Biografanmeldelse
21. jan. 2025 | 18:03

Piece by Piece

Foto | Focus Features

Lego-dokumentar om Pharrell Williams får beatsnedkerens imponerende bagkatalog til at funkle, men hovedpersonens betragtninger om kunst og kosmos er pinagtige.

Af Frederik Hoff

Det er i sig selv en kliché at kritisere, hvor klichéfyldte musikerfilm er. Og den observation er efterhånden også en kliché.

Så det er forfriskende, at skaberne af de uendelige biopics og portrætdokumentarer om musikere i det mindste er begyndt at dække over de formelagtige fortællinger med farverige gimmicks.

I december fik vi den vellykkede Robbie Williams-biopic Better Man, hvor hovedpersonen optræder som en abe.

Nu er tiden så kommet til en anden Williams, hitproduceren og sangeren Pharrell Williams. Han har produceret en dokumentar om sig selv, men med den twist, at alt er lavet med Lego i samme stil som filmserien, der startede med den populære Lego filmen.

Og det er en god idé.

Den tilføjer masser af kolorit og et skægt meta-lag, da instruktøren Morgan Neville (Won’t You Be My Neighbour?) også selv dukker op som Lego-mand og er nervøs for det skæve, æstetiske valg.

Pharrell Williams er den primære fortæller i filmen, der udfolder sig klassisk som en række interviews med diverse folk i hovedpersonens liv. Dog er der også små dialogsekvenser, hvor de medvirkende genopfører samtaler, de havde i samtiden.

Det hele bindes godt sammen af konstante Lego-illustrationer, fyldt med charmerende baggrundsvittigheder. Og så er det ret underholdende at se kendisser som Snoop Dogg, Timbaland og Gwen Stefani i skikkelse af mere eller mindre flatterende Lego-figurer.

Som et kækt lille greb illustreres Williams’ virtuose arbejde med beats via små klodser, der sættes sammen. Og man bliver vitterligt imponeret over producerens evner og indflydelse på de sidste 30 års populærmusik.

Man får indtryk af, at hans duo med Chad Hugo, The Neptunes, har stået bag samtlige gode hiphop og pop-beats omkring årtusindskiftet – hvad de da stort set også har!

Selv hvis man er træt af Pharrells Happy og Daft Punk-samarbejdet Get Lucky, der begge var allestedsnærværende i 2010’erne, kan man sagtens lade sig imponere af hans ældre værker bag pulten.

Jeg havde således fuldstændig glemt, hvor genialt beatet er til Justin Timberlakes’ hit Senorita, og anede ikke, at The Netunes står bag den ikoniske McDonalds-jingle I’m Lovin’ It.

Desværre er der ikke tænkt meget på musiknørderne, som aldrig får noget reelt indblik i, hvad der er teknisk særligt ved The Neptunes’ stil. Til gengæld er der rigeligt med plads til Pharrell Williams’ ofte maniske personlighed og mange tanker.

Som beatsnedker er Pharrell genial til at sætte små klodser perfekt sammen, men hans hyppige betragtninger om kunst og kosmos minder om Duplo-klodserne, som Lego lancerede til små børn i 1969.

Pharrell leverer et stærkt musikalsk bidrag til Black Lives Matter-bevægelsen med sin musik til Kendrick Lamars sang Alright, men når han udtaler sig om samme emne, er det noget usammenhængende rod.

Pharrell starter halvfattigt på Virginia Beach, og han kæmper længe, inden det store gennembrud kommer. Efter berusende succes og en kreativ og personlig krise finder han til sidst en mere moden måde at være musiker og menneske på.

Der skruet ualmindeligt langt ned for krisen i filmen, der på trods af optrædener fra hårdkogte rappere er helt fri for bandeord, vold og stoffer. Dog hentydes der meget sjovt til censureringen af Snoop Doggs hashforbrug.

De eneste modstandere er tre anonyme jakkesæt, der får Pharrell ud på et indtjeningsfokuseret sidespor – lidt mærkeligt, da Pharrell altid har været en meget kommerciel artist.

Lego-finten pynter på den banale fortælling, men desværre insisterer Pharrell også på, at Lego-valget og titlen Piece by Piece har en dyb betydning. Livet er nemlig som et Lego-sæt, hvor du selv kan sætte klodserne sammen, forklarer Pharrell som en anden Forrest Gump.

Men Lego-klodserne tilføjer ikke nogen dyb dimension til Pharrell og hans historie. De er blot en gimmick, der redder Piece by Piece fra at ryge direkte i glemmebogen.

Trailer: Piece by Piece

Kommentarer

Titel:
Piece by Piece

Land:
USA

År:
2024

Instruktør:
Morgan Neville

Manuskript:
Morgan Neville

Medvirkende:
Pharrell Williams, Morgan Neville, Kendrick Lamar

Spilletid:
93 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for alle

Premiere:
23. januar

© Filmmagasinet Ekko