Kunstanmeldelse
21. aug. 2022 | 09:14

Planet VR

Foto | Makropol
Ekkos anmelder fik i værket Skammekrogen rollen som kæresten, der er til en pinlig middag hos svigerfamilien. Efter seancen kunne de fem medvirkende konstatere, at de alle sammen havde oplevet sig som et offer.

Alle med interesse for fremtidens kunstform skal se Nikolaj Kunsthals VR-udstilling, der præsenterer pionerværker og udfordrer både hjernen og følelserne.

Af Frederik Hoff

Man ved, at det er en ny kunstform, når de ”klassiske værker” blot er otte år gamle.

At tage på VR-udstilling er i vore dage det tætteste, man kommer på oplevelsen af at se film i 1890’erne, da mediet kom til verden. Mellem de mange teknologiske udfordringer er man med til at se et kunstmedie udfolde sit potentiale med lynets hast.

Udstillingen Planet VR i Nikolaj Kunsthal hylder den virtuelle virkelighed med tre værker, der tilsammen repræsenterer den tidlige æras eksperimenter og viser, hvor genren er på vej hen.

Det ene er Johan Knattrup Jensens Skammekrogen, der i 2014 havde premiere i Nikolaj Kunsthal og stadig er et banebrydende værk.

Et fint dækket bord til fem personer står midt i et hvidt rum, og hver museumsgæst sætter sig ned med VR-brillerne på.

Øjeblikkeligt indtager vi rollen som en af de fem gæster til et middagsselskab, hvor storebror har taget sin kæreste med hjem til mor, far og lillebror for første gang.

Placeret på en stol til en frygteligt pinlig middag med en drukfærdig svigermor, en slesk svigerfar og uendelige mængder kartofler sidder jeg i rollen som kæresten, mens ubehaget intensiveres, og jeg har en voldsom lyst til at tage brillerne af.

Det skyldes til dels det eminente manuskript. Men oplevelsen af den varme spisestue snyder også hjernen til at tænde for samtlige svedkirtler, og nogle deltagere (heriblandt overtegnede) får en intens følelse af kvalme.

Det giver mening som del af en ekstremkunst, hvor scenens ubehag skal opleves fysisk, men det er ærgerligt, at brillerne flere gange må tages af.

Til gengæld er det fantastisk at diskutere begivenhederne efter visningen med de andre museumsgæster. Vi finder ud af, hvor forskelligt scenerne opleves fra de respektive karakterers perspektiv. Alle ser sig selv som offeret, og derfor er detaljerne vidt forskellige, selv om selve handlingen er identisk.

Et tip herfra er eksempelvis at spørge de andre, hvor meget mad de har set på bordet.

Et mere strømlinet værk er multibrugerversionen af dansk-israelske Michelle og Uri Kranots kunsttrilogi, der er baseret på Carl Sandburgs digt The Hangman at Home.

Det oprindelige VR-værk lod publikum snige sig ind på animerede figurer i deres mest intime øjeblikke og høstede priser i Cannes og Venedig. Så kom en kortfilmversion, der gav særlig plads til at dyrke universets maleriske æstetik.

Nu er Kranot-parret, som bor i Viborg og underviser på The Animation Workshop, klar med den sidste version, hvor flere publikummer samtidig sendes ind i de intime rum og kan se hinanden som spøgelsesagtige silhuetter.

Værket hedder nu We Are at Home, og oplevelsen af at agere performer i værket og lade sig betragte, mens man selv betragter, er en interessant tilføjelse. Det kunne dog have været spændende, hvis værket skilte sig mere ud fra det oprindelige, mesterlige VR-værk.

Ikke desto mindre et must for alle, der ikke endnu har kravlet igennem et virtuelt skab for at fange en ung dreng i at lege med kondomer!

Udstillingens yngste værk dyrker den nye bølge af virtuelle dokumentarer, som især Viborg Animation Festival har været gode til at dyrke.

I Timo Wrights Fukushima: The Home That Once Was dumper publikum alene ned i en landsby tæt på Fukushima efter atomulykken i 2011.

I den smadrede landsby er træer langsomt i gang med at trodse strålingen imellem bygningerne, og rundt omkring står de tidligere beboere og venter pænt.

Hvis du stiller dig hen til dem, fortæller de gribende om deres store tab, men endnu mere rørende er det at høre om hverdagen før ulykken. Om den skønne have, om indkøbsturene og om de omfattende husrengøringer, der nu virker meningsløse.

En relativt primitiv animationsstil bidrager til den surrealistiske oplevelse af at stå i en ubeboelig by, og beboernes forvrængede, halvopløste kroppe giver indtrykket af, at naturlovene hidsigt trækker dem tilbage fra de områder, som de fysisk ikke kan besøge mere.

Værket opleves uden sko på, og det fuldender oplevelsen af, at man er inviteret indenfor i rigtige menneskers rigtige hjem.

Der er fri mulighed for at bevæge sig rundt. Men VR-mediet beviser sin opslugende magt, da jeg er nødt til at blive hængende og høre hele historien om, hvordan en beboer plejede at købe løg: Det ville simpelthen være uhøfligt at gå midt i det hele!

Kommentarer

Titel:
Planet VR

Sted:
Nikolaj Kunsthal

År:
2022

Kunstner:
Michelle & Uri Kranot, Johan Knattrup Jensen & Mads Damsbo, Timo Wright

Periode:
20. – 31. august

© Filmmagasinet Ekko