Pigen med nålen

Fortrukket i smerte. Forvrænget til ukendelighed. Krøllet, smeltende ind i hinanden, grimasser. Den rå rædsel. Angstens væsen.

Ansigterne på en sort baggrund under forteksterne sender os ned i mørket. Følelsen af at være flydende og fanget på en gang. Som Francis Bacons mareridtsagtige malerier eller nærbilleder fra krigens inferno.

Pigen med nålen er en dansk film, med en dansk historie i København og danske skuespillere, men det ligner ikke noget, vi har set herhjemme i mange år.

Det sort-hvide værk fører os tilbage til filmens barndom i tiden omkring samfundets industrialisering og Første Verdenskrig, hvor kunstnerne udtrykte menneskets følelser gennem forvrængede former, skarpe kontraster og surrealistiske scener.

I de ekspressionistiske værker fra dengang stod frygten og fremmedgørelsen malet i skuespillernes ansigt og dæmoniseret i scenografien.

Filmen er løst baseret på historien om autentiske Dagmar Overby. Hun drev et undergrundsadoptionsbureau, hvor hun hjalp unge kvinder af med ”uønskede børn” og fandt familier til dem. Men i virkeligheden kvalte hun flere af børnene, hældte dem i kloakken eller brændte dem i kakkelovnen.

Det er en genistreg af den svenske instruktør Magnus von Horn og medmanuskriptforfatter Line Langebek Knudsen at vende historien på hovedet. I stedet for den sensationelle beretning om ”Danmarkshistoriens største seriemorder” fokuserer han på de skæbnesvangre forhold for fattige kvinder i en tid, hvor abort var ulovligt.

Kvinderne med valget imellem en livsfarlig, illegal abort eller at skrabe penge sammen til at få barnet adopteret.

Sådan en kvinde er Vic Carmen Sonnes Karoline, som syr militæruniformer på Kitzler Tekstilfabrik. Hendes ægtemand Peter er draget i krig, men har ikke givet lyd fra sig i et år. Hun kan ikke betale husleje og må flytte til et usselt hummer med en spand midt på gulvet at pisse i.

I et desperat forsøg på at få enkestøtte kommer hun i kontakt med fabrikkens direktør Jørgen (overbevisende tøffelheltspil af Joachim Fjelstrup) og bliver gravid med ham. Men drømmen om at flytte ind i hans herskabelige gemakker bliver brutalt knust af Jørgens dominerende mor (kuldegysende Benedikte Hansen).

Og da Peter pludselig dukker op, bærer han en maske for at skjule, at hele underkæben er blevet skudt af i skyttegravskrigen. Besir Zeciri leverer en hjerteskærende præstation, og i filmens grummeste og smukkeste scene i perfekt castede Søren Sætter-Lassens omrejsende cirkus, hvor Peter optræder i et freakshow, stikker Karoline fingeren ind i hans tomme øjenhule og kysser ham.

På badeanstalten, hvor hun med en lang nål forsøger at begå abort, bliver hun reddet af Trine Dyrholms Dagmar. Karoline får et job som amme for spædbørnene i Dagmars bureau, og de to kvinder udvikler et venskab. Karoline bliver også suget ind i Dagmars æter- og naftamisbrug og en grotesk amning af Dagmars påståede, syvårige datter Irena, indtil hun begynder at fornemme, at noget er ravruskende galt.

Selv om handlingen i sig selv er dramatisk nok, så er det takket være Michal Dymeks billeder, Jagna Dobesz’ scenografi og Oskar Skrivers lyd, at forarmelsen trænger ind under huden og lægger sig som et åg over skuldrene. De klaustrofobiske rum, labyrintiske gader og skumle baggårde i den møgbeskidte by. Man kan lugte byens ondskab, og vi skal vel helt tilbage til Henning Carlsens Sult fra 1966 for at opleve en så altfortærende armod i en dansk film.

Men Karoline er ikke blot et offer for en ond verden. Hun er stærk og handlekraftig og kæmper for det gode liv. Vic Carmen Sonnes karismatiske ansigt, hendes store øjne og hævede øjenbryn, bærer præstationen, og vi forstår hendes kamp, selv om vi måske ikke ligefrem får varme følelser for hende.

Sonnes simple mimik står over for Trine Dyrholm, der med sit kloge, psykologiske spil nærmest lykkes med at få os til at føle med hende til trods for hendes ugerninger. ”Jeg gjorde det nødvendige,” siger hun i sin forsvarstale under retssagen, hvor hun ligesom Peter Lorres seriemorder i Fritz Langs M udstiller samfundets hykleri.

Fri abort blev først indført i Danmark i 1973, og i dag er der mange, som taler for afskaffelse af denne helt afgørende rettighed for kvinder. I Polen, hvor filmen primært er optaget, er abort praktisk talt forbud, og i USA er præsidenten imod fri abort.

På den måde er Pigen med nålen ikke et anakronistisk historisk drama, men en stærk og højaktuel politisk film – også om krigens modbydelige gru, som jo desværre også er aktuel. Den er frem for alt et kunstværk, hvor næsten hvert eneste billede kunne være udstillet på et museum.

Indimellem bliver det lidt for bevidst, og man fornemmer en optagethed i den æstetiske iscenesættelse, nogle gange på bekostning af handlingen. Men det forhindrer ikke filmen i at være en triumf for dansk film og for selskabet Nordisk Film, der langt om længe rejser flaget for stor, kompromisløs filmkunst.

2025 er lige begyndt, men det er svært at forestille sig, at Pigen med nålen ikke ender med at blive årets bedste danske film.