Hvem havde troet, at Pitch Perfect – en film om et amerikansk a cappella-kor – ville blive en betragtelig biografsucces?
Det blev den imidlertid, og nu er efterfølgeren så klar.
Og Pitch Perfect 2 har helt klart åbenlyse styrker, men desværre falder den også i for mange fælder undervejs. På den ene side er den solid underholdende, men på den anden side er historien alt for forudsigelig og skabelonskåret.
I den første film fandt de umage personligheder i a cappella-koret The Barden Bellas sammen. Trods modstand og interne uoverensstemmelser lykkedes det koret at hive sejren hjem til de nationale mesterskaber for college-kor.
I Pitch Perfect 2 er The Barden Bellas på toppen af deres karriere. De nyder stor succes overalt, men da de skal optræde til selveste Barack Obamas fødselsdagsfest, går det galt. Den overvægtige Fat Amy (Rebel Wilson) sprækker sin trikot under deres optræden og blotter sine ædlere dele på landsdækkende tv. Og så bliver gruppen ellers lagt for kollektiv hån og spot.
Samtidig presser det virkelige liv sig på for korets medlemmer. De to korledere Beca (Anna Kendrick) og Chloe (Brittany Snow) står begge ved et vadested. Beca begynder i praktik hos en musikproducer, mens Chloe med vilje har dumpet sine fag for at fortsætte på college og dermed i koret.
Uheldet ved præsidentens fødselsdag tvinger a cappella-ledelsen til at udelukke The Barden Bellas for fremtidige nationale konkurrencer. Slået tilbage til start og dybt splittet imellem passion og virkelighed, er verdensmesterskaberne i a cappella i Danmark korets eneste chance for at genvinde deres stolthed.
For at vinde VM må de dog overvinde det tyske mesterkor Das Sound Machine. Det eneste, der kan føre vores helte til tops, er deres originale lyd og unikke samarbejde.
Pitch Perfect 2 er på mange måder alt for meget.
Den er ikke bleg for at sprøjte storladen, men fængende popmusik ud over publikum og svælge overdrevent patetisk i ungdomsfilmens klicheer. Men selvom det er nemt, at gennemskue både handling og virkemidler, så fungerer store dele af filmen alligevel – letkøbt eller ej.
Hvor den første film kun var momentvis underholdende, er Pitch Perfect 2 faktisk en del sjovere af flere grunde. For det første tør toeren tage sin humor endnu længere ud end tidligere og dyrke det absurde, og for det andet er der mere kant og bid i replikkerne.
Den australske komiker og skuespiller Rebel Wilson får især lov til at udfolde sig i rollen som den overvægtige og udfarende Fat Amy. Samtidig får det gennemgående kommentatorpar John (John Michael Higgins) og Gail (Elizabeth Banks, der også har instrueret filmen) endnu mere taletid, hvilken de forvalter fremragende med deres spydige og sarkastiske pingpong.
Og så er der masser af dansk islæt i Pitch Perfect 2.
Birgitte Hjort Sørensen står i spidsen for det tyske kor – godt nok som tysker, men alligevel. Das Sound Machine er en perfektionistisk og skræmmende modstander, og Hjort Sørensen formøbler fint sin rolle som arrogant strigle med næsen i sky.
Samtidig løber verdensmesterskabet i a cappella af stablen i København. Størstedelen af de ”danske” scener er nu optaget i USA, ligesom ingen af korets medlemmer lader til at vide, hvor Købehavn ligger, men filmen bruger nu alligevel et par minutter i Nyhavn.
Filmens underholdningsværdi eller den korte Københavner-kulisse kan dog ikke opveje fortællingens trættende forudsigelighed og manglende originalitet. De dramaturgiske pointer gentages konstant, så ingen kan være i tvivl om noget som helst. Pitch Perfect 2 vil forklare i stedet for at vise, og det bliver simpelthen trættende i længden.
Og nok sidder The Barden Bellas’ musikalske fraseringer og rytmik lige i skabet, men som film er Pitch Perfect 2 mere tonedøv end skønsang.
Kommentarer