Streaminganmeldelse
10. mar. 2021 | 16:29

Picture of Lies

Foto | José Haro
Den fallerede kunsthistoriker James Figueras (Claes Bang) møder den unge kvinde Berenice (Elizabeth Debicki), og de to indleder en hed og hemmelighedsfyldt affære.

Claes Bang er fornøjelig som kunstsvindlende kvindebedårer i intelligent og stjernespækket international thriller.

Af Bo Tao Michaëlis

James Figueras er en falleret, storrygende, svindlende og småforsumpet kunsthistoriker og kvindebedårer med en noget blakket fortid.

Han bor i Milano og lever af at undervise turister i den store italienske kunst. På sin helt egen facon tryllebinder han publikum med en falsk historie om et nogenlunde ægte maleri.

Amerikanske Berenice sidder smilende bagerst i foredragssalen og kontakter James efter timen. De indleder en heftig affære, som først synes flygtig, men siden bliver mere bindende.

Han inviterer hende på en weekendtur hos en stenrig kunstsamler ved Como-søen. Her skal James snedigt franarre et maleri fra en verdenskendt kunstner, som opholder sig skjult på stedet. Kunstneren har efter en brand i en fjern fortid aldrig vist sine senere skilderier.

Men hvad der synes indlysende nemt, bliver selvfølgelig svært som ind i helvede og ender med et hændeligt uheld.

Picture of Lies er på alle måder en stille, intelligent og psykologisk iskold thriller af den type, som kunne være instrueret af Alfred Hitchcock. Intrigant fordækt, elegant raffineret og ganske lækkert besat med smukke og begavede mennesker.

De er så alligevel mere spegede end strikte, og de bærer en fatal hemmelighed eller i hvert fald et fælt fejltrin i fortiden.

Det tager sin tid at rulle intrigens tråde ud, så de danner det nødvendige net af list og løgne og en voldsom vending, som spænder historien ud.

Filmens instruktør, italieneren Giuseppe Capotondi, har stået bag afsnit af tv-serier såsom Berlin Station og Suburra. Han bevæger sig stilsikkert i thrillergenren og har da også instrueret The Double Hour, der vandt en pris for bedste kvindelige hovedrolle ved Venedig-festivalen i 2009.

Picture of Lies er drejet over kultkrimien The Burnt Orange Heresy fra 1971 af Charles Willeford, måske den mest originale amerikanske krimiforfatter siden Patricia Highsmith.

Handlingen er flyttet fra bogens Florida til det mondæne Norditalien, men man har beholdt plottet i store træk. Kunstsvindel og pengeafpresning mødes i en åben slutning, som alligevel peger frem mod et punktum for hovedpersonen James Figueras.

Han spilles cool og arrogant af Claes Bang med stiv overlæbe og samme engelske overklasseaccent, som når filmcharmørerne og navnebrødrene Cary Grant og Hugh Grant spiller gentleman-skurke.

Claes Bang er efter hovedrollen i Ruben Östlunds Guldpalme-vinder The Square blevet typecastet som netop aristokratisk bøhmand og sinister sjover. Han var oplagt og særdeles veloplagt som den berømte, blodsugende greve i tv-serien Dracula fra 2020.

Berenice spilles af en anden fremadstormende superstjerne. Den talentfulde australier Elizabeth Debicki havde en markant rolle i Susanne Biers John le Carré-serie Natportieren og spiller Prinsesse Diana i næste sæson af Netflix-succesen The Crown.

De to hovedrolleindehavere bringer brandvarm kemi til filmen og bliver suppleret af et par aldrende notabiliteter.

Mick Jagger spiller den kyniske kunstsamler med kolde hensigter. Han hælder sardoniske smil ud af sin karakteristiske hajmund. Donald Sutherland er den gamle kunstmaler, farseret med dyb livsvisdom og lommefilosofi.

Sutherland er i karrierens vinter blevet den dybtsindige karakterskuespiller, der altid er god som enten solid patriark eller skurk med signifikant læsp på stemmen.

Filmen byder på smukke billeder af lækre landskaber, sol over søen mellem bjerge, en villa fuld af verdenskunst. Det er en misundelsesværdig verden, hvor man sover på silkelagner og drikker champagne til morgenmad.

Picture of Lies – som er den ”danske titel” – fik verdenspremiere på Venedig-festivalen i 2019 som The Burnt Orange Heresy.

Det har taget sin tid, før filmen nåede vores breddegrader, og det er der en grund til. Den er et lille kammerspil, ikke et mesterværk, men en ferm sag for fans, som dyrker sidste skrig i film noir.

Trailer: Picture of Lies

Kommentarer

Titel:
Picture of Lies

Originaltitel:
The Burnt Orange Heresy

Land:
England, Italien, USA

År:
2019

Instruktør:
Giuseppe Capotondi

Manuskript:
Scott B. Smith

Medvirkende:
Claes Bang, Elizabeth Debicki, Mick Jagger, Donald Sutherland

Spilletid:
99 minutter

Premiere:
8. marts på Blockbuster, kan lejes fra 22. marts

© Filmmagasinet Ekko