desværre virker mere fabriksskåren og uinspireret end den første.

Hjertestik til trods er Peter og dragen en mild og elskelig børnefilm, i øvrigt ligesom dragen selv. Hvor dragen i Sådan træner du din drage designmæssigt er en skællet kat med vinger, er Elliot umiskendeligt en forvokset, ikke specielt aerodynamisk hund, der leger med pinde og jagter sin egen hale, når han bliver forvirret.

På sin vis er det også en film for hundevenner. Den vises herhjemme med danske stemmer og er i bedste forstand for hele familien. Hvor mange børnefilm handler om at rejse ud på egen hånd, er Peter og dragen en film om at finde sin flok.

Den nyslåede hovedrolleskuespiller Oakes Fegley er djærvt barnagtig i hovedrollen, mens Bryce Dallas Howard mønstrer al sin moderlighed som den omsorgsfulde Grace. Den evigt sympatiske Robert Redford spiller den gamle bedstefar, der fortæller røverhistorier om drager til nabobørnene og serverer filmens opbyggelige budskab, så man tror på det: ”Hvis du går igennem livet uden at tro på andet end, hvad du kan se med dine egne øjne, går du glip af meget.”

Peter og dragen overgår sit tvivlsomme forlæg med en fintmærkende historie om et tabsbarn, der finder tilbage til en familie. Og bliver omfavnet, mens Leonard Cohen synger fra hjertet: ”I used to think I was some kind of Gypsy boy, before I let you take me home.”

Det er svært ikke at blive forført.