Lone Scherfigs nye film kunne lige så godt hedde ”Pigen der elskede film”. Det spansksprogede drama, der er optaget og foregår i Chile, er en inderlig og smukt fotograferet kærlighedserklæring til film og i sig selv et strålende eksempel på, hvad filmkunsten kan.
Nemlig føre os bort fra vores egen verden for en stund og måske pege os videre i en ny retning.
Eller som filmens hovedperson og fortæller, María Margarita, udtrykker det: ”Film har indimellem de samme magiske kræfter som drømme til at forudse fremtiden.”
María Margarita bor med sine forældre og tre brødre i en lille mineby i den knastørre Atacama-ørken i det nordlige Chile. Vi møder familien i 1966. Det er syv år inden, at den fascistiske diktator Augusto Pinochets militærkup vender op og ned på landet. Og vi følger den lille María, fra hun er barn (Alondra Valenzuela), til hun er blevet voksen (Sara Becker).
Faren (Antonio de la Torre) arbejder, som mange af byens mænd, i minen. Moren (Bérénice Bejo) går derhjemme med børnene og lytter til romantiske radionovelas, mens hun drømmer om en karriere foran et publikum.
I den øde og fattige mineby rager biografen op som en kirke, hvor alle samles om søndagen. Især børnene elsker at leve sig ind i de vildt fremmede og fantastiske universer, som Audrey Hepburn, Kirk Douglas og John Wayne præsenterer dem for i store Hollywood-film, og som hele Marías familie ivrigt diskuterer ved middagsbordet.
Man da faren kommer ud for en ulykke, er der ikke råd til at sende alle i biografen.
Først bliver drengebørnene sendt afsted for at kunne genfortælle handlingen derhjemme. Men det viser sig, at det er María, der har det største fortælletalent, da hun gengiver Kubricks Spartacus så dramatisk og indlevende, at familien sidder tryllebundet og rørt til tårer.
Under kunstnernavnet Rita Valentina bliver María nu filmfortæller for alle i byen, der ikke har råd til biografbilletter. Og da moren forlader familien for endelig selv at stå på de skrå brædder – med hjælp, fornemmer man, fra minefabrikkens tyske leder, Hr. Hauser (Daniel Brühl) – er det op til María Margarita at holde sammen på familien.
Filmkærlighed strømmer gennem Pigen der fortalte film på samme måde som i Spielbergs The Fabelmans og Kenneth Branaghs Belfast. Velvalgte scener med genfortællinger af film som Breakfast at Tiffany’s, Some Like It Hot og The Man Who Shot Liberty Valance viser sammenholdet i den fattige landsby, mens man mærker et politisk jordskælv rumle lige under overfladen.
Minearbejderne mødes også for at synge socialistiske sange, indtil Augusto Pinochet toner frem på tv-skærmen. Snart indvarsler militærbiler en ny virkelighed med udgangsforbud og lukkede biografer. Frygten tager over, og verden virker farveløs og sort-hvid.
Mens María kæmper sig vej ind i voksenlivet, forestiller hun sig, at hendes mor er blevet en berømt skuespiller. Det ser vi ved, at hun i biografmørket forestiller sig sin mor i Shirley MacLaines rolle over for Jack Lemmon i The Apartment.
Man har vel lov til at drømme, og man kan jo altid pynte lidt på fortællingen …
Det er en fornøjelse at se Lone Scherfig tilbage i topform, også selv om ingen vel har været i tvivl om hendes talent, siden hun brød igennem med Italiensk for begyndere i 2000.
Pigen der fortalte film er endnu et bevis på, at hun kan strække sig langt på verdensscenen – ikke blot til England og USA, men også helt til yderkrogen af Chile og på spansk.
Efter en række film, der har været på det jævne, leverer hun et drama på niveau med An Education, der blev Carey Mulligans store gennembrud.
I Pigen der fortalte film får hun lige så rørende præstationer fra især Bérénice Bejo og Sara Becker, der som mor og den voksne datter med filmkærligheden i behold viser os, hvad drømme er skabt af.
Kommentarer