”Jeg fik en ny ven.”
En voksen kvinde læser ordene fra sin gamle dagbog. Det handler om en fest, hun som attenårig kom til på hotellet Chateau Marmont. Et tilholdssted for rige i Los Angeles.
Hun smiler ad ordenes naivitet, før rædslen får hendes ellers udtryksfulde ansigt til at stivne. Hun troede, at en ny ven ville give hende hovedrollen i filmudgaven af Lewis Carrolls Alice i eventyrland.
Men snart er hun isoleret fra venner og familie, dopet og voldtaget af den nitten år ældre mand, der overvåger og omringer hende med mennesker, som er ham ubetinget loyal.
Vidste man ikke bedre, kunne det lyde som handlingen i en gyserfilm. Men sådan beskriver skuespiller Evan Rachel Wood (Westworld) sit forliste parforhold med rockmusikeren Marilyn Manson, der er omdrejningspunkt for Amy Bergs dokumentar Phoenix Rising.
Ti år efter forholdet sluttede, vil Evan ikke længere tie stille.
Målet er ikke at få den feterede rockstjerne ned med nakken, selv om det i sig selv havde været tilfredsstillende for en stund. Hun og veninden Illma Gore vil forlænge forældelsesfristen for at anmelde overgreb i USA.
Lovforslaget kalder de for ”Phoenix Act” og henviser til legenden om fuglen, der genfødes i sin egen flamme. En kommentar til Evans genrejsning.
Evan Rachel Wood vokser op i en skuespillerfamilie og har store og små roller i film og tv fra barnsben. Bedst kendt er hun for teenagedramaet Thirteen og hendes retfærdighedssøgende Dolores i Westworld, der ligesom skuespilleren selv vil stille sin voldsmand til ansvar.
Filmrollerne klippes sammen med hjemmeoptagelser og fortællinger om, hvordan hun allerede som fjortenårig i Hollywood blev kategoriseret som en lolita. Gang på gang bliver hun kysset og befamlet af meget ældre skuespillere.
I medierne udskammes hun for rollerne. Især efter Mansons musikvideo Heart Shaped Glasses, hvor Evan optræder som en groupie, der efter koncerten fuld og nøgen bliver udsat for sangerens overgreb.
”Hvordan kan man som offer undgå at blive hævngerrig?”
Evan stiller det tvetydige spørgsmål til kameraet, mens det forbliver uklart, om hun taler om sig selv eller om Marilyn Mansons problematiske opvækst med voldelige forældre.
Siden #MeToo i 2017 førte til maskefald for flere fra Hollywoods elite, har man diskuteret, om det er censur ikke længere at vise film instrueret af problematiske skikkelser som Woody Allen og Roman Polanski.
Evan anerkender ekskærestens kulturelle betydning for en generation af outsidere og vil ikke advokere for, at kunst og kunstneren ikke kan adskilles.
Det fremhæves imidlertid, hvor meget Marilyn Mansons eget kvindehad og racisme fylder i musikken og på scenen.
Hans chokerende persona er i årtier blevet opfattet som bevidst satire. Men tatoverede hagekors, uddrag fra selvbiografien Long Hard Road Out Of Hell om blodtørstig vold mod moren og talrige kvinders beretning om seksuel udnyttelse taler for sig selv.
Evan og de andre kvinder griner nervøst, mens de presser tårerne tilbage. Det er hårrejsende at høre grusomme detaljer om musikerens systematiske misbrug, mens han beskyttes af en nærmest kultagtig dyrkelse af fans, som nedtysser enhver kritik af deres leder.
Det skal siges, at ligesom mange andre aktivistiske dokumentarer som Seaspiracy og En ubekvem sandhed, er agendaen tydelig og vinklen ensidig.
Filmen udforsker uforstyrret ofrenes fortælling og gør op med en kultur, hvor de selv får skylden, som om de fortjener psykisk, fysisk og seksuel udnyttelse.
Marilyn Manson svarer ikke på anklagerne og er som bekendt heller ikke blevet dømt for sine overgreb. Men det ville være forkert at se filmen som blot et opportunistisk angreb på en af musikhistoriens store rockstjerner.
De kvalmende fortællinger om en feteret sangers overgreb mod stribevis af kvinder bruges tværtimod effektivt til at udstille en struktur, hvor overgrebsmænd – berømte eller ej – stadig beskyttes, imens ofrene ties ihjel.
Kommentarer