Biografanmeldelse
20. feb. 2013 | 20:00

Pitch Perfect

Foto | Peter Iovino
Pigerne i Pitch Perfect synger sobert og kun halvt medrivende på autotunede a capella-versioner af pophits fra Ace of Base til Rihanna.

Bipersonerne stjæler showet i den Glee-inspirerede Pitch Perfect, der er fuld af syntetisk pop.

Af Henrik Østergaard

Nu får musikkens sorte får, a capella, en uventet genoprejsning!

Ligesom den populære musical- og highschool-tv-serie Glee pustede liv i de lidet populære skolekor, kaster Pitch Perfect sig over musikgenren, hvor sangernes egne stemmer udgør de eneste instrumenter.

Og ligesom i Glee er hovedpersonerne en samling af outsidere, der i dette tilfælde drømmer om at vinde landsmesterskabet for a cappella-kor. Teen-komediens stereotyper af nørder, særlinge, sportsidioter og hotte chicks dyrkes med et glimt i øjet.

Den nye studerende Beca (Anna Kendrick) er dog lidt cool. Hun gider egentlig ikke deltage i det kiksede a cappella-kor på sit college. Hun vil hellere sidde i fred med høretelefoner på og mixe mash-ups af popnumre på sin Mac, mens hun drømmer om at blive musikproducer i L.A.

Men hendes far insisterer på, at hun engagerer sig i collegelivet, så da et medlem af a cappella-koret hører hende synge i badet, lokkes hun med i pigekoret The Barden Bellas, der også tæller den kontrolsyge leder Aubrey, den mandhaftige Cynthia Rose, den ekstremt lavt-talende Lily, der viser sig at have et skjult talent for beat boxing, og den tasmanske Amy, som kalder sig selv Fede Amy for at komme øgenavne i forkøbet.

Jesse, der øjeblikkeligt fatter interesse for Beca under deres fælles fritidsjob på studenterradioen, deltager også i a cappella-konkurrencen, men for skolens drengekor og regerende mestre The Treblemakers. Og dem har pigerne i Bella-koret forbud mod at omgås romantisk.

Der lægges så småt an til en moderne, kysk Romeo & Julie-fortælling. Fokus er dog mest på sangkonkurrencerne, hvor det handler om at ramme de rytmiske vokalharmonier – eller være ”pitch perfect” – og på Becas ambivalente forhold til en musikgenre, som hun ikke respekterer, men som hun bliver mere og mere optaget af, efterhånden som konkurrencen spidser til.

Det er en lille, men alligevel nævneværdig detalje i de komisk-romantiske skærmydsler mellem Beca og Jesse, at hun – modsat ham – ikke kan lide film, fordi de er alt for forudsigelige.

Pitch Perfect vælger paradoksalt nok at give Beca ret ved ikke at afvige en millimeter fra de snesevis af talentkonkurrencefilm, der som en undergenre til ungdomskomedien med jævne mellemrum spirer frem i Hollywood, og hvor den dramaturgiske motor består i, om vores usandsynlige helte og heltinder vinder i det lange løb.

Tag bare Bring it On, Halløj i klostret 2, School of Rock – foruden altså Glee.

I Pitch Perfect synges og danses der sobert og kun halvt medrivende på de auto-tunede a capella-versioner af pophits fra Ace of Base til Rihanna. Mash-up-numrene er skabt specielt til filmen, og de er solide ørehængere, men også syntetisk, glaseret pop.

Heldigvis suppleres den forudsigelige talentkonkurrence og ukemiske romance mellem Beca og Jesse af grovkornet humor fra bifigurerne.

De politisk ukorrekte optrin leveres af John Michael Higgins og Elizabeth Banks’ to spydigt provokerende kommentatorer, men især af den totalt respektløse Fede Amy, spillet knastørt og helt ublufærdigt af den trivelige australske komedienne Rebel Wilson (den ene af Kristens Wiigs to frygtelige samboere i Brudepiger).

Hendes arsenal af underlige, ofte rent ud beskidte blikke og bemærkninger båret af bevidst akavet timing fik latterbrølene frem fra denne anmelders nederste maveregioner. Og synge kan hun såmænd også.

Trailer: Pitch Perfect

Kommentarer

Land:
USA

År:
2012

Instruktør:
Jason Moore

Manuskript:
Kay Cannon

Medvirkende:
Anna Kendrick, Skylar Astin, Rebel Wilson, Anna Camp, Brittany Snow, John Michael Higgins og Elizabeth Banks

Spilletid:
112 min.

Premiere:
21. februar

Aldersgrænse:
Tilladt for alle

© Filmmagasinet Ekko