Biografanmeldelse
04. jan. 2018 | 06:57

Pitch Perfect 3

Foto | Quantrell D. Colbert
I kvindekoret The Bellas er Emily (Hailee Steinfeld, yderst tv.) den eneste, som stadig studerer, og hun samler de andre til endnu en sangkonkurrence.

Tredje ombæring af musicalen med hits, Hollywood-stjerner og grineflip er for meget af det gode.

Af Kjartan Hansen

Pitch Perfect 3 starter dramatisk med en eksplosion om bord på et lystskib, hvor kvindekoret The Bellas optræder med en a cappella-version af Toxic, Britney Spears’ store 2003-hit.

Midt i forvirringen stopper scenen, og filmen spoler tre uger tilbage og giver os forhistorien til det, vi lige har set. Det er en overraskende start, men desværre også den eneste overraskelse, de har at byde på.

Resten minder så meget om forgængerne, at man får en oplevelse af deja vu.

Ligesom de to første film i serien drejer handlingen sig om en sangkonkurrence, der skal åbne nye døre i underholdningsindustrien for de medvirkende. Endnu engang lægges der op til en lykkelig slutning med en sødladen ”overraskelse” til sidst.

Det er en struktur, vi kender fra Baz Luhrmanns Strictly Ballroom (1992), der siden er anvendt adskillige gange i film som Stomp the Yard og You Got Served. Og nu altså Pitch Perfect med den mest synlige forskel, at The Bellas synger i stedet for at danse.

Uoriginaliteten forsøges opvejet med lavpandet humor, et soundtrack spækket med pophits og store stjerner i birollerne – denne gang John Lithgow og DJ Khaled.

Vi må denne gang undvære Birgitte Hjort Sørensens Kommissar, men til gengæld byder filmen på gensyn med Oscar-nominerede Hailee Steinfeld (True Grit), der igen spiller Emily. Hun er stadig studerende og leder af et nyt The Bellas. Hun inviterer det gamle slæng til en fest, hvor hun optræder med sit nye kor, men hendes veninder efterlades med en dårlig smag i munden.

De føler sig gamle, umoderne og slidte, selv om de alle stadig er under 30 år gamle.

De vil bevise over for sig selv, at de stadig har lidt krudt i tønden og beslutter sig for at gå ud med et brag. Så de melder sig spontant til en sidste sangkonkurrence.

Denne gang turnerer konkurrencen i det sydlige Europa til ære for udstationerede amerikanske soldater. Men det kan man ikke se på destinationerne, som mere ligner Las Vegas tilsat strand end fire forskellige lande med hver sin kultur.

I den første film vandt The Bellas den lokale sangkonkurrence, og i opfølgeren blev de verdensmestre i korsang. Alligevel bliver de igen undervurderet af de andre deltagere i sangkonkurrencen.

Der skal ikke meget fantasi til for at regne ud, at kvindekoret endnu engang nok skal forføre alle med deres skønsang, og a cappella-udgaverne af kendte sange er en af filmens få stærke sider.

Men før vi når så langt, skal kvinderne udsættes for en række pinlige begivenheder, for eksempel når The Bellas i en af filmens mest bombastiske scener er til en fest hos DJ Khaled og kommer til at sætte ild til hans hotelsuite.

Rebel Wilson, der spiller den sjove Fat Amy, har med sit uskyldige udseende og grove sans for humor redet på en bølge af popularitet, siden verden fik øjnene op for hende i Brudepiger. Desværre har hun hverken udviklet sig synderlig meget som skuespiller eller komiker og fremstår nu som et vagt ekko af noget, der engang var sjovt.

Det samme kan siges om filmen, der føles som at være den eneste ædru gæst til en drukfest. Pitch Perfect 3 er et overflødighedshorn af festnumre og sjofle bemærkninger, der kortvarigt fungerer som et medrivende spektakel, men hurtigt bliver for meget af det gode.

Trailer: Pitch Perfect 3

Kommentarer

Titel:
Pitch Perfect 3

Land:
USA

År:
2017

Instruktør:
Trish Sie

Manuskript:
Kay Cannon, Mike White

Medvirkende:
Anna Kendrick, Rebel Wilson, Brittany Snow, Anna Camp, Hailee Steinfeld

Spilletid:
93 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for alle, men frarådes børn under 7 år

Premiere:
4. januar

© Filmmagasinet Ekko