Plane

”Kan du se land?”

Sjældent har en replik skabt mere frygt i denne flyskræk-ramte anmelder.

Lynet er netop slået ned i et stort fly med fjorten passagerer ombord. Al elektronik er røget, og den eneste chance for overlevelse er en nødlanding. En landing midt i Det Sydkinesiske Hav under et voldsomt stormvejr er ikke ligefrem appellerende.

I sidste øjeblik, mens flyet bogstavelig talt svæver på det sidste af reservebatterierne, dukker en kystlinje frem bag de mørke skyer. Landingen lykkes, men øen er alt andet end gæstfri.

Faktisk er den filippinske ø Jolo, der kontrolleres af skumle separatister, så frygtindgydende, at hæren ikke engang tør komme der. Derfor er gode råd dyre, da de svært bevæbnede oprørere finder frem til de nødlandede passagerer.

Heldigvis er flyets pilot Brodie forhenværende soldat i det britiske luftvåben, mens en af passagererne, fangen Louis Gaspare, har været i Fremmedlegionen.

Plane sætter ikke sit lys under en skæppe. Allerede fra de første toner af Marco Beltrami og Marcus Trumpps bombastiske, pulserende underlægningsmusik står det klart, at vi skal i clinch med en rigtig actionbasker.

Som en anden John McClane på vej hjem til jul skal Brodie holde nytår på Hawaii med sin college-datter. Han skal bare lige have overstået en tur fra Singapore til Tokyo først.

Handlingen veksler mellem begivenhederne på øen, datteren i Hawaii og flyselskabet Trailblazers hovedkvarter i New York, hvor de forsøger at stable en redningsaktion på benene. En gruppe lejesoldater bliver hidkaldt og sat på sagen.

Der er langt fra Tobias Lindholms nervepirrende gidseldrama Kapringen og til franske Jean-François Richets rabalder i Plane.

Det er en middelmådig film, der udnytter sine fordele efter bedste beskub.

Richet kender begrænsningerne i det, efter Hollywood-standarder, beskedne budget på tyve millioner dollars og får på sin vis det maksimale ud af spionforfatteren Charles Cumming og medskribenten J.P. Davis’ manuskript.

En intens nærkamp mellem Brodie og en af skurkene sparker gang i det blodbad, som dominerer filmens anden halvdel. Kameraet følger de to, mens de tumler rundt i en forladt bygning midt ude i junglen.

Det er råt og grimt ligesom en ægte slåskamp med livet som indsats.

Hvert nyreslag giver et tungt sug i maven. Desværre bliver den ekstremt fysiske nævekamp efterhånden droppet, for Gaspare og lejesoldaterne er mere effektive dræbermaskiner end Rambo.

Når man gør sine helte så overlegne, mister en film unægtelig noget af sin spænding. For medmindre man caster en kendt skuespiller i skurkerollen eller finder en person, som virker fysisk overmenneskelig, bliver vejen til slutningen ret ensporet.

Og meget kan man sige om stuntmanden Evan Dane Taylor, der spiller den blodtørstige separatistleder Junmar, men han er hverken den mest kendte eller karismatiske på rollelisten.

Mest kendt er Gerard Butler, der i rollen som Brodie gør det, han efterhånden har skabt en hæderlig karriere på. Skuespilleren kombinerer god scenetilstedeværelse med en solid fysik og overbevisende repliklevering.

Butler har efterhånden overtaget den position, Bruce Willis indtog i en årrække. Hårdfør actionhelt med et glimt i øjet, der troværdigt kan slå på tæven. Han er fornøjelig i al sin genkendelighed, men også en lidt rigeligt velkendt figur.

Nyere og langt mere interessant er Mike Colter, der spiller Louis Gaspare. Skuespilleren har den udefinerbare stjerneattitude, som magnetisk tiltrækker ens blik.

Colter brød igennem som superhelten Luke Cage i Netflix’ Marvel-serier, og som Gaspare rammer han toner af den samme slags antihelt, som han allerede kan til fingerspidserne.

Han kan blive stor, hvis tingene falder i hak. I Plane får han ikke så meget at arbejde med. Derfor ender filmen som en jævnt underholdende maveplasker.