Planet Earth II

For ti år siden blev naturdokumentaren løftet op på et helt nyt niveau, da BBC viste deres bombastiske Planet Earth (Vores planet), der havde taget fem år at lave og viste jordklodens mest imponerende dyrearter i HD.

Serien fik ros for sine avancerede optagelser af dyr over hele kloden. Det lignede noget, man burde se i biografen og blev en kæmpe succes. 

I år har vi nu fået en efterfølger, som uden problemer holder det samme niveau. 

Igen lægger David Attenborough stemme til jordomrejsen, og han er stadig intet mindre end naturfilmenes Morgan Freeman. 

Planet Earth II byder på seks afsnit, som hver har sit eget tema, der følger bestemte typer geografiske områder på Jorden. Eksempelvis handler det første afsnit om dyrelivet på de mest afsidesliggende øer.

Her møder vi komodovaranerne på øen Komodo i Indonesien. Først ses spidsen af en hale, som slanger sig i mudderet, mens Attenborough dramatisk forklarer, at der på øen lever ægte drager.

Det er en gennemgående tendens, at Attenborough beskriver dyrene som noget episk og ofte eventyrligt. Og det fungerer, fordi billederne af dyrene er visuelt overvældende og ligner noget, man skulle tro var den dyreste CGI.

Serien er optaget i 4K og gør brug af den nyeste teknologi inden for filmproduktion såsom kamerastabilisering, fjernstyrede optagelser og droner. Teknologien gør, at vi i knivskarpe billeder kan komme helt tæt på termitter og forstår, hvor stor en trussel tungen fra en myresluger er i termitboets gange. 

Samtidig kan vi komme så højt op i himlen, at en kæmpe vandring af gnuer tager sig lige så storslået ud som slaget ved Minas Tirith i Ringenes herre: Kongen vender tilbage.

De seneste ti år er menneskets viden om dyreriget også blevet langt større. Serien byder derfor på skabninger, som næsten er lige så overvældende, som dem vi finder i Harry Potters univers.

En bestemt type leguan har lært sig selv at dykke og kan holde vejret i op til tredive minutter, mens den spise planter på havets bund. Når den svømmer, ligner den en Kaiju fra monsterfilmen Pacific Rim.

I Brasilien er en stor del af junglen ofte oversvømmet, så størstedelen af træerne står under vand. Derfor er der chance for at møde den næsten blinde type af delfiner, som svømmer rundt under trætoppene, hvor aberne hopper rundt. Det virker surrealistisk, men det er naturens virkelighed.

Dokumentaren gør en dyd ud af at fortælle dyrenes specifikke historier. Der er altid en spændende vinkel, hvor dyrene skal overvinde en situation, som gør, at man konstant sidder med øjnene klistret til skærmen og serien aldrig bliver kedelig.

Kameraholdet følger længe en sneleopard med sin unge langt oppe i bjergene. Ungen er næsten voksen, men kan endnu ikke klare sig selv, så det er yderst spændingsfyldt, da de støder på to aggressive hanner.

Sneleopardhanner dræber typisk unger, som ikke er deres egne, og moren bliver nødt til at ofre sig, for at hendes unge kan nå i sikkerhed. Sammen med Hans Zimmers fantastiske musik er disse overlevelseshistorier fra dyreriget enormt underholdende og rørende at se på.

Der bliver dog ofte smurt så tykt på af filmiske virkemidler, at det indimellem bliver lidt for meget, og især klipningen og lydeffekterne afslører, at dyrenes historier af og til er lige rigeligt konstruerede.

Lyden fra Komodovaranernes haler, der tæsker hinanden, minder mere om noget fra Jurassic Park end noget, man ville høre på en rejse til Komodo.

Hvad der umiddelbart ligner en ørns pov, er selvfølgelig kameramænd, der flyver faldskærm med kamera på hovedet. Til gengæld slutter hvert afsnit med nogle spændende optagelser, der viser, hvordan produktionsholdet har optaget dyrene, hvilket gør serien troværdig og lærerig.

Det er oplevelsen af at følge dyrene i dramatiske situationer, som gør serien til noget særligt, og man mærker tydeligt, hvorfor det har taget så mange år at filme den. Filmfolkene har med tålmodighed filmet dyrene, indtil der er sket noget seværdigt, og det har givet pote.