Biografanmeldelse
23. mar. 2017 | 10:02

Pingvinmarchen 2

Foto | Scanbox
Pingvinmarchen 2 er bestemt ikke kun for de ornitologisk interesserede. Med sine flotte billeder og far-søn-fortælling henvender den sig til både børn og voksne.

Efterfølgeren til den franske Oscar-vinder fra 2005 er en imponerende flot og betagende detaljeret fortælling om kejserpingvinerne.

Af Rasmus Stenbæk Iversen

Pingvinmarchen 2 begynder med et par overlegent flotte og sikkert udførte optagelser af en gruppe kejserpingviner, der ubesværet cruiser gennem det klare hav ved Antarktis mellem små isbjerge.

Nærmest øjeblikkeligt slår filmen én omkuld med en enorm detaljerigdom. Man fornemmer klart vanddråberne i pingvinernes pels og deres små fødder under pelsdragten.

Bedømt ud fra billedsiden er det naturdokumentar af høj kvalitet.

Tolv år efter den første Pingvinmarchen-film – om de majestætiske fugle – kommer Pingvinmarchen 2 som en slags efterfølger, der fortsætter i samme stil som den Oscar-vindende original.

Ligesom Pingvinmarchen følger toeren en flok kejserpingviner, især med fokus på lederen og alfahannen, som i filmen ganske enkelt kaldes Kejser.

Med de frostklare optagelser er fortællingen denne gang centreret omkring et generationsskifte i pingvinflokken. Filmen følger Kejser og hans mage, mens de opfostrer, oplærer og beskytter deres søn, der med tiden skal overtage lederrollen i flokken.

Ved filmens start er ungen endnu ganske spæd, men ved slutningen springer han bogstavelig talt ud som fuldvoksen kejserpingvin, da han for første gang maver sig ud i det iskolde, arktiske hav.

Undervejs springer filmen helt tilbage til tiden, før ungen er udklækket og stadig ligger i et æg under sine forældres forede og varme pelspragt.

Pingvinmarchen 2 er ligesom andre naturfilm om dyr udfordret af, at de implicerede ikke kommunikerer med menneskesprog.

Det løser filmen ved at lade en fortællerstemme forklare og udlægge fortællingen. I den danske version er det Sofie Gråbøl, som lægger stemme til med en god ro og uden at tiltrække sig unødvendig opmærksomhed.

Fortælleren sikrer, at fortællingen følger en rød tråd, og at vi som tilskuere kan forstå, hvorfor pingvinerne gør, som de gør. Også selv om meget af pingvinernes liv og færden stadig er lidt af et mysterium for mennesker.

”Ingen ved, hvad der får to pingviner til at mødes på det store singlemarked,” som Sofie Gråbøl fortæller, da filmen viser Kejser og hans mage stå tæt sammen som et kærestepar blandt hundredevis af ens pingvinpar.

Den scene er bare et af mange eksempler på den helt unikke og helt særlige adgang, instruktøren Luc Jacquet og hans hold har haft til pingvinernes liv. Gang på gang imponeres man over optagelserne i filmen, som både er med på fuglenes lange march over Antarktis’ snelandskab og under vandet, når pingvinerne nærmest flyver igennem det våde element.

Kejserpingvinerne er nemlig den eneste pingvinart, der yngler under de barske og utaknemmelige forhold på Antarktis. Det er i sig selv imponerende, men det må også have været en kolossal udfordring for filmholdet.

Pingvinmarchen 2 er en solid og veldrejet naturdokumentar, men for en gangs skyld ville det også være rigtigt interessant at se bag-om-materialet af filmholdets kamp og arbejde for at forevige Kejser og hans flok på den iskolde Sydpol – et arbejde, der har involveret optagelser af ubåde og droner.

Desværre overgør det storladne soundtrack dog lidt for ofte filmens pointer, som uden problemer kan stå for sig selv.

I forhold til den første film er den nyes primære eksistensberettigelse den visuelle side, der er imponerende udført og opdateret i forhold til etteren.

Selve fortællingen om Kejser, der overdrager lederrollen til sin søn, er fint afrundet og vidner om naturens cykliske livsbaner. På den måde er filmen universel og henvender sig til snart sagt alle, så både børn og voksne vil få glæde af filmen.

Trailer: Pingvinmarchen 2

Kommentarer

Titel:
Pingvinmarchen 2

Originaltitel:
L’empereur

Land:
Frankrig

År:
2017

Instruktør:
Luc Jacquet

Medvirkende:
Sofie Gråbøl

Spilletid:
82 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for alle, men frarådes børn under 7 år

Premiere:
23. marts

© Filmmagasinet Ekko